Kan Roskilde Bordtennis, BTK61 bygge videre på den flotte sejr i Polen?

Roskilde Bordtennis, BTK 61 er klar til topopgøret i Champions League hjemme i Roskilde Kongrescenter Bauhaus Arena imod franske Hennebont efter en overraskende men meget flot 3-2 sejr ude imod polske Dekorglass Dzialdowo.

Af Morten Lyebalk

Hvem havde troet det? At Roskilde Bordtennis BTK61 sammen med franske G.V. Hennebont TT ville ligge på de to øverste pladser i Champions Leagues gruppe D efter første spillerunde.

Det blev imidlertid en realitet, da Roskildes bedste batmænd i form af Zhai, nyerhvervelsen, hollandske Laurens Tromer samt en Michael Maze i overdådigt spillehumør, hver hentede en sejr nede i Polen mod favoritterne fra Dekorglass Dzialdowo. De tre flotte roskildensiske sejre var nok til at hente en kneben 3-2 gevinst på udebane.

Og det samme skete nøjagtigt for det kommende modstanderhold, franske Hennebont, der imponerede ved at tage til tyske Düsseldorf, sidste års sølvvindere i Champions League, og vinde med imponerende 2-3. Så det er et klassemandskab, der fredag aften den 13.oktober gæster Roskilde Kongrescenter Bauhaus Arena. Ingen tvivl om det.

Identisk forløb
De to hold, der krydser klinger – Roskilde Bordtennis og franske Hennebont TT – havde i Champions League første spillerunde et sportsligt forløb der var stort set identisk: Begge hold stod overfor en spiller, de ikke kunne besejre: henholdsvis japanske Kenta Matsudaira og tyske Timo Boll, der hver hentede to sejre. Til gengæld vandt både Roskilde og Hennebont kamp nr. 2, 3 og 5 i deres respektive holdkamp – og tog altså begge sejren i land ude med 3-2.

I aften håber vi IKKE på en gentagelse… Sportsdirektør Allan Bentsen er fortrøstningsfuld før CL-opgøret selvom franske Hennebont, på papiret, må anses som klar favorit. ”Det kan blive, hvad det skal være. De har lige slået Düsseldorf, men kan vi spille på samme niveau som i Polen, så har vi absolut en chance”, lyder meldingen fra Bentsen, der regner med at give genvalg til de gæve Roskilde-spillere, Zhai Laurens Tromer og Maze. der repræsenterede klubben på bedste vis i Polen i første spillerunde.

Så er du til top-bordtennis og underholdning i verdensklasse og vil du gerne se spillere med OL- og VM-medaljer på bordtennis-cvét, så kig forbi Roskilde Kongresscenter Bauhaus Arena fredag 13.oktober kl. 19.15. Kampene sættes i gang kl. 19.30.

Faktaboks: G.V. Hennebont TT

  • Klubben blev stiftet i 1969
  • Klubben har været i den bedste nationale række, Pro A, de sidste 35 sæsoner
  • Hennebont TT har vundet det franske mesterskab for hold 4 gange: 2005, 2006, 2007 og i 2009.

