Roskilde Bordtennis bed fra sig i sidste hjemmekamp

Franske Angers hentede nok 3-1 sejr over Roskilde, der dog fik hentet første singlesejr hjemme i årets Champions League

Af Morten Lyebalk
Foto: Kim Holm Pedersen

Det begyndte så godt, men sluttede desværre lidt for meget i samme stil, som sæsonens Champions League turnering har formet sig for Roskilde. Sådan lyder opsummeringen efter en kamp imod de franske favoritter fra Angers, der dog undervejs fik kamp til stregen. Kampen fandt sted i Roskilde Kongrescenter Bauhaus Arenas hal D, idet den foretrukne hal var optaget af julefrokost og med The Antonelli Orchestra fra ”Vild med dans” til at spille for.

Kampen havde desværre ikke den store betydning for Roskilde Bordtennis på forhånd, idet holdet var sikker på at blive nummer 4 og sidst i gruppen uanset aftenens udfald. Og det kunne mærkes på tilskuerantallet på sådan en julefrokostaften.

Zhai i storform
Men de cirka 70 tilskuerne og 40 aktører med forskellige hatter kunne se en storspillende og meget veloplagt Zhai byde franskmændene op til den allerførste dans ved bordtennisbordet. 22-årige, franske Andrea Landrieu blev budt op – og det blev en hurtig dans med lynsnare kinesiske reflekser og storspil især. I 1.sæt kom Zhai bedst fra start. Var oppe 5-2, bla. på flotte angrebsloops med forhånden som Landrieu ikke kunne holde på bordpladen. Desuden var der også et par overforcerede baghåndsslag fra den unge franskmand. Men Landrieu kom igen via inititivrigt spil samt et par fejl fra Zhai, der ligepludselig var nede med 5-6. Men så så Roskildes storspillende kineser sig heller ikke tilbage: Flotte angrebskombinationer samt flere lynsnare blokeringer senere havde Zhai nuppet sættet med 11-7.

I 2.sæt kom Landrieu bedst ud af startblokken: Flere angrebsinitiativer, bla. en longline baghånd, fanger Zhai i ubalance og Landrieu bringer sig foran 4-1. Men Zhai er virkelig i sit es, måske afhjulpet af et par gode sejre i Polen ugen forinden. Han virker selvtillidsfuld og med hurtige server samt imponerende angrebsåbninger, måske bedst symboliseret ved et point, hvor franskmanden egentligt har initiativet og får Zhai lidt ud i krogene, skiftevis baghånd og forhånd. Men Zhai afslutter den lynsnare angrebsduel med et utageligt forhåndskryds. Over bolden som en høg. 6-4. Bum. Sådan! Zhai formår at holde føringen sættet ud, selvom Landrieu bider fra sig: 11-8.

I 3.sæt er det Landrieu, der er oppe med 3-2. Men herefter styrer Zhai kampen totalt. De to kompettanter havde kampen igennem mange gode duller – ikke mindst fra baghåndssiden, men Zhai står imod presset hver gang. Ikke mindst her i 3.sæt, hvor Zhai er helt ovenpå, og baghånden virkelig er spillet varm overfor en mere og mere rådvild franskmand, der ikke kan finde sprækker i den kinesiske storoffensiv. Nede med 2-3 går Zhai til sætsejr efter en duel, hvor Zhai får lagt pres på Landrieu, der ovre fra baghåndssiden forsøger en forhåndsvinder, der dog går uden for bordpladen. Fra 2-3 til 11-4! Sådan. Virkelig en storkamp af Zhai, der med 3-0 sejren, sikrede Roskilde sæsonens første singlesejr hjemme efter hold-nederlag på 0-3 til polske Bogoria og tyske Saarbrücken.

Maze oppe mod en storspillende svensker
Maze var næste mand ved bordet, hvor han skulle op imod svenske Jon Persson. Maze kom ganske, ganske fint fra start og var foran med 6-4 efter flere gode angrebskombinationer. Men som sættet skred frem var det Persson, der fik overtaget – ikke mindst, når det var svenskeren, der tog angrebsinitiativet. De to kamphaner stod helt lige, både 6-6, 7-7 og 8-8. Herefter ”skred” Persson via initiativrigt spil, der satte Maze mat. 8-11 til svenskeren i 1.sæt.

I 2.sæt var højdepunktet for Maze en bold, hvor han i defensiven væk fra bordet, langt udefra fik sat et kontrastød af en forhånd ind, som Persson ikke kunne blokere. 1-1 til det fåtallige publikums store begejstring. Men så var det også det. Persson var lige skridtet foran, hvilket især kom til udtryk i de svenske angreb. Skarpe slag og returer hele tiden, der satte Maze under pres. Maze startede kampen fint, men her i 2.sæt rendte svenske Persson alligevel fra ham. De to spillere stod lige ved 1-1, 2-2 og 3-3… Men derefter stod der Persson på sættet: 11-3. Bum. Nu 0-2 i sæt til svenskeren.

