Roskilde Kongrescenter Bauhaus Arena Cup 2017- programmet

Så er Roskilde Kongrescenter Bauhaus Arena Cup 2017 lige om hjørnet, og du kan nu se

Deltagerlisterne på hjemmesiden vil dagligt blive opdateret med drive-in spillere og eventuelle afbud.

Der er stadig drive-in pladser i flere rækker, så hvis du har glemt at tilmelde dig, kan du måske stadig nå det – send en mail til: staevne@btk61.dk.

Hvis du mener, der er fejl i programmet eller deltagerlisterne, så kontakt venligst stævneledelsen på: staevne@btk61.dk eller 2215 1939 hurtigst muligt. Du er selvfølgelig også velkommen til at skrive eller ringe, hvis du har spørgsmål.

På gensyn i Roskilde Kongrescenter Bauhaus Arena, vi glæder os til at se dig!

Fantastisk klub-tur til Ribe

Den første fredag i januar havde 33 ivrige klubmedlemmer, heraf 25 spillere, tilmeldt sig årets klubtur til Ribe, hvor BTK61-spillerne skulle i ilden i forbindelse med det årlige bordtennis-stævne, Kvickly Cup, der blev afviklet for 53.gang. De 33 tilmeldte mødte én efter én op ude på parkeringspladsen foran Roskilde Kongrescenter Bauhaus Arena. Klar til at gå til bilerne, hvor otte velvilligt havde stillet bil til rådighed – klar til at nå destinationen Ribe Byferie, hvor vi havde lejet os ind i 5 huse indtil søndag formiddag. Ingen var i tvivl om, i hvilken bil de skulle placeres – Det skyldtes det fortrinlige forarbejde med programlægningen, som Kristian Rasmussen havde udført til UG med kryds og slange – helt ned til mindste petitesse: Mad var arrangeret og program med tidspunktsangivelser var nærmest minutiøst opstillet. Og der lød da også anerkendende og stor ros til alle arrangørerne fra mange af deltagerne weekenden igennem. Det kan vist godt tåle en gentagelse med så hygsom, fornem og velarrangeret en klubtur.

Nå… Men bilerne blev efterhånden fyldte. Til sidste manglede kun Finn Tugwell, hvis styrke ikke ligger i overholdelse af de opstillede tidspunkter – men som der vistnok står skrevet et eller andet sted: ”De sidste skal blive de første”.. – mere om det senere. Til sidst dukkede dog også Tugwell op – og de otte biler kørte mod Ribe. I bilerne var der rig mulighed for snak og slik-indtagelse, så der blev hygget undervejs.

Ca. kl. 18.30 var vi fremme, hvorefter Allan Bentsen udleverede nøglerne til lejlighederne i Ribe Byferie, så alle kunne komme på plads i hytterne, hvor der var plads til syv personer i hver lejlighed. Folk fik indlogeret sig – det havde Kristian Rasmussen naturligvis også udarbejdet en plan over – og da der også var en hus-ansvarlig i hver lejlighed, så tog de hånde om de praktiske gøremål i hytten, så som madlavningen. Den første aften stod den på herlig spaghetti med kødsovs og ost. Lækkert! Herefter var der samling inde hos Bentsens tropper i nr. 65. Med knap 40 mennesker i sådan en hytte i stueplanet, så er sådan en stue altså rimeligt fyldt! Under fællesseancen blev de praktiske foranstaltninger ordnet, og de sidste eftertilmeldinger løst – og så var vi ellers klar til at hygge i husene til kl. 23, hvorefter det var sengetid: Nogle af de unge mennesker hyggede sig sammen på værelserne med snak, deres iphones og slik, mens andre så tv eller hyggede sig med snak over et enkelt glas rødvin. På den måde kunne klubmedlemmerne hygge og gøre, hvad de hver især havde lyst til. En rigtig god måde at være sammen på.

Næste morgen, lørdag den 7.januar, begyndte stævnet kl. 9.00, bla. med herreklasse 2, så allerede fra starten af dagen skulle en del af Roskilde-spillerne i aktion. Men ellers blev det fikset på en sådan måde, at dem, der først skulle spille senere, havde mulighed for at møde lidt senere i Ribe Fritidscenters tre haller, hvor stævnet fandt sted. Undervejs, sådan en lørdag med gang i den ved bordene, er der rig mulighed for at heppe på holdkammeraterne, rig mulighed for at snakke sammen, sige ”Hej”, coache eller bare gå ud i cafeteriet og købe en milkshake eller andet.. kort sagt: masser af tid til samvær, god bordtennis og hygge. Og sådan forløb hele dagen – der var også mulighed for, for dem som ikke skulle i aktion, at gå en tur ned i Ribe By og fornemme historiens vingesus eller gå på indkøb i butikkerne, inden mørket sænkede sig over den gamle by.

Aftenen blev lidt længere end den skulle have været i hallen – programmet skred med ca. 1½ time, så det var trætte spillere, der vendt hjem til hytterne efter en god, lang dag med mange spændende og intense bordtenniskampe undervejs. Den sene aften forløb igen med hygge på værelserne og i husene, lidt rødvinsdrikning blandt lederne eller blot lidt ”Sport 2016” på DR-tv i fjerneren. Ved 23-tiden gik de fleste til ro.

