Det lykkedes i weekenden for Andreas Dilling at sejre i den prestigefyldte Top 12 turnering. Det var Dillings første store sejr på dansk grund efter spil på højt niveau i drengerækken
Dilling og Hasse fik lagt en god plan for spillet, det gjaldt om at komme først til fadet med skarpe og aggressive angrebsslag fra både forhånd og baghånd.
Det stort anlagte spil resulterede i 11 sejre heraf 6 sejre med 3-0, men Dilling var ikke desto mindre også presset i et par kampe. Særligt imod Jeppe Spottog var det en sejr på et hængende hår i det Dilling var bagud 7-10 i 5.sæt.
Ligeledes måtte Dilling op i 5 gear og spille sig helt ud mod både Kasper Michelsen og Rasmus Mikkelsen, der begge blev besejret med 3-2 i sæt. Mod begge spillere dirigerede Dilling dog slaget rigtig flot, var spilstyrende og resultatet var ikke tilfældigt
En god sejr var ”finalen” mod Nicolaj De Voss i sidste og afgørende kamp, her spillede Dilling med stor autoritet og fik erobret initiativet modsat ved deres møde til Roskilde GP for 1½ måned siden. Dilling fik lagt gode returer, låste De Voss i baghånden og fik en flot sejr på 3-1. Sejren var fortjent og det lover godt for de kommende turneringer nationalt og internationalt.
Claus Schou måtte ”nøjes” med en 4. plads
Der var store forventninger til top 12 turneringen, Claus har haft en god sæson med flotte sejre i STIGA divisionen og trænet hårdt på at forbedre sit angrebsspil.
Claus fik en god start med klare sejre i de første kampe, men mod Tobias Rasmussen var der kamp til stregen. En kamp med flotte dueller der endte med sejr til Tobias.
På dag to var der to store kampe mod hhv. Ruben og Stobberup, det blev til en sejr over Stobberup efter flot spil fra Claus. Claus tog ansvaret og spillede det bedste angrebsspil på de to dage. Mod Ruben blev det svært, Ruben servede skarpt og fik angrebet, mens Claus blev for passiv.
Ruben endte som ubesejret, mens Tobias, Claus og Stobberup endte med to sejre til hver. Der blev det til en 4. plads til Claus.
Generelt var det ikke Claus’ bedste turnering, den hårde træning med at forbedre angrebsspillet kom ikke helt til sin ret. Claus blev lidt for afventende i sit spil, der skal tages flere chancer. Det bliver der gode muligheder for at arbejde videre med i kommende semifinaler i STIGA divisionen samt til internationale turneringer med junior landsholdet