Roskilde Bordtennis, BTK 61 er klar til topopgøret i Champions League hjemme i Roskilde Kongrescenter Bauhaus Arena imod franske Hennebont efter en overraskende men meget flot 3-2 sejr ude imod polske Dekorglass Dzialdowo.
Af Morten Lyebalk
Hvem havde troet det? At Roskilde Bordtennis BTK61 sammen med franske G.V. Hennebont TT ville ligge på de to øverste pladser i Champions Leagues gruppe D efter første spillerunde.
Det blev imidlertid en realitet, da Roskildes bedste batmænd i form af Zhai, nyerhvervelsen, hollandske Laurens Tromer samt en Michael Maze i overdådigt spillehumør, hver hentede en sejr nede i Polen mod favoritterne fra Dekorglass Dzialdowo. De tre flotte roskildensiske sejre var nok til at hente en kneben 3-2 gevinst på udebane.
Og det samme skete nøjagtigt for det kommende modstanderhold, franske Hennebont, der imponerede ved at tage til tyske Düsseldorf, sidste års sølvvindere i Champions League, og vinde med imponerende 2-3. Så det er et klassemandskab, der fredag aften den 13.oktober gæster Roskilde Kongrescenter Bauhaus Arena. Ingen tvivl om det.
Identisk forløb
De to hold, der krydser klinger – Roskilde Bordtennis og franske Hennebont TT – havde i Champions League første spillerunde et sportsligt forløb der var stort set identisk: Begge hold stod overfor en spiller, de ikke kunne besejre: henholdsvis japanske Kenta Matsudaira og tyske Timo Boll, der hver hentede to sejre. Til gengæld vandt både Roskilde og Hennebont kamp nr. 2, 3 og 5 i deres respektive holdkamp – og tog altså begge sejren i land ude med 3-2.
I aften håber vi IKKE på en gentagelse… Sportsdirektør Allan Bentsen er fortrøstningsfuld før CL-opgøret selvom franske Hennebont, på papiret, må anses som klar favorit. ”Det kan blive, hvad det skal være. De har lige slået Düsseldorf, men kan vi spille på samme niveau som i Polen, så har vi absolut en chance”, lyder meldingen fra Bentsen, der regner med at give genvalg til de gæve Roskilde-spillere, Zhai Laurens Tromer og Maze. der repræsenterede klubben på bedste vis i Polen i første spillerunde.
Så er du til top-bordtennis og underholdning i verdensklasse og vil du gerne se spillere med OL- og VM-medaljer på bordtennis-cvét, så kig forbi Roskilde Kongresscenter Bauhaus Arena fredag 13.oktober kl. 19.15. Kampene sættes i gang kl. 19.30.
Faktaboks: G.V. Hennebont TT
- Klubben blev stiftet i 1969
- Klubben har været i den bedste nationale række, Pro A, de sidste 35 sæsoner
- Hennebont TT har vundet det franske mesterskab for hold 4 gange: 2005, 2006, 2007 og i 2009.
Spillere
- Chen Chien-An, Taiwan: Født 16.juni 1991, venstrehåndet, vandt junior-VM I single tilbage I 2008. I maj 2013 lykkedes det sammen med makkeren Chuang Chih-Yuan at slå en meget meget stærkt kinesisk konstellation (bla. Ma Lin) i VM-finalen i herredouble og sikre den første Taiwanesiske VM-titel nogensinde. Den stærkt spillende taiwaneser ligger pt. nr. 45 på verdensranglisten, men har tidligere været helt oppe som nr.17 (november 2014).
- Liam Pitchford, England: Født 12.juli 1993. Begyndte med bordtennissporten som 8-årig – og via talent og hårdt slid er det blevet til flere individuelle nationale titler op igennem årene – også som senior. Offensiv-spilleren, der i sæsonen 2009-10 faktisk spillede i Danmark (Århus), kom siden til bundesligaen – og har bla. repræsenteret Ochsenhausen, som Roskilde Bordtennis jo stiftede bekendtskab med i sidste sæsons Champions League. Liam Pitchford var ved VM i 2015 med på det engelske hold, der nåede kvartfinalen. I single nåede han ved samme lejlighed blandt de 32 sidste, bla. efter sejr over Kreanga, Grænkenland. I marts 2016 var han en del af det engelske team, der fik bronze ved VM for hold – den første til England siden 1983. Ved OL i Rio 2016 nåede England og Pitchford kvartfinalen for hold. I single nåede englænderen blandt de 32 sidste. Ligger pt. nr. 60 på verdensranglisten. Blandt andre heroiske skalpe i bæltet er blandt andet russeren Vladimir Samsonovs (efteråret 2011).
- Quentin Robinot, Frankrig: Født 7.januar 1993 I Paris, I 2009 vandt Robinot som junior EM i single. Den unge franskmand har flere nationale juniortitler på cv’et – bla. i 2011, hvor franskmanden Simon Gauzy (der var blandt Roskildespillernes modstandere ved bordet i sidste sæsons CL) blev besejret. Vandt også junior EM-titlen for hold i 2011. Endnu mangler de helt store titler på seniorniveau, men det var Robinot, der i den femte og afgørende kamp i Düsseldorf, i Champions Leagues første spillerunde, holdt hoved koldt for Hennebont og besejrede østrigske Stefan Fegerl, VRs nr. 34, med 3-1. Ligger pt. nr. 85 på VR.
- Cedric Nuytinck, Belgien: Født 6.janaur 1993 i Leuven. Den unge belgier, der er den højeste rangeret belgiske spiller på verdensranglisten (pt. nr. 72) gjorde for alvor opmærksom på sig selv ved at nå finalen ved Belgium Open i 2016. I år er det blandt andet blevet til en plads blandt de 32 sidste spillere i single i det stærkt besatte China Open. Det var Nuytinck, der vandt den vigtige anden kamp (tredje match) imod svenske Kristian Karlsson (nr. 24 på VR) med tætte 3-2 da Hennebont slog Düsseldorf, ligeledes med 3-2.
- Jiang Tianui, Hong Kong: Født 28.februar 1988, vandt i 2008 Brazil Open og har bla. vundet flere double-titler på ITTF pro tour-niveau. Har været oppe som nr. 14 på verdensranglisten, men er pt. nr. 50. Venstrehåndsspiller.