På anden- og sidstedagen af stævnet blev der startet op allerede kl. 8.00, så der var flere af spillerne, der skulle tidligt op – og rydde habengutet sammen, da alle husene i Ribe Byferie skulle være ryddet og klar til nøgle-aflevering omkr. Kl. 10.00 – Den del af opgaven tog de husansvarlige sig af. Der skal her lyde en STOR TAK til de husansvarlige for deres store arbejde med de praktiske opgaver ifm. klub-turen – TAK!

Søndagen bød igen på en masse forskellige række med deltagelse af Roskilde-spillere i alle afskygninger! Der blev kæmpet godt undervejs af alle – og her skal nævnes at eliterækken, stævnets fornemmeste række, havde Roskilde-spillere på øverste trin både i herresingle og i herredouble-rækken. For Tugwell – der var mødt sidst op til klubturen – så var det kærkomment at kunne betræde det øverste trin som den første og eneste, efter en fornem 3-1 sejr over klubkammerat Allan Bentsen. I herredoublen løb Allan Bentsen og en af klubbens største unge talenter, Jacob Henkov, med sejrspalmerne. Tillykke til vinderne!

Herunder de mest fremtrædende Roskilde-resultater ifm. Kvickly Cup 2017, Ribe:

Finaler

  • Herreelite –single: Finn Tugwell – Allan Bentsen 3-1 (7/11, 11/6, 11/9, 11/9)
    De to finalister havde begge vundet 3 sejre i indledende gruppe. Bentsen vandt sikkert 3-0 i 1/8-finalen og i semifinalen (over Sonnichsen, Fjordager). Mens kvartfinalen mod tyskeren Hauberg, Team Ratzeburg blev vundet knebent med 3-2. Tugwell afgav intet sæt imod Ringstrømm, Roskilde og Dorca, Sisu/MBK samt Mikkelsen, Viby. Alle blev slået 3-0.
  • Herreelite – Herredouble: Bentsen-Henkov, Roskilde – A.C. Jensen, Roskilde/Mikkelsen, Viby 3-1 (11/8, 11/9, 8/11, 11/9).
    Bentsen/Henkov vandt yderligere en kamp over et dansk par (afgav et sæt). Desuden to 3-0 sejre over 2 tyske par. A.C. Jensen/Mikkelsen slog tyske par i 1/16 og i 1/8-finalen, mens en dansk/tysk-konstellstion blev slået i 4 sæt i semien.
  • Junior elite – herredouble: Rabade- Lieber, Roskilde/Amstrup,Silkeborg – Joahnsen/Elsborg, Vejle 0-3 (5/11, 5/11, 4/11)
    Flot sølvmedalje til Romeo og makker. I Semien vandt de i en tæt 5.sætter, mens både kvartfinalen og ottendedelsfinalen blev vundet i 4.sættere.
  • Drenge elite – herredouble : Toft-Schmidt/De Meyer, Roskilde – Herzog/Beecken Ahrenburg Grosshansdorf 1-3 (11/13, 11/6, 9/11, 5/11)
    Finalen gav et knebent nederlag til Emil og Mads – godt kæmpet.

Semifinaler

  • Herrejunior elite – single: Jeppe Okkels- Kyhn, Ribe 0-3
    Jeppe havde i indledende gruppe vundet 3 overbevisende sejre imod tyskere. Også i knockout-kampene blev to tyskere sat til vægs.
  • U21 B – single: Kasper Jacobsen – Zeyn, Walddörfer 0-3
    Kasper havde slået Ekdahl, Slagelse 3-2 i 1/8-finalen, mens kvartfinalen var blevet vundet med 3-0 over en tysk spiller. Videre fra puljen efter w.o.
  • U21 Elite – single: Mathias Ringstrømm – Ivik Nielsen, B75 2-3
    Ringstrømm tabte med knebne 8-11 i 5-og afgørende sæt! Vandt 3-mandspulje med to sejre. 3-0 over Amstrup, Silkeborg i kvarten.

Kvartfinaler

  • Herreelite – herresingle: Leonid Maslov – Sonnichsen, Fjordager 2-3
    Leonid tabte knebent. Forinden var puljen blevet vundet, ligesom to udenlandske spillere var blevet sat til vægs i 1/16 og i 1/8-finalerne.
  • Drengeelite – single: Emil De Meyer- Messinck Mortensen, Sisu/MBK 0-3
    Emil tabte kvartfinalen til den senere vinder af rækken. Emil fik en 2.plads i puljen, mens Jens Boelt Mortensen, OB, blev slået i 4.sæt i 1/8-finalen.
  • Drengeelite – single: Nicolas Holm Larsen- Mørch, Sisu/MBK 1-3
    Nicolas vandt puljen efter 2 x 3-0 over tyskere. Jens Boelt Mortensen, OB blev slået 3-2.
  • Drenge C – single: Christian Kjærsgaard – Riis, Søften 0-3
    Christian fik en flot 2.plads i puljen. I 1/8-finalen blev Lukas Rose Nielsen, Faaborg slået 3-0.
  • Drenge D – single: Mads Walmar Steensen – Buchwald, Slagelse 0-3
    I 1/8-finalen blev Frederik Hedegaard, Slagelse besejret med 11-9 i 4 sæt.
  • Junior B – single: Emil De Meyer- Hartvigsen, Daugård IF 1-3
    Emil havde undervejs vundet puljen med 3 sejre.
  • Junior C – single : Anton Hansen- Emil Hansen, Nørreå 0-3
    Anton fik en flot 2.plads i puljen efter 2 sejre. I 1/8-finalen blev en tysk spiller besejret 3-0.
  • Herre Klasse 4 – single: Morten Lyebalk – Gehlert, Vojens 1-3
    Tabte til den senere vinder af rækken (samt 20 ratingpoint) Morten fik en 2.plads i puljen efter 2 sejre. Nok en sejr i knockout-systemet.

