Roskilde Bordtennis har kvalificeret sig til årets semifinaler, der spilles til april.
Når der er så lang en pause før vi når til semifinalerne skyldes det, at der spilles DM senior og derefter VM og OL-Kval for seniorer hvor storspillende Allan Bentsen forhåbentlig er med for Danmark. Og dertil kommer at der skal spilles kvartfinaler for nummer 3-6 i elitedivisionen bedst á 3 kampe.
Onsdag aften tog Roskilde mod OB i den direkte duel om 2. pladsen, det blev en særdeles velspillet kamp for de ganske mange tilskuere, som var mødt frem til duel. OB viste med klar attitude at de troede på det, og at de var klar til kamp. Og kamp det fik OBerne, der startede ud med A kæden med Hyrup i 2. kryds mod Gao og i 1. kryds Reed mod Bentsen. Trods en svær start for Allan og et tabt 1. sæt, så vendte det gode spil tilbage og en sejr på 3-1 i sæt, det skal fremhæves fra kampen, at der var mange fede dueller, spil uden om nettet..med baghånden endda, og masser af ballon og loop til loop, præcist som de kan li det i Roskilde
På bordet ved siden af spillede Gao sin måske bedste kamp i år, det var i hvertfald en af de vigtigste sejre, der bragte os på 2-0 i holdkampen. Gao var flyvende, og det var forhåndspillet også, vi ber til at vi får mere at se af den forhånd i de afgørende slutspilskampe, det kan blive vores nøgle for adgang til finalen og derefter evt. åbne København. Finn vandt til 3-2 i en gyser mod velspillende Pereira, Pereira må være den mest kraftfulde spiller i divisionen, det var helt vanvittigt hvad den lille OBer nåede af bolde. Flere gange havde Finn spillet ham maks ud over forhånden, han er venstrehåndet, og derefter blokeret ned i Pereiras baghånd, og ikke nok med at han nåede disse svære bolde, flere af dem blev nået med forhånden!! Finn hev sejren hjem efter flot og koncentreret spil med 13-11 i 5. sæt, Finn der i det hele taget har haft en solid sæson med stort set ene af sejre. Til slut spillede Gammel mod klein, et opgør Gammel tidligere har vundet, men onsdag holdt spillet ikke hele vejen trods føring 7-4 i 1. sæt og føring med 2-3 bolde til sidst i 2. sæt. 0-3 i sæt og 3-1 til Roskilde.
De to sidste kampe blev også velspillede, Allan skulle op mod Pereira og Finn mod Reed. Allan spillede med stor autoritet og pillede den ellers meget skarpe OBer helt fra hinanden, hvilket er en af forcerne ved at have Allan og Finn i 1. kryds, de spiller meget forskelligt i stil, de har forskellige styrker og Allan spiller med venstre hånd og Finn med Højre. Det er ofte en fordel, at modstanderne skal vende sig en helt anden type modstander, hvilket vi så i dette møde. Allan låste Pereira på baghåndsdiagonalen, og det blev sikkert 3-0. Finn derimod gav lidt vel lang snor i 1. sæt til Reed, der førte hele 10-4 inden Finn fandt det skarpe spil frem og vandt 14-12. 2. sæt blev også relativt tæt med sejr til Finn, der sluttede med en sejr på 3-0
Det var et Roskilde mandskab på toppen, og der skal nu trænes intensivt frem mod semifinalerne, så vi kan være skarpe og forhåbentlig få drømmefinalen mod København. København som vi jo tabte 5-3 til, Men Allan tabte tæt til Sternberg, og med det spil som Gao viste mod OB, giver det bestemt forhåbninger og en mulighed for at sætte ham til duel i 2. kryds mod Stuff og plankeværket Stenberg.
Søndag spiller vi sidste grundspilskamp mod Søhøjlandet, der stadig kan nå kvarten.
Semifinalerne spilles den 18/4(ude), 21/4 (hjemme) og ved 1-1 i kampe den 24/4(hj)
Vi ses