Spillere

  • Chen Chien-An, Taiwan: Født 16.juni 1991, venstrehåndet, vandt junior-VM I single tilbage I 2008. I maj 2013 lykkedes det sammen med makkeren Chuang Chih-Yuan at slå en meget meget stærkt kinesisk konstellation (bla. Ma Lin) i VM-finalen i herredouble og sikre den første Taiwanesiske VM-titel nogensinde. Den stærkt spillende taiwaneser ligger pt. nr. 45 på verdensranglisten, men har tidligere været helt oppe som nr.17 (november 2014).
  • Liam Pitchford, England: Født 12.juli 1993. Begyndte med bordtennissporten som 8-årig – og via talent og hårdt slid er det blevet til flere individuelle nationale titler op igennem årene – også som senior. Offensiv-spilleren, der i sæsonen 2009-10 faktisk spillede i Danmark (Århus), kom siden til bundesligaen – og har bla. repræsenteret Ochsenhausen, som Roskilde Bordtennis jo stiftede bekendtskab med i sidste sæsons Champions League. Liam Pitchford var ved VM i 2015 med på det engelske hold, der nåede kvartfinalen. I single nåede han ved samme lejlighed blandt de 32 sidste, bla. efter sejr over Kreanga, Grænkenland. I marts 2016 var han en del af det engelske team, der fik bronze ved VM for hold – den første til England siden 1983. Ved OL i Rio 2016 nåede England og Pitchford kvartfinalen for hold. I single nåede englænderen blandt de 32 sidste. Ligger pt. nr. 60 på verdensranglisten. Blandt andre heroiske skalpe i bæltet er blandt andet russeren Vladimir Samsonovs (efteråret 2011).
  • Quentin Robinot, Frankrig: Født 7.januar 1993 I Paris, I 2009 vandt Robinot som junior EM i single. Den unge franskmand har flere nationale juniortitler på cv’et – bla. i 2011, hvor franskmanden Simon Gauzy (der var blandt Roskildespillernes modstandere ved bordet i sidste sæsons CL) blev besejret. Vandt også junior EM-titlen for hold i 2011. Endnu mangler de helt store titler på seniorniveau, men det var Robinot, der i den femte og afgørende kamp i Düsseldorf, i Champions Leagues første spillerunde, holdt hoved koldt for Hennebont og besejrede østrigske Stefan Fegerl, VRs nr. 34, med 3-1. Ligger pt. nr. 85 på VR.
  • Cedric Nuytinck, Belgien: Født 6.janaur 1993 i Leuven. Den unge belgier, der er den højeste rangeret belgiske spiller på verdensranglisten (pt. nr. 72) gjorde for alvor opmærksom på sig selv ved at nå finalen ved Belgium Open i 2016. I år er det blandt andet blevet til en plads blandt de 32 sidste spillere i single i det stærkt besatte China Open. Det var Nuytinck, der vandt den vigtige anden kamp (tredje match) imod svenske Kristian Karlsson (nr. 24 på VR) med tætte 3-2 da Hennebont slog Düsseldorf, ligeledes med 3-2.
  • Jiang Tianui, Hong Kong: Født 28.februar 1988, vandt i 2008 Brazil Open og har bla. vundet flere double-titler på ITTF pro tour-niveau. Har været oppe som nr. 14 på verdensranglisten, men er pt. nr. 50. Venstrehåndsspiller.

Serie 4-holdet fortsat i top

Serie 4-holdet er kommet skræmmende godt fra start. En normal sæson for holdet har hidtil været med en placering tæt på bunden halvvejs i sæsonen, og så har holdet rykket i anden halvdel af sæsonen, men en ny virkelighed ser ud til at ramme holdet.

Kampen mod Brøndby mandag aften var imødeset med spænding. De havde også vundet deres første kamp, og endda med kun 2 mand på holdet … og hos os selv var der debut til John, der efter 35 års pause og ¾ års træning var tilbage i kampen om pointene.

Det blev en kongedebut, da John var eneste mand til at hive en sejr i land i den første runde singler, og det gav rygstød til holdet, så den stod 3-3 efter næste runde af singler (efter endnu en sejr til John og hvor Benny vågnede op og tog den anden pind).

Det blev aftalt at gennemføre 3. runde af singler inden doublen, og her kom vi foran 5-4 efter en sejr til Finn og en til Benny. John var ganske tæt på, at slå Brøndbys stærkeste kort. Førte 2-0 og alle efterfølgende 3 sæt blev tabt knebent.

Det ene point var sikret inden doublen, og det gav ro til Finn og Benny + pressede Brøndbys Piotr og Knud. Doublen blev vundet 3-1 ud fra spilsystemet ”få bolden tilbage, så modstanderen får lejlighed til at brænde”.

6-4 sejr, topplacering i gruppen, og Man-of-the-Match var klart John, der var skarp fra starten og fik holdet ind i kampen.

Generationsskifte på Klubbens vigtigste hold

En ny sæson er startet, og den har medført nye tider på klubbens vigtigste hold. Over sommerferien har holdlederen, efter grundige overvejelser, besluttet, at det var tid til et generationsskifte på holdet. De tidligere spillere (undtaget holdlederen – naturligvis) er blevet udskiftet med yngre og bedre modeller. Så til sæsonens første kamp bestod af holdet af de tre debutanter; Emil de Maeyer, Nicolas Holm, Mads Toft Schmidt samt holdleder Patrick Tschernja Bøttcher. Sæsonåbneren var en udekamp imod Greve.