I alt blev der ifm. stævnet afviklet ca. 3500 kampe blandt stævnets ca. 450 spillere (150 kom fra Tyskland, 7 fra Grønland). 69 klubber var repræsenteret ved stævnet – heraf var det Slagelse BTK, der løb med Kongepokalen for flest deltagende spillere – mon ikke det er en rekord vi i Roskilde skal stile efter at slå næste år? Der var bred enighed om at sådan en klubtur var ”alle tiders” og ”en god måde at lære hinanden bedre at kende på”, og nogen foreslå oven i købet at man kunne overveje, at tage af sted lidt før en anden gang, så man evt. kunne lave en fællesting eller to sammen eller se byen i dagslys m.m… Mulighederne er mange! Herfra skal lyde en TAK for dem som gjorde årets klubtur muligt: TAK!

Fra en af klubtursdeltagerne – Morten Lyebalk

Roskilde Kongrescenter Bauhaus Arena Cup 2017

Så er indbydelsen klar, og der er åbnet for tilmelding til stævnet med det lange navn: Roskilde Kongrescenter Bauhaus Arena Cup 2017.

Se indbydelsen her eller i topmenuen.

Vi glæder os til at se jer alle sammen den 4. & 5. februar 2017 i Roskilde!!

indbydelseroskildecup2017

Roskilde tog fornem skalp mod reservespækkede russere

BTK61 sluttede Champions League sæsonen af med en fornem sejr 3-1 sejr over russiske Gazprom Orenburgs 2.hold.

Af Morten Lyebalk

Roskilde Bordtennis BTK61 skulle i sæsonens sjette og sidste champion league match se om de denne gang kunne bide skeer med puljens absolutte tophold, russiske Fakel Gazprom Orenburg. Russerne havde nemlig i den omvendte kamp – i Rusland – sendt BTK61 hjem med et klart 0-3 nederlag i bagagen. Gazprom, der de seneste seks år har stået i fem champions league-finaler, havde dog valgt at gøre betingelserne for Roskilde Bordtennis mere spiselige, i det russerne stillede med 2.holdet – 1.holdet med Samsonov, Ovtcharov og Mizutani, der alle er i top-8 på verdensranglisten, havde nemlig for længst sikret videre deltagelse i turneringen til forårets kvartfinaler via en klar førsteplads i CL-puljen. Men selv med ”b-kæden” kunne russerne mønstre spillere med flotte rangliste-placeringer og tidligere topresultater. Russerne stillede op til kampen i Bauhaus Arena med Alexej Smirnov, Fedor Kuzmin og Denis Ivonin for øjnene af de ca. 100 fremmødte, medlevende og positive tilskuere.

Zhai blæser ung russer omkuld
Første opgør stod imellem verdens nr. 125, Roskildes kineser Zhai og den russiske opkomling, unge 16-årige Denis Ivonin, der ligger nr. 358 på verdensranglisten og var i årets russiske juniorfinale nationalt. Det var den unge russers debut i årets CL-udgave. Og han fik det svært, den unge mand. For Roskildes lynkineser havde fået tunet især forhånden men også baghånden godt ind til opgøret. Hurtigt i 1.sæt bragte Zhai sig på 3-0 med aggressivt spil, før Ivonin kom på tavlen, da Zhai missede en baghånd.3-1. Men Zhai var ingenlunde i gavehumør – der blev ikke givet ved dørene og det aggressive spil i højt tempo bare fortsatte: De 3-1 blev til 6-1 med især forhånden som afgørende element, inden Ivonin med et par flotte baghåndsslag efter korte, intense dueller fik vist sin berettigelse i dagens kamp. 6-3. Men sættet og kampen igennem var det tydeligt at den unge russer havde svært ved at modstå Zhais spil i højt tempo – og russerens fejl blev flere. 1.sæt gik til Zhai med 11-3.

billede-16-12-16-21-47-47

I 2.sæt lagde Zhai igen godt fra land ved at tage initiativet og ved at have hurtig kontra-slag parat, når russeren forsøgte at tage teten. 2-0. Men Ivonin viste fint spil i denne periode og med flere gode forhåndsslag blev der både reduceret til 3-2 og udlignet til 3-3. Ved 4-3 til Zhai ramte Ivonin netkanten efter en kort slagudveksling. Zhai nåede på imponerende vis bolden, der var kravlet lige over nettet men helt ude i Zhais forhåndsside. Men Zhais retur eller måske snarere afværgning var dog intet problem for Ivonin, der med baghånden sendte den uden for Zhais rækkevidde. 4-4. Det blev dog det sidste russiske point i det sæt – for i sættets øvrige slagudvekslinger var det Zhai, der med sit pres fremprovokerede flere russiske fejl. Tempoet var en tand for højt for Ivonin, der tabte sættet med 11-4.

