Måske kampen om 2. pladsen i serie 3

I går bød vi Køge velkommen i en fyldt Roskilde-hal – hele 3 hjemmekampe samme aften. I efteråret blev det til 5-5 i Køge.

I en kamp hvor det meget vel kunne afgøres hvem der løber med andenpladsen i puljen, var det vigtigt at matche resultatet fra efteråret (som minimum).

Morten lægger, som sædvanlig, strategien fra start, og vælger selv pladsen på holdskemaet, men trækker alligevel den mest dødbringende spiller fra Køge i første kamp – en spiller med både knopper og en død side – ikke en cocktail han er meget for. Efter de første 3 singler står den 2-1 til Køge.

I anden sæt single kampe er det holdkaptajnens tur til at møde de unfair tricks fra Køge. Der var noget at leve op til fra efteråret, hvor kampen mod netop dette bat blev vundet. Successen blev gentaget – 3-0 til Dan, der nu for alvor føler at han er ved at være oven på efter 2 måneder med svingende resultater – er det måske lidt træning og en turnering i weekenden der er skyld i det? Efter anden omgang singler står den lige, 3-3. Doublen gemmes til sidst for spændings skyld.

I 3. omgang singler er det værd at bemærke, at det nu er Finns tur til at møde det farlige bat. For anden gang i aften er Finn ude i en tæt 5-sæts kamp, der desværre falder ud til modstanderens fordel. Det er bestemt en godkendt indsats der resulterede i flere vundne sæt end sidste gang – stærkt gået.

Inden doublen er vi foran 5-4 – Dan og Morten lægger en strategi – VIND! Det vil lune godt i forhold til at vinde 2. pladsen i puljen. Manden med det farlige bat og manden med flest rating point stiller op i doublen for Køge – en kamp der godt kunne blive spændende. Desværre var det ikke en kamp hvor vi var i nærheden af en sejr. 2. sæt slutter dog 15-17. Doublen tabes med skuffende 0-3.

Det ender altså uafgjort, hvorved vi bibeholder vores anden plads i puljen (en enkelt kamp bagud i forhold til Køge, der pt. er 1 point bagud). Det ser nu rigtig godt ud. De 3 hold der slås om anden pladsen (os selv incl.), mangler endnu at spille mod puljens tophold, Lejre, der allerede er løbet fra alle andre. Oddsene ser derved gode ud hvis vi kigger frem med enden af sæsonen.

Man-of-the-match: Holdkaptajnen Dan med 3 sejre. Er han ved at være tilbage i top-form?

Det ses igen at den dynamiske double-duo (Dan og Morten) bør finde nogle at træne double med. Ud over dette, bestemt en godkendt indsats fra alle spillere på holdet! Om ca. 2 uger venter topkampen mod Lejre.

Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.