I første runde tager Mads en stærk sejr på 11-9 i 5. sæt, mens Nicolas lægger hårdt ud med en 3-0-sejr. Emil taber 3-1, og må desværre trække sig fra de resterende kampe med en skade. Patrick taber sin kamp 3-0 (alt er ved det gamle). 2-2 efter de første 4 kampe – men med en mand i undertal så det desværre lidt svært ud at få noget med hjem.

I anden runde er det kun Nicolas, der formår at hive en sejr hjem – det gør han igen 3-0, mens både Mads og Patrick taber 3-1. Med Emils fravær var den ene double allerede tabt, men Nicolas og Mads spiller en fremragende double og vinder 3-0. 6-4 til Greve inden sidste runde – dog med en sejr sikret i sidste runde, så derfor var 7-7 det bedst mulige resultat for Roskilde. Mads og Nicolas vinder begge 3-1, mens holdkaptajnen taber 3-0 efter at have haft 2-3 sætbolde i alle tre sæt.

På trods af at have været en mand i undertal var det alligevel meget tæt på at give point – desværre ender det med et 8-6-nederlag. En kendt, skotsk fodboldekspert og tidligere spiller sagde engang de berømte ord: ”You can’t win anything with kids”. Med de takter, der blev vist her, er der gode muligheder for, at han endnu engang kan blive modbevist.

Dagens man of the match er Nicolas, der kun var et enkelt sæt fra at lave en omvendt Max i sin debut på klubbens vigtigste hold. Stærk kamp af ham.
Næste kamp spilles onsdag d. 11. Oktober på hjemmebane imod Amager.

Serie 4-holdet kom godt fra start

Tirsdag aften (3. oktober) startede sæsonen for serie 4-holdet i Albertslund, og mange havde sikkert mistet store beløb, hvis de havde satset penge på kampen og på enkelt-spillere:

  • Roskilde tog sejren 6-4, hvilket bestemt ikke lignede et muligt resultat efter de første 3 kampe … og holdet ligger lige nu på 1. pladsen i rækken (måske fordi, det lige nu er eneste spillede kamp i rækken)
  • Finn vandt 2 singler og sammen med Benny doublen (selvom Albertslund i indtastningen har prøvet at skjule Finn’s indsats i doublen). Hermed blev han Man-of-the-Match og ligger lige nu nummer 1 på ranglisten
  • Vladimir, det stærkeste kort fra Albertslund, måtte uvant nøjes med 2 sejre, da Finn slog ham overbevisende i den sidste kamp
  • Benny vandt udover doublen også 2 singler, og Jens tog den sidste pind

 Alle holdets spillere i Top 4 – Holder det mon sæsonen ud?? /redaktionen

Holdets næste optræden bliver på mandag, den 9. oktober … og på hjemmebane.

Juleafslutning d. 20. december

Nu hvor supermarkederne så småt er begyndt at finde julevarerne frem, vil vi gerne lige gøre opmærksom på, at vi afholder juleafslutning onsdag d. 20. december. Allerede nu kan I derfor godt sætte kryds i kalenderen denne dag.

Mere info om tidspunkt og format følger senere.

Roskilde Bordtennis på RO’s Torv

Ved du endnu ikke, hvad du skal bruge weekenden på, synes vi, at du skal tage et smut forbi RO’s Torv på lørdag kl. 11-15, hvor Roskilde Bordtennis, BTK 61, sammen med 12 andre lokale sportsklubber, vil være repræsenteret ved RO’s Torvs Prøv det af dag.

Læs mere her: http://rostorv.dk/aktiviteter/proev_det_af_dag.html?utm_source=facebook&utm_medium=post&utm_content=&utm_campaign=proev-det-af-dag

Aflysninger i august/september

Da hallen skal bruges til et par håndboldkampe de næste par uger, er vi desværre nødt til at aflyse al træning tirsdag d. 29. august. Det drejer som en begyndertræning og en let-øvet-træning.

Derudover vil den frie træning både lørdag d. 25. august og lørdag d. 2. september ligeledes være aflyst.

Vi beklager.

Champions League-datoer

Vi, Roskilde Bordtennis, BTK 61, har igen i år kvalificeret os til det fine selskab blandt Europas 16 bedste hold i Champions League.
Vi trak spændende modstandere, vi slap for de russiske hold, en tur til Ural bjergene og glæder os til en ny sæson med verdensklasse bordtennis i Roskilde. Vi kom i den indledende pulje sammen med sidste års nummer to Borussia Düsseldorf, franske Hennebont og polske Dzialdowo.