I 3.sæt gik det også stærkt – meget stærkt. En kombination af rasende flot Zhai spil samt især i denne periode lidt for mange og ”lette” fejl fra Ivonin bragte Zhai på 10-0, inden Ivonin med 4 points på stribe – bla. et flot genpres ved pointet til 10-2, hvor Zhai slutteligt misser med baghånden. Ved 10-4 var det dog Ivonin selv, der med en servefejl ud over bordet afsluttede holdkampens første match. 11-4 og 3-0 i sæt til Roskildes dygtige førstemand ved bordet.

Oostwouder på svær mission mod erfaren russer
Dagens anden kamp stod imellem Roskildes unge hollænder, der ligger nr. 258 på verdensranglisten. Overfor Oostwouder stod 39-årige Alexej Smirnov, der tidligere har været helt oppe som nr. 11 på verdensranglisten og som i 2005 formåede at vinde Europa top-12 turneringen. De to spillere fulgtes ad til 4-4,inden Smirnov fik et lille overtag – bla. via hurtige server, hvor efter han var klar med forhånden på den efterfølgende retur fra Roskildes hollænder. Ved stillingen 5-8 til Smirnov havde de to modstandere en rigtig flot slagudveksling, hvor Oostwouder endte som sejrherrer ved at afgøre duellen med et flot forhåndsslag. 6-8. Det blev dog den unge hollænders sidste point i sættet, da Smirnov bla. efter en prikduel slog en utagelig forhånd kryds uden chance for Oostwouder. 6-11 i 1.sæt.

billede-16-12-16-20-29-41

I 2.sæt kom Smirnov bedst ud, da russeren med pres-spil fik fremprovokeret nogle BTK61-fejl. 0-3. Men Oostwouder viste derefter flot spil og høj moral: De 0-3 blev det 4-3 – bla. grundet gode server og fornemt blokeringsspil fra Oostwouder. De to spillere er i denne periode meget lige og skiftedes til at tage point. Ved 8-8 servede Smirnov. Desværre hentede han begge point. 8-10. En god hollandsk serv skydes i nettet af Smirnov. 9-10. En timeout tages. Desværre nuppede Smirnov sættet efter en misset hollandsk forhånd på servereturen fra Smirnov. 9-11 og dermed 0-2 i sæt til Smirnov.

I 3.sæt lignede mønsteret meget 2.sæt: Svær start for Roskilde bordtennis hollænder, der kom bagud 1-3. Høj moral, kampånd og fornemt spil fra Oostwouder efterfølgende bragte stillingen på 5-5. Et par solide russiske server blev herefter fulgt grundigt op. 5-7. En super-duel med gode slagudvekslinger og en dunder-baghånd slutteligt fra Oostwouder bragte stillingen på 6-7, Men et par hurtige russiske point bragte stillingen på 6-9. Ved 7-9 havde de to spillere kampens duel: De to spillere presser på med forhånd og baghånd, inden Oostwouder med en utagelig baghånd udplacerede Smirnov. 8-9. Det flotte point blev dog hollænderens sidste, idet Oostwouder efterfølgende udplaceres af et årvågent forhåndskryds fra russeren og misser nok et slag efterfølgende. 9-11 og desværre en udligning i holdkampen til 1-1. Men Ewout Oostwouder havde stor ære af kampen, hvor især rutinen syntes at skinne igennem kombineret med især fornemme russiske kombinationer og blokeringsspil undervejs.

Roskilde på ny Team Danmark Kommune
I pausen blev der overrakt blomster til ”hele Danmarks paraolympier”, Peter Rosenmeier, for sit fornemme og imponerende bordtennis-guld ved OL-legene i Rio. En bedrift, der i øvrigt var en gentagelse af Rosenmeiers ligeså flotte bedrift i 2008 ved OL i Beijing.

billede-17-12-16-16-21-47

Dernæst var der underskrivelse af en ny 4-årig Team Danmark-aftale, så Roskilde også fremadrettet kan fungerer som elitekommune i samspil med de øvrige 21 elitekommuner i Danmark. Team Danmark-direktør Lone Hansen og borgmester Joy Mogensen gav aftalen deres signatur og kvitterede begge for samarbejdet som havde været og så frem til det fortsatte samarbejde.

