Kampen om at komme i ETTU-Cuppen

Hjemmebanematchen imod polske Dekorglass Dzialdowo ligner på forhånd opgøret, der kan være afgørende for Roskildes videre skæbne i årets europæiske cup-kampe.

Af Morten Lyebalk

Vi har ligesom gjort det før. Altså slået dagens modstander fra Polen. Det skete, da Roskilde Bordtennis til alles overraskelse gik hele vejen på udebanen og slog K.S. Dekorglass Dzialdowo med knebne 2-3. En sejr, der lunede – og for en stund bragte Roskilde Bordtennis øverst i Champions League-gruppen, der også har deltagelse af franske Hennebont og tyske Borussia Dortmund.


Vital match

Men siden sejren i Polen er Roskilde-holdet desværre røget ind i et par nederlag i gruppespillet imod Hennebont (0-3 på hjemmebane) og Borussia Dortmund (3-2 på udebane). Samtidigt har det polske mandskab spillet sig op – og vist at holdet formår at levere fornemme præstationer på udebane: Først tabte Dzialdowo knebent til Borussia Dortmund i Tyskland med 3-2. Siden kom det helt store svendestykke, da holdet fra Polen drog til Frankrig og slog Hennebont med 3-2 i sidste spillerunde. Så det polske mandskab må, trods udebane, nok påtage sig favoritværdigheden til aftenens kamp. Af de seks kampe, der er blevet spillet i Champions League-gruppen, er de fem endt med udebanesejre! Og hvilken kamp, er det ikke der venter!: De to mandskaber ligger begge med 4 point – og det mandskab, der sejrer, vil have rigtig gode chancer for at kvalificere sig til ETTU Cuppen, som er bordtennissens svar på fodboldens European League – en europæiske cup-turnering for de næstbedste mandskaber i Europa. De to bedste mandskaber i gruppen går videre til Champions League slutspillet.

”Ligegyldigt hvem de har med”
Det er da også en optimistisk med nøgtern sportsdirektør, der ser frem imod opgøret. ”Det polske mandskab er favoritter, men vi har da absolut en chance. De har gode spillere i truppen, så det er næsten ligegyldigt, hvem de stiller til start med,” lyder det fra Allan Bentsen med henvisning til tjekkiske Jiri Vrablik, den slovakisk-nationaliserede Yang Wang, japanske Kenta Matsudaira samt Chung Ting Wong, Hong Kong, der tilsammen udgør det polske mandskab. Alle fire spillere har nemlig undervejs i Champions League vist deres formåen: I den første kamp imod Roskilde brillerede japanske Matsudaira med sejre over både Zhai og Maze. I den anden kamp imod Borussia Bortmund slog Ting Wong selveste Timo Boll, mens i sejren over Hennebont bidrog holdets asiatiske spillere med at sætte belgiske Cedric Nuytinck til vægs med 3-0. Endelig har også Jiri Vrablik hentet et par CL-sejre, bla. i sidste runde imod Quentin Robinot med 12-10 i 5.sæt. Så Roskilde-mandskabet får noget at se til. Heldigvis er der måske håb forude: Zhai har deltaget i Swedish Open og har vist storform, hollandske Laurens Tromer har spillet lidt over evne i Champions League og bidraget flot med flere sejre. Endelig er der Maze, der ligeledes har gjort det fint med sejre samt flere 5.sæts-kampe til cv´et. Så kom ned og støt op om Roskilde Bordtennis BTK61, se topbordtennis, få underholdning og sportslig spænding – det foregår i Roskilde Kongress Center onsdag den 22.november kl. 18.45.

Kenta Matsudeira, Japan: Født 11.april 1991, højrehåndsspiller. Vandt juniorernes VM tilbage i 2006 og lå nr. 1 på juniorernes verdensrangliste i 2008. Matsudaira har ved flere mesterskaber krydset klinger med legendariske Ma Lin fra Kina – bla. ved VM i 2013, hvor Matsudaira trak det længste strå med 4-1, men dog senere måtte se sig slået i kvartfinalen. Har i årets Champions League sat både Zhai og Maze til vægs.

Jiri Vrablik, Tjekkiet: Født 12.marts 1983. Den tjekkiske topspiller har været en del af bordtennis-touren i mange år – i år 2000 deltog han bla. i juniorernes europæiske top 12-stævne. I årets Champions League har Vrablik imponeret med sejre over svenskeren Anton Källberg 3-2 (efter at have været bagud 1-2) samt med sejr over franske Quentin Robinot.

Chung Ting Wong, Hong Kong: Født 7.september 1991. Wong, der er 1,70 meter høj, har mest gjort sig bemærket med flere titler i double hidtil, men i 2016 blev det til en bronzemedalje i World Cuppen i single. I Februar i år var Hong Kong-spilleen helt oppe som nr. 6 på verdensranglisten. I årets Champions League er det blevet til sejre over selveste Timo Boll samt belgiske Cedric Nuytinck.

Yang Wang, Slovakiet: Født 24.september 1994. Den slovakisk-nationaliseret kineser deltog bla. ved OL i Rio i 2016, hvor endestationen hed 2.runde efter nederlag imod Quadri Aruna. I årets Champions League er det blevet til sejr over belgiske Cedric Nuytinck.

Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.