Der spilles alle-mod-alle hjemme og ude. De to bedste hold fra hver pulje går til kvartfinalerne og nummer tre til ETTU cup´ens kvartfinaler.

Det bliver spillere fra øverste hylde, Roskilde kan præsentere på hjemmebane i den kommende sæson. På Borussia Düsseldorfs hold er legenden Timo Boll, Østrigs Stefan Fegerl samt de to svenske spillere Kristian Karlsson og Anton Källberg. Der er ikke meget polsk tilsnit på Dzialdowos hold. Til gengæld verdensklassespillere som Chun Ting Wong, Hong Kong (nr. 7 i verden), samt Kenta Matsudeira, Japan og kinesisk fødte Yang Wang, Slovakiet. På det franske hold spiller Chen Chien-An, fra Taiwan, Liam Pitchford, England og Quentin Robinot, fra Frankrig. Første runde spilles i den sidste uge af september. Her skal Roskilde en tur til Polen.

Datoerne for kampene er nu klar – husk at sætte kryds ved hjemmekampene:

K.S. Dekorglass Dzialdowo – Roskilde Bordtennis, BTK61 – 29/9 kl. 17.00

Roskilde Bordtennis, BTK61 – GV Hennebont TT – 13/10 kl. 19.30

Borussia Düsseldorf – Roskilde Bordtennis, BTK61 – 27/10 kl. 18.30

Roskilde Bordtennis, BTK61 – K.S. Dekorglass Dzialdowo – 22/11 kl. 19.00

GV Hennebont TT – Roskilde Bordtennis, BTK61 – 1/12 kl. 20.00

Roskilde Bordtennis, BTK61 – Borussia Düsseldorf – 21/12 kl. 18.30

God lodtrækning for Roskilde i Champions League i bordtennis

– Det var en god lodtrækning. Vi slap for de russiske hold og en tur til Ural bjergene, og vi trak nogen spændende modstandere, og jeg glæder mig vanvittigt til en ny spændende sæson med verdensklasse bordtennis i Roskilde, sagde den spillende sportschef Allan Bentsen efter dagens lodtrækning i Paris til årets Champions league i bordtennis.

Roskilde kom i den indledende runde i pulje sammen med sidste års nummer to Borussia Düsseldorf, franske Hennebont og polske Dzialdowo. Der spilles alle mod alle hjemme- og udekampe. De to bedste hold går til kvartfinalerne og nummer tre til ETTU cuppens kvartfinaler.

Det bliver spillere fra øverste hylde, Roskilde kan præsentere på hjemmebane i den kommende sæson. På Borussia Düsseldorfs hold er legenden Timo Boll, Østrigs Stefan Fegerl samt de to svenske spillere Kristian Karlsson og Anton Källberg. Der er ikke meget polsk tilsnit på Dzialdowos hold. Til gengæld verdensklassespillere som Chun Ting Wong, Hong Kong, nr 7 i verden, samt Kenta Matsudeira, Japan og kinesisk fødte Yang Wang, Slovakiet. På det franske hold spiller Chen Chien-An, fra Taiwan, Liam Pitchford, England og Quentin Robinot fra Frankrig. Første runde spilles i den sidste uge af september. Her skal Roskilde en tur til Polen.

Roskilde har nomineret:
Michael Maze
Yujia Zhai, Kina
Laurens Tromer, Holland
Claus Schou Nielsen
Casper Rasmussen
Jonathan Kofoed Hansen
Allan Bentsen

Hele lodtrækningen til Champions League ser således ud:

GROUP A
Fakel-Gazprom Orenburg (RUS)
AS Pontoise Cergy TT (FRA)
K.S. Dartom Bogoria Grodzisk Mazowiecki (POL)
Sporting Clube de Portugal (POR)

GROUP B
TTSC UMMC (RUS)
Saarbrücken TT (GER)
Chartres ASTT (FRA)
Eslövs AI BTK (SWE)

GROUP C
TTF Liebherr Ochsenhausen (GER)
Stella Sport La Romagne (FRA)
TTC Ostrava 2016 (CZE)
SPG Walter Wels (AUT)

GROUP D
Borussia Düsseldorf (GER)
K.S. Dekorglass Dzialdowo (POL)
GV Hennebont TT (FRA)
Roskilde Berdtennis BTK 61 (DEN)