billede-17-12-16-16-22-04

Claus Nielsen imponerer med flot sejr
Tredje kamp stod imellem Roskildes unge, lovende Claus Nielsen og Fedor Kuzmin, der i øjeblikket rangerer som nr. 147 i verden, men som tidligere har været helt oppe som nr. 30 (april 2005). Unge Nielsen kom fint fra start med aggressivt spil: Et par halvhøje russiske servereturer blev forhandlet efter fortjeneste af Nielsen, der bankede dem ned i bordpladen med henholdsvis for- og baghånd. 2-0. Men russeren var helt med og fik også sine point: 2-0 blev siden til henholdsvis 2-2 og sågar 3-4 til Gazproms spiller. Og efter en duel med flot russisk blokeringsspil var stillingen 5-6. Det blev efterfølgende 5-7, inden Nielsen, der havde vist sin sædvanlige gode aggressivitet sættet igennem, fik udlignet til 8-8. Men ikke nok med det! : Nielsen kørte bare på med imponerende offensivt og initiativrigt spil: Først blev egen serv fulgt op med et utageligt baghåndskryds, dernæst var et fornemt baghåndslob med spin årsagen til at Kuzmin skød ud. Og ved 10-8 til danskeren endte en intens forhåndsduel med en russisk fejl.11-8 til Roskildes Nielsen. Fornemt!

billede-16-12-16-21-19-06

I 2.sæt kom russeren bedst fra start: En lidt for høj serveretur fra Nielsen blev prompte straffet. 0-1. Nok et russisk point gjorde det til 0-2, inden Nielsen fulgte op på en god serv med en resolut forhånd fra baghåndssiden. 1-2. De to spillere fulgtes ad til 5-5, inden unge Nielsen dels på eget godt spil, men også fejl fra Kuzmin bragte sig på 9-5. Men Kuzmin havde herefter flere flotte bolde. Ved 9-7 tog Nielsen en timeout. Men Kuzmin fik alligevel de to næste point efter henholdsvis en vinder og et mislykket pres fra Nielsen. 9-9. Men Nielsen bevarede roen. En god serv returneres for langt af Kuzmin, der efterfølgende, ved 10-9, må se nok et sæt gå Roskildes vej efter en duel, hvor bolden slutteligt rammer netkanten og ryger ud over bordet. 11-9 og 2-0 til Nielsen.

I 3.sæt følges de to kombattanter ad til 6-6. Herefter var det nok en gang Nielsen-show med hurtige hænder, snarrådige blokeringer, gode lobs med skrue samt gode, hurtige server: 6-6 blev til 8-6 og 8-7, inden Nielsen fortsatte showet på samme manér. 9-7 og 10-7. Efter nok en slagudveksling kunne Claus Nielsen fortjent lade sig hylde som vinder – og dermed bringe Roskilde i en gunstig position. Foran 2-1 og… forude var klubbens bedste kort, Zhai, næste mand ved bordet mod Russernes ditto. Alexej Smirnov.

Lynhurtige Zhai lukker og slukker
Smirnov lagde bedst ud: En kombination af godt spil og Zhai-fejl bragte russeren på 1-3. Men Zhai var lige i hælene med sit tempofyldte spil: Der blev udlignet til både 4-4, 5-5 og senere 8-8. De efterfølgende to dueller havde samme karakteristika: Zhai kommer lidt i defensiven, men med et par vanvittigt hurtige reaktioner fra forhåndssiden får han alligevel overrumplet Smirnov. 10-8. en god serv følges herefter op ad en super-baghånd fra Smirnov. 10-9. Heldigvis er det Zhai, der tog det længste strå: Efter en kort slagudveksling slog Roskildes kineser et utageligt forhåndskryds. 1-0 i sæt til Roskilde – er der mon en lille overraskelse på vej?

I 2.sæt ved 1-1 havde Zhai gode server og fornemt aggressivt spil, hvor der ikke levnes modstanderen nogen chance. fire Zhai-point på stribe. 5-1. Et forspring der holdt sættet ud efter tempofyldt kinesisk spil. 5-3 blev til 10-3, inden Smirnov reducerede til 10-5 i en duel, hvor han har Zhai på hælene i defensiven. Men det er en stakket frist. For Zhai havde fuldstændig styr på det: efter en hurtig Smirnov-retur til Zhais forhånd kommer bolden, nærmest med den største selvfølgelighed tilbage efter nok en guld-forhånd fra Zhai. 11-5. 2-0 i sæt til Roskilde.

I 3.sæt er det Zhai, der er bedst fra start – ved en hurtig og svær serv bragte han sig på 4-1. Derefter tog Smirnov en timeout. Ved 5-1 fik Smirnov lidt medvind: En serv følges flot op med en baghånd long line. Også de efterfølgende bolde gik russerens vej. 5-4. Men tættere kom Smirnov ikke på, fordi bla. et forhåndskryds i en duel gik Zhais vej, da Smirnov ramte kanten af battet, hvorefter bolden gik ud. 7-4. Og selvom Zhai skød i nettet fra baghåndssiden efter et Smirnov-pres og bragte stillingen på 8-5, så er det Zhai, der efter en slagudveksling, hvor Smirnov slutteligt rammer netkanten, så bolden fiser ud over bordkanten, kan juble over sejren med 11-5. 3-0 i sæt i alle dagens kampe – og vigtigst: 3-1 til Roskilde i holdkampen. Årets første Champions League triumf røg i hus og der var velfortjente bifald fra tilskuerne efter den flotte russiske skalp uagtet at det var reserverne, der var taget i brug.