I 3.sæt var det mere lige: I første del var Maze oppe 4-3. men kort efter bagud med 4-6 og 4-7. Men med flotte angreb, et baghåndssmål og et kontrolleret loop senere, havde Maze bragt balance i regnskabet. 7-7. Ja, kort efter var Maze endda foran 9-7 efter en longline baghåndsvinder. Men Persson er strakt over Maze. Presser ham hele tiden. Dels til selv at forsøge, delt med syngende vindere. Skiftevise svenske vindere og mislykkede danske slag senere havde Persson også nuppet 3.sæt – nu med beskedne 9-11. Men 0-3 sejr til Persson, der var niveauet bedre, når garnet skulle strammes. Men Maze bed godt fra sig i første og i tredje sæt.

Lakatos i nok en femsætter…
Efter to klare sejre – en til hvert hold – var det Tomi Lakatos, der skulle op imod portugisiske Joao Geraldo. Og Lakatos har haft flere ganske lige kampe, bla. tre tabte fem-sæts-kampe. Og kampen blev lige. Helt lige og afvekslende. De to kamphaner skiftes til at tage initiativ og slå vindere. Lakatos bragte sig foran 7-6 ved at slå en afgørende forhåndsvinder efter en god angrebsduel, men ellers var det især baghåndens effektivitet fra Roskildes ungarer, der sprang i øjnene. Kamphanerne var helt lige – se bare: 1-1,2-2, 3-3, 4-4, 5-5, 6-6, 7-7, 8-8, 9-9 og 10-10! Lakatos fik herefter tilkæmpet sig overtaget i en baghåndsduel, hvor Geraldo slutteligt skuder udenfor bordpladen. Og en sublimt baghåndsvinder på servereturen på Geraldos serv skaffede Roskilde en 1-0 føring i sæt i kamp nr. 3.

I 2.sæt er Geraldo ovenpå, dels grundet flere missere fra Lakatos, dels via et par angrebsåbninger. Portugiseren er oppe 5-2 og siden 8-2. Selvom Lakatos får pyntet på sættet, reducerer til 8-6, så er det portugiserens med 11-7. 1-1.

I 3.sæt følges de to spillere til a´4. Herefter trækker Lakatos fra: Først en kryds-forhåndsvinder, dernæst en overforceret portugisisk forhånd og slutteligt en forhåndsåbning, der bliver en ren vinder. 7-4. God Roskilde-føring på et vitalt tidspunkt, men to bolde senere er der reduceret til 7-6. Timeout. Men selvom spændingen i sættet bibeholdes sættet ud så er det desværre Geraldo, hvis koldblodighed er bedst i slutningen af sættet. Flere ungarnske overforceringer fra både forhånd og den ellers så sikre baghånd, men også portugisisk pres sikrer det franske hold en gevinst på 8-11. Geraldo var ellers nede 7-4…Men Lakatos kom igen! Meget igen!

I 4.sæt er ungareren bagud med 0-3… Men minutter senere er sættet nuppet med 11-4! Ikke mindst baghånden fra Lakatos er ren klasse i dette sæt, hvor det denne gang er hurtigt Roskilde-spil, der også får lidt fejl ud af Geraldo.

2-2 i sæt – og nok en fem-sætter til Lakatos, der dog havde tabt de første tre i årets turnering. Skulle fjerde gang være lykkens? Men Geraldo kommer bedst fra land ved at tage initiativ, som giver pote. Portugiseren er oppe med 3-1 og siden 5-2 efter at have modstået et Lakatos-pres. Lakatos reducerer til 4-5, bla. på en super-forhåndsvinder og en baghåndsvinder. Herefter et par bolde med portugisisk initiativ – og desværre efterfølgende ungarnske fejl. 4-7. Øjeblikke senere slår Lakatos igen en ren baghåndsvinder på servereturen. 7-8. Lakatos forsøger åbning ud i Geraldos forhånd, men er læst. Klask! 7-9. Herefter er det Geraldo, der baghåndsåbner på servereturen, hvorefter Lakatos’ baghåndsslag går i nettet. Efterfølgende varemærket: en flot baghåndsvinder fra Lakatos, men tættere på kommer Roskildes mand ikke. Lakatos skyder ud efter portugisisk pres på kampens sidste bold. 8-11. Nok et fem-sæts-nederlag til Lakatos, der momentvis viser klassespil. Desværre har heldet ikke været med ham – og nogle gange er det små ting, der gør en forskel i sport. Nu 1-2 til Angers inden storkampen imellem Zhai og Jon Persson.

