En fantastisk aften i Roskilde Kongrescenter Bauhaus Arena.
Efter den første finale i København endte med en sejr var forhåbningerne til endnu et DM guld store mandag aften i hallen. Vi havde samlet 400 tilskuere på aftenen og der var en super stemning.
Opstillingen til kampen var den samme som i København, bare ændret på rækkefølgen:
- Zhai – Elias
- Finn – Kasper
- Claus – Victor
- Zhai – Kasper
- Finn – Elias
Der blev vist masser af god bordtennis, men spændingen fra kampen i Kbh. var ikke helt det samme.
Zhai startede med Elias og efter meget kort tid havde Zhai sat sig på den kamp, han vandt overbevisende med 3-0 i sæt.
Så var det Finn mod Kasper, første sæt styrede Kasper frem til 10-6, men så kom Finn stærkt tilbage og vandt sættet. 2. sæt vandt Kasper sikkert og 3. sæt blev måske afgørende, Finn havde 10-8 og serven, men kunne ikke få den sidste. 4. sæt vandt Kasper og udlignede til 1-1.
Den 3. kamp mellem Claus og Victor blev en helt anden kamp i forhold til kampen i Kbh. Claus ville gerne have revanche og det fik han, kampen blev aldrig spændende dertil var Claus for stærk på dagen, 3-0 meget sikkert. Så havde Roskilde to kampe til at afgøre DM finalen.
Zhai skulle bare bruge en kamp, han vandt sikkert mod Kasper, der var lidt spænding om 3. sæt, men endnu en sejr på 3-0, Zhai viste sig som den klart stærkeste spiller i ligaen.
Efter sejr i de to kampe var DM guldet hjemme.
Vi takker sponsorer og tilskuere for den store opbakning, og ser frem til at byde jer velkommen næste sæson.