TAK for Champions League sæsonen 2016/17
Med den imponerende flotte skalp får Roskilde Bordtennis BTK61 lukket Champions Leaue-sæsonen af på bedste manér. Fem nederlag og så slutteligt en sejr blev det til, men undervejs fik Roskilde Bordtennis vist flaget – ikke mindst med dagens triumf samt i de to knebne nederlag mod tyske Ochsenhausen ude og hjemme tidligere i puljespillet. Gode erfaringer er blevet gjort – erfaringer, der er med til at give de unge spillere hår på brystet til fremtidige udfordringer ved bordtennisbordet. Og det er måske en lærdom, der kan komme Roskilde Bordtennis til gavn i en ny champions league sæson, hvis det lykkedes Danmarks suveræne mesterhold at vinde nok et holdmesterskab til klubben i foråret 2017.

Roskilde Bordtennis vil gerne benytte lejligheden for endnu engang at sige TAK til samarbejdspartnere, sponsorer, frivillige og ikke mindst tilskuere for den opbakning, der har været i 2016/17-sæsonen i Champions League. Samtidig skal der lyde en opfordring: Kom ned og støt op om Roskilde Bordtennis i de afgørende DM-kampe i foråret – så vi igen kan tage kampen op imod europas forskellige mesterhold i sæsonen 2017/18.

Matchfacts:

Roskilde Bordtennis BTK61 – Fakel Gazprom Orenburg 3-1

1.kamp: Zhai- Denis Ivonin 3-0 (11-3, 11-4, 11-4)

2.kamp: Ewout Oostwouder- Alexej Smirnov 0-3 (6-11, 9-11, 8-11)

3.kamp: Claus Nielsen- Fedor Kuzmin 3-0 (11-8, 11-9, 11-7 )

4.kamp: Zhai- Alexej Smirnov 3-0 (11-9, 11-5, 11-5)

Klubbens vigtigste hold i Karlslunde

Efter 8-6-sejren i sidste uge skulle Klubbens Vigtigste Hold forsøge at slutte 2016 af med et resultat på udebane mod Karlslunde.

Nikolaj havde (endnu engang) meldt afbud, og derfor havde holdkaptajnen indkaldt selveste Lars som reserve, der dermed kunne få comeback på holdet, efter næsten to års fravær. Men den sædvanlige ynk dukkede op, og han måtte alligevel melde afbud med sygdom. I stedet blev Morten, Champions League-rapporter for klubbens andenvigtigste hold, kaldt ind i sidste øjeblik. Derudover bestod holdet af Rasmus, Jonas og Patrick. Rasmus havde også lidt at revanchere efter seneste kamp, der bød på 3 nederlag, og kun en sejr i doublen.

wp_20161212_21_16_10_pro_x

 Plaeps bat fik en hård medfart under sidste hjemmekamp. Der findes dog ikke noget i verden, som gaffatape ikke kan fixe

Roskilde fik dog en katastrofal start på kampen. 4 kampe og 4 nederlag. Rasmus var i 5. sæt, mens Jonas havde sætbolde til at komme foran 2-1. Begge kampe endte dog med nederlag. I anden runde blev det til en enkelt sejr til Jonas, der vandt en flot 5-sætter. Desværre blev det den eneste sejr før doublerne, og stillingen var dermed 7-1 til hjemmeholdet.

I doublerne sikrede Karlslunde sig den samlede sejr. Det blev ganske vist til en sejr til Jonas og Patrick, men da Morten og Rasmus tabte sin double, var kampen lukket ved stillingen 8-2 til Karlslunde.

De sidste kampe bød på en sejr til serie 1-debutanten Morten. Men da Jonas tabte i 5. sæt, og Rasmus og Patrick begge tabte 3-0, blev det til et samlet 11-3-nederlag.

Dagens man of the match er Jonas, der, trods alt, viste udmærket spil og vandt en enkelt single samt doublen.

 Jonas får prisen som man of the match efter sejr i doublen og en enkelt single. Her ses han i den sidste kamp, der desværre blev et 5-sætsnederlag

Ekstraordinært kåres dagens citat også. Den pris går til Plaep, der, i bilen på vej derned, sagde, at han i det mindste ikke kunne gøre det værre end sidst. Den lader vi lige stå engang…

Næste kamp er onsdag d. 4. januar, hvor holdet skal en tur til Køge.

Klubbens Vigtigste Hold takker for støtten i 2016 og ønsker alle læsere en god Jul og et godt nytår!

Europas bedste bordtennishold besøger Roskilde

Roskilde Bordtennis BTK 61 får fornemt besøg af russiske Fakel Gazprom Orenburg, der har været i Champions League finalen fem gange de seneste seks år. De russiske storfavoritter, der har gjort rent bord i årets Champions League-udgave, stiller op til sidste CL-kamp i Roskilde i denne sæson.

