Det der med maden og sådan, er det ikke lidt overdrevet?

I starten af november var klubbens medlemmer, forældre og trænere inviteret til Team Danmarks KURSUS I BASAL SPORTSERNÆRING ‒ og til jer, der ikke nåede at få fornøjelsen, kan jeg kun sige, at I skal skynde jer af sted og deltage næste gang!

Undertegnede var måske lidt kloge-Åge-skeptisk til at starte med, for hvor svært kan det være, det der med maden og sådan? Efter et par gode timers selskab med Inger Bols, som er klinisk diætist hos Team Danmark, og en masse skønne klubkammerater og andre sportsfolk fra Roskilde, tog jeg både eftertænksom og begejstret derfra.

Egentlig havde vi aftalt i klubben, at jeg skulle skrive lidt om foredraget ugen efter, men jeg tænkte, at det måske var bedre at se, om de ting, jeg havde bidt mærke i, virkede på lidt længere sigt – og om det virkelig batter noget. Og det gør det altså! Jeg fik fx øjnene op for, at jeg slet ikke fik nok kulhydrater til daglig i forhold til mit aktivitetsniveau, og mit gæt er, at det gælder rigtigt mange spillere. Vi kan måske nok lige akkurat gennemføre den daglige træning og vores kampe, men mangler det sidste overskud, som hjælper vores krop og gør det skideskægt at dyrke vores sport.

Vidste du for eksempel, at du bør spise senest 1 time efter træning for at restituere optimalt? At du kan køre maks. 1,5 time på dine kulhydratreserver? At du ikke behøver at drikke energidrikke til træning, men at din krop har størst effekt af Rynkeby-saft med dobbelt så meget vand i som anført på kartonen? At du har brug for 3 hovedmåltider, 3-4 mellemmåltider og 1-2 restitutionsmåltider, hvis du dyrker vildt meget sport? At du kan beregne dit energibehov lige her http://www.teamdanmark.dk/Eksperter/Sportsernaering/Calculator-page.aspx?

Der er utrolig meget viden at hente på dette kursus, og du vil sikkert bide mærke i ting, som jeg ikke bed mærke i, men summa summarum er, at jeg er overbevist om, at alle ‒spillere, forældre, trænere ‒ vil kunne hente inspiration og måske lige præcis den info, der vil kunne gøre den helt store forskel for den enkelte, så jeg opfordrer alle til at deltage, næste gang vi får chancen.

Man behøver ikke at have en klæbehjerne for at deltage, for man bliver udstyret med et print af alle slides og bogen Kost og elitesport – Basal sportsernæring.

Er du blevet lidt nysgerrig allerede, så hop ind på http://www.teamdanmark.dk/Eksperter/Sportsernaering.aspx og læs mere! Og kom med på kurset næste gang ‒ vi skal nok skrive her, hvornår det afholdes!

Marielle

Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.