Serie 3: En spændende men overflødig kamp

Så kom dagen hvor holdet skulle spille den sidste kamp i sæsonen.

En kamp hvor udfaldet faktisk ikke betyder noget for os, da eneste hold der kunne nå os, valgte at tabe en kamp i sidste uge – og andenpladsen er derved hjemme, allerede inden dagens kamp er spillet. Morten vælger at pjække fra dagens kamp – undskyldningen var ondt i kroppen. Den godtager vi og ønsker Morten god bedring.

Vi trækker vores bedste reserve ind – Benny – der ikke længere mener han er reserve, men fast inventar.

Dan, Finn og Benny tager i mod Ejby på hjemmebane i dagens kamp.

Efter første runde med singler står den 2-1 til Roskilde – Dan og Benny trækker en sejr hjem, uden større besvær. Det tegner godt.

Anden runde byder desværre på nederlag til Finn og Benny, og derved står den 3-3 inden doublen spilles. Holdet overvejer nøje hvem der stiller op til denne, og udvælger Dan og Finn til denne opgave. Det virker til at have været en god ide. Vi vinder første sæt og er oven på. Desværre udvikler kampen sig således at holdene skiftes til at vinde sæt – og derved ryger vi ud i en 5 sæts double, igen igen. Efter nederlaget i 4. sæt på 1/11 tager vi os lidt sammen og kommer foran i 5. sæt. Efter et par afbrændere fra vores side af, ender vi desværre med at tabe 5. sæt 10/12 – lidt skuffende, men ellers var holdet tilfreds med indsatsen.

Bagud med 1 point (3-4) inden sidste runde med singler, stod det klart at 2 singler skulle vindes, blot for at få 1 point og undgå et nederlag. Dan og Benny får forholdsvis hurtigt afviklet deres kampe – en sejr til Dan og et nederlag til Benny. Derved står den 4-5, mens Finn har gang i sin sidste kamp. Udfaldet af denne kamp vil afgøre om holdet taber sin (kun!) 2. kamp i sæsonen.

Det viser sig at være en tæt kamp. Finn spiller den sædvanlige stil – MUREN! Modstanderen har taget en god, stærk baghånd med hjemmefra. Vi skal helt ud i 5. sæt for at finde en vinder. De følges ad hele sættet, og vinderen skal derved findes ved at en spiller kommer foran med 2 point. Desværre trækker modstanderen det længste strå. Derved er det en realitet at vi taber kampen og sætter point til.

Heldigvis var andenpladsen hjemme inden kampen, og holdet går fra hallen med oprejst pande.

Man-of-the-match:
Dan med 3 sejre.

Lidt statistik oven på sæsonen:
Holdet er ubesejret på udebane. Det må være første gang i serie 3 holdets historie. Yderligere har vi kun tabt 2 kampe hele sæsonen – bestemt en godkendt indsats fra hele holdet. Dette får Morten skylden for, grundet sig fravær her til aften.

Der mangler 2 kampe i puljen, dog ikke noget der kan rykke ved stillingen i toppen, hverken på placeringerne eller toplisten så jeg tør godt komme med resultatet for de individuelle placeringer på top listen.

Statistik er jo taknemmeligt – men resultatet af toplisten er som følger:
Dan bliver nummer 1 med 34 vundne kampe ud af 42. Morten bliver 5´er med 25 vundne kampe ud af 33 – men kunne helt sikkert have kravlet lidt højere op på listen hvis han havde spillet de sidste 2 kampe.

Kigger vi på rating point ligger Morten pt. højere end Dan, men både kampen i sidste uge samt aftenens kamp er endnu ikke regnet med på rating listen. Dog er det rimelig sikkert at Dan lige når at overhale Morten, da der kun er 13 point i mellem dem og Dan har vundet 6/6 kampe siden sidste opdatering.

Alt i alt en god sæson for holdet der placerer sig en plads bedre end sidste år hvor holder måtte tage til takke med en delt andenplads, der resulterede i en 3. plads.

Tak for en god sæson. Vi ses ved træningsbordet, så vi er klar igen til efteråret.

Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.