Af Morten Lyebalk

Danmarks bedste bordtennishold jagter fredag den 16.december årets første Champions League point, når russiske Fakel Gazprom Orenburg kommer på besøg i Roskilde Kongrescenter Bauhaus Arena. Fakel Gazprom er dog ikke et hvilket som helst bordtennishold – faktisk har holdet været europas mest stabile bordtennishold set over de seneste seks sæsoner, hvor det er blevet til tre titler i Champions League – i 2011/12, 2012/13 og 2014/15 samt yderligere to tabte finaler. Så der er overordentlig god mulighed for at se topbordtennis af ypperste karat den 16/12. kl. 19.45.

Russiske storfavoritter
Det russiske hold er storfavoritter. Ingen tvivl om det: Gazprom Orenburg er hidtil gået igennem Champions League gruppespillet med lutter sejre på kontoen. 5 kampe – 5.sejre. Holdets målscore er så imponerende som 15-1! Kun i den allerførste udekamp – mod tyske Ochsenhausen den 27.okotber – blev det russiske hold for alvor testet. Her lykkedes det Ochsenhausen-spilleren, den franske vice-europamester Simon Gauzy at snuppe Dimitrij Ovtcharovs skalp med 11/8 i femte og afgørende sæt. Derudover var der i samme holdkamp yderligere to 5-sæts kampe samt en 4-sæts kamp, så det var ”pretty close”, selvom Gazprom slutteligt hev holdsejren med hjem med cifrene 1-3. Derudover har russerne gjort rent bord med fire solide 3-0 sejre.

Danske underdogs
For Roskilde Bordtennis BTK61 er Champions League-sæsonen desværre forløbet stik modsat russernes: Det er blevet til 5 kampe og 5 nederlag. Men især i kampene mod Ochsenhausen – begge to knebne 2-3 nederlag – har der været meget positivt at tage med. Ikke mindst i den sidste hjemmekamp imod tyskerne, hvor der udover Zhais to imponerende sejre mod højrehåndsspillere blev vist fantastisk opløftende spil af to af Roskildes andre unge, lovende, spillere, Claus Nielsen og hollandske Ewout Oostwouder.

Lurer overraskelsen?
Netop det faktum at Gazprom Orenburg for længst er sikret videre deltagelse i Champions League, kan måske være Roskilde Bordtennis chance for at hive årets første Champions League-sejr i land. Det kan nemlig betyde, at russerne vælge at stille med nogle af reserverne til kampen – for at give de næstbedste spillere matchtræning og CL-erfaring. ”Jeg har ikke fået det bekræftet endnu, men Fakel Gazprom Orenburg stiller måske i en alternativ opstilling, det vil sige med en slags 2.hold. Holdet er jo sikret videre deltagelse i Champions League”, siger BTK61’s sportsdirektør Allan Bentsen. Russerne har hidtil spillet deres kampe i Champions League med hviderusseren Vladimir Samsonov, tyskeren Dimitrij Ovtcharov samt japaneren Jun Mizutani. De to førstnævnte har domineret bordtennissporten igennem en lang årrække med både europamesterskaber og VM-medaljer samt allerhøjeste rangliste placeringer til følge. Og en alternativ opstilling kan – måske – være medvirkende til at Champions League-heldet tipper til Roskildes fordel. BTK61 stiller til opgøret med Zhai på holdet. Hvem der derudover skal repræsenterer domkirkebyens danske mesterhold er endnu ikke afgjort.

Kom ned og støt op omkring Roskilde Bordtennis BTK61, se bordtennis på højeste niveau i sæsonens allersidste Champions League opgør.

Det foregår fredag 16.december fra 19.45 i Roskilde Kongrescenter Bauhaus Arena.

Fakta boks : Fakel Gazprom Orenburg

  • Grundlagt 2001
  • Klubben vandt Champions League i 2011/12, 2012/13 samt 2014/15
  • Desuden er klubben to gange endt som tabende finalist: 2010/11 og 2013/14

Spillere:
Vladimir Samsonov, Hviderusland: født 17.april 1976, højrehåndsspiller. Hviderusseren er måske en af verdens mest kendte bordtennisspillere – i kraft af hans mange topresultater og høje, høje bordtennisniveau igennem mange år. Han har vundet et overflødighedshorn af titler – og kaldes ikke uden grund for ”Mr. ECL”(European Champions League), da han har været med til at vinde turneringen hele 9 gange! De største individuelle titler nævnes her: Flere gange europamester i single, VM-sølv i 1997. Nåede semifinalen ved OL i Rio 2016 – bla. ved at slå klubkammeraten Dimitrij Ovtcharov i kvartfinalen.

Dimitrij Ovtcharov, Tyskland: født 2.spetember 1988, højrehåndsspiller. Ligger pt. nr. 6 på verdensranglisten. Har været med på allerhøjeste niveau i en årrække: Vandt OL-sølv med Tyskland i Beijing 2008 samt bronze i 2012 (London) og 2016 ( Rio). Individuelt opnåede tyskeren en bronzemedalje i London 2012. Ved VM er det blevet til tre sølvmedaljer for hold – 2010, 2012, 2014. Desuden har den ukrainsk-fødte tysker en del europamesterskaber for hold samt 2 x guld i single: 2013 og 2015.

