Først var det Michael Maze, der kvalificerede sig direkte til OL i London pga. sin høje placering på verdensranglisten, dernæst var Mie Skov på spil til den Europæiske OL kval i april og kvalificerede sig til OL i første hug, og til sidst var det klubbens sportsdirektør Allan Bentsen med den store OL drøm, der efter flere forsøg brød lydmuren og kvalificerede sig til London.
Maze er, i forhold til at præstere til OL og gå efter medaljer, den mest interessante af de tre Roskildespillere, det skal blive spændende at følge om Maze får bedre styr på nerverne denne gang efter alt for hurtig exit i både 2008 og 2004. Men det er en ære at spille OL og være en del af hele det menageri, som OL udgør som verdens største begivenhed. Og så er der jo altid chancen for at overraske!
Mange husker Mies OL-kval for 4 år siden, hun havde tre matchbolde til at sikre sig den eftertragtede OL plads, men fik desværre gummiarm til sidst og måtte opleve OL fra sofaen. Denne gang rystede Mie ikke på hånden, tværtimod spillede Mie i den afgørende kamp, som blev vist direkte på nettet, med stor autoritet og spillede igennem på de vigtige tidspunkter.
Øjeblikket hvor Mie havde slået den sidste og afgørende bold ind, og OL billetten var hjemme, var tankevækkende. Udefra så det ud som om, der lige gik et par sekunder, før Mie fattede, at hun faktisk havde vundet; som om hun havde været i så dyb en koncentration om at træffe de rigtige beslutninger på de rigtige bolde, at hun lige skulle fatte, hvad der faktisk stod på tælletavlen. Det var måske den koncentration, som ikke var der på de sidste bolde for fire år siden.
Allan havde besluttet sig for at give det en sidste chance efter godt spil til flere slutrunder og Champions League de foregående år. Der var fuld opbakning fra landstrænerne, fra Roskilde Bordtennis og ikke mindst familien, da det er særdeles tidskrævende med den megen træning og mange rejser til forskellige turneringer.
Allan har de sidste måneder været i rigtig god form, det viste han f.eks. til DM, så det var en stor skuffelse, at det ikke blev til avancement fra det indledende gruppespil ved europa-kvallen i april. Alligevel fik Allan chancen igen til verdens-kvallen i sidste weekend, denne gang sammen med Kasper Sternberg, der dog ligesom Jonathan Groth ved europa-kvallen ikke var tæt på kvalifikation. Landstræneren troede på Allan, og Allan virkede afklaret om, at nu skulle det være.
I gruppespillet blev det til to sejre og et nederlag, og dermed gik Allan videre til de afgørende cupkampe.
Første modstander var rutinerede Such fra Polen, Such som Maze slog i junior EM finalen i 1999. Allan startede rigtig godt, fik hevet første sæt hjem og kom derefter foran 3-0 i sæt. Such havde dog ikke givet op og kom tilbage til 2-3 i sæt, inden Allan i et nervøst 6. sæt fik spillet vendt til egen fordel og sejr.
I 1999 havde Allan tre kvalifikationsfinaler og tabte alle tre. Nu stod han igen i en kvalfinale, hvor vinderen ville være OL klar, modstanderen var engelske Baggaley. Det var et tæt 1. sæt, servefejl ved 8-8 men sejr på 11-9. Herefter gav Allan los, varierede spillet som når vi kender ham bedst, der var kun én spiller på banen, og med en 4-0 sejr var OL billetten hjemme.
Der er stor stolthed i hele klubben over de fantastiske resultater fra vores tre klubrepræsentanter. Nu er der endnu mere at glæde sig til, når OL i London ruller over skærmen til august.
Held og lykke til Maze, Mie og Allan, lad os få en overraskelse med hjem fra London!!