Zhai under gevaldigt pres
Tilskuerne blev vidne til en kamp i højt tempo – både i boldene og imellem boldene! – De kom hurtigt udover stepperne de to velspillende bordtennisspillere. Men hvor Zhai i kampen imod Landrieu virkeligt fik gang i sit returneringsspil fra såvel baghånds- som forhåndssiden så fik han kamp til sit hår her! Især på baghåndssiden havde de to duellanter kampen igen et vanvittigt højt tempo i flere af pointsene. Zhai var skarp i sit spil – Persson var knivskarp! Satte Zhai under pres med flere åbninger, men også klasse blokeringer undervejs, der satte Zhai mat. Person bragte sig foran 6-4 på en super-blokering, hvor Zhai bare kunne stå og kigge på … Og selvom Zhai undervejs også fik sat flotte angrebsvindere ind, så var de dog i fåtal imod svenskeren, der foran 9-4 siden tog sættet med 11-5. 1-0 i sæt til Persson.

I 2.sæt kom Zhai bedst fra land, var oppe 4-2 efter mange baghåndsdueller imellem de to spillere. Herefter er det svenskeren, der tager initiativet – og Zhai, der desværre ikke kan stå imod de svenske angrebsåbninger. Nu 7-4 til Persson efter en forhåndsåbning, der får Zhai på hælene! Zhai får dig udlignet til 7-7 på flere svenske fremprovokerede missere. Men Persson får herefter en god periode: Først syder Zhai en serveretur i nettet, dernæst skydes en svensk baghånds-spinner ud efter at have ramt netkanten og slutteligt en ren svensk forhåndsvinder longline fra baghåndssiden. 10-7 til Persson, der lukker sættet med 11-8 efter at Zhai skyder et baghåndsslag ud efter et langt svensk prik. 0-2 i sæt til den blå-gule og franskmændene.

I 3.sæt bølgede det noget frem og tilbage, men det er svenskeren, der får tilspillet sig et pointmæssigt overtag, går fra 4-4 til 7-4-føring. Men Zhai kommer igen efter timeouten!, udligner til 9-9! Ja, får tilspillet sig et sætbold til 10-9 efter at Persson har skudt en baghånd ud på servereturen. Men Svenskeren tager initiativ på næste bold med en baghåndsåbning. Nu a´10. En svensk servefejl giver nok en Roskilde-sætbold. Igen har Persson dog held til at åbne på Zhais serv. À 11. Det bliver også 12-12 og 13-13. Der er spænding på i Hal D – skal Zhai tilbage i opgøret? Svenskeren server, de to spillere har en af deres mange baghåndsduller i et tempo af den anden verden.. Slutteligt er det desværre Zhai, der skyder i nettet. 13-14 til Persson. Zhai server – og Persson baghåndsåbner longline på servereturen. Zhai kan kun kigge på. 13-15 til svenske Persson, der dermed slår Zhai med 3-0 og sikrer Angers nok en 3-1 sejr over Roskilde Bordtennis ligesom i det første opgør i Frankrig. Sidste sæt var også ganske afvekslende, hvor de to spillere skiftes til at have deres gode perioder, men hvor Persson lige havde det sidste nyk, når det gjaldt.

Tak for i år
1-3 nederlaget til Angers var Roskildes sidste kamp i Champions League 2018/19. Hjemmekampene er alle tabt – 0-3, 0-3 og slutteligt med 1-3. Udekampene, der gik det lidt bedre…der blev de to første tabt med 1-3 men sidste weekend imod polske Bogoria gav en fornem dansk 3-1 skalp – ikke mindst defensive Pangiotis fik noget at ænke over imod Roskildes batmænd… Roskilde Bordtennis fik i alt 7 point i årets udgave (man får også 1 point for at tabe) og med sejren strøg Vaillante Sports Angers til topos i gruppen: 4 sejre, 2 nederlag og en målscore på 14-9. Polske Bogoria hentede en 3-2 sejr over Saarbrücken, selvom Franziska gjorde hvad han skulle med to singlesejre. Bogoria slutter dermed som toer i gruppen, ligeledes med 10 point – og en målscore på 13-10. Saarbrücken fik 9 point.

Roskilde Bordtennis vil gerne sige TAK for støtte til tilskuere, sponsorer – og til modstanderen for god sportsmanship. Tilbage er DM for hold, hvor Roskilde igen igen satser på at nuppe guldet, så vi forhåbentligt igen kan vise CL-bordtennis af højeste karat. Men dagens gode nyhed er at det danske og roskildensiske bordtennispublikum kan glæde sig til landsholdsbordtennis i Roskilde-hallerne de næste 3 år. Kom ned og støt op om både landshold og Roskilde Bordtennis i tiden som kommer. Tak for 2018!

Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.