Jun Mizutani, Japan: født 9.juni 1989, venstrehåndsspiller. Blev den yngste nationale mester i sit hjemland nogensinde som 17-årig – og den første til at vinde fem nationale titler på stribe. Har tilhørt verdenstoppen igennem en årrække. Var i VM-semifinale i herredouble i 2009, samt i kvartfinalen individuelt i 2011 og 2015. Ved OL i Rio i 2016 opnåede han bronze ved at besejre klubkammeraten Vladimir Samsonov. Desuden blev det til OL-sølv for hold.

Alexey Smirnov, Rusland: født 9.oktober 1977, højrehåndsspiller. Har været oppe som nr. 11 på verdensranglisten. Har flere europæiske ungdoms-titler i bagagen. Som senior har han bla. vundet europa top-12-turneringen i 2005 og har desuden flere russiske mesterskabet på cv´et: 4 i single/5 i double. Var med ved OL 2012 i London, hvor han opnåede en plads blandt de 32 sidste i singleturneringen. I Double blev det til sølv ved EM i 2003 samt en 4.plads ved OL i 2004, hvor banemændene hed Finn Tugwell/Michael Maze.

Fedor Kuzmin, Rusland: født 17.april 1983, højrehåndsspiller. Bedste placering på verdensranglisten var i 2005, hvor han lå nr. 30. Fik sølv ved EM i 2007 i mixdouble. Kvalificerede sig til OL i Beijing i 2008, hvor han nåede 2.runde i single. Vandt samme år på ITTF Pro Touren en singleturnering i Velenje.

Denis Ivonin; Rusland: født 18.april 1999, højrehåndsspiller. Var i herresinglefinalen ved de russiske juniormesterskaber i 2016.

btk-plakat-16-dec-2016

Juleafslutning 2016

Som nogle af jer måske har bemærket, så nærmer Julen sig. Derfor vil vi naturligvis holde en juleafslutning, der samtidig kombineres med muligheden for at se Champions League-braget mod de russiske favoritter fra Fakel Gazprom.

Juleafslutningen afholdes fredag d. 16. december fra kl. 17.00, hvor der vil være en lille turnering (drillenisserne har muligvis pillet lidt ved de almindelige regler).

jul_2016

Turneringen vil vare et par timer, og derefter er der mulighed for at hygge med æbleskiver, gløgg og saftevand mv. Juleafslutningen fortsætter til kl. 19.45, hvor Champions League-kampen mod Fakel Gazprom begynder.

Forældre og søskende er naturligvis også velkomne – både til juleafslutningen og den efterfølgende Champions League-kamp.

Giv gerne besked, hvor mange I kommer senest onsdag d. 14. december til patrick@btk61.dk.

Mange julehilsner
Roskilde Bordtennis BTK 61

roskildelogojul

Holdkaptajnen tog ansvar

Mandag aften var klubbens vigtigste hold i aktion i årets sidste hjemmekamp, da Slagelse kom på besøg. Aftenens hold bestod, som sædvanlig, af Nikolaj, Jonas, Rasmus og Patrick.

Og efter at have mødt Nikolaj i Fitness World om søndagen, havde holdkaptajnen naturligvis store forventninger til ham i dagens kamp. Om end det glæder holdkaptajnen at se, at den fysiske træning tages seriøst, så er det heller ikke mindre, end hvad der forventes, når man melder afbud til vigtige holdkampe pga. ting som arbejde og familiefødselsdage. Der skal prioriteringerne lige på plads! Og efter 3 nederlag i sidste uge i Svalebæk, skyldte Patrick også et par sejre.

I første runde vinder Nikolaj sikkert 3-0, mens Jonas, efter flot spil, vinder 11-8 i 5. sæt. Patrick vinder også 3-0, dog efter flere tætte sæt. Rasmus taber 3-0.

I anden runde blev det til 3-0-nederlag til både Rasmus og Nikolaj. Det er ikke ligefrem hverdagskost. Rasmus møder materialespillere i de to første kampe. Måske der skulle trænes lidt på det – det vil dog nok kræve et ekstrabat eller to. Jonas vinder sikkert 3-0, mens det, denne gang, var holdkaptajnens tur til at skulle ud i 5 sæt. Det 5. sæt tager han dog 11-7, og sikrer dermed en 5-3-føring før doublerne.

Efter et par svipsere de sidste par kampe, så var legendedoublen atter på niveau igen. Nikolaj og Rasmus vandt således 3-2 i doublen. Desværre kunne Jonas og Patrick ikke rigtigt få det til fungere og tabte 3-1.

Efter doublen måtte Rasmus tage endnu et nederlag – dog med 3-1, så han lige nøjagtigt undgår at lave en Max. Nikolaj vinder 3-0, mens Jonas taber 12-10 i 5. Heldigvis var holdkaptajnen i topform, og med sin tredje sejr, sørgede han for en 8-6-sejr, der sender klubbens vigtigste hold op på samme pointtal som dagens modstandere fra Slagelse.

Dagens man of the match er selvfølgelig holdkaptajn Patrick, der gik forrest og tog tre sejre, da der var brug for det.

Næste kamp er også årets sidste kamp, og spilles mandag d. 12. december på udebane imod Karlslunde.