Kan Zhai gentage Champions League-bedriften?

BTK Plakat - 25 nov 16

Roskilde Bordtennis BTK 61 er klar til 2. halvdel af Champions League-gruppespillet. Efter tre nederlag står Danmarks bordtennisflagskib hjemme overfor tyske Ochsenhausen, som Roskilde-holdet gav kamp til fingerspidserne i det første opgør på udebane.

Af Morten Lyebalk

Danmarks bedste bordtennishold jagter fredag den 25.november årets første Champions League point, når tyske Ochsenhausen kommer på besøg i Roskilde Kongrescenter Bauhaus Arena. Efter tre kampe med tre nederlag til følge skal der gerne Champions League-selvtillid og point-høst på kontoen. ”Det kræver nok en lige så velspillende Zhai, som på udebanen i Ochsenhausen”, siger en nøgtern sportschef Allan Bentsen om mulighederne for succes i det kommende opgør. Dengang imponerede Roskildes lille lyn-kineser med to flotte bordtennis-skalpe. Zhai satte ikke mange fødder og hænder forkert i Tyskland, hvor japaneren Maramatsu, verdensranglistens nr.33, samt franskmanden Simon Gauzy, verdensranglistens nr.19, blev sat effektivt til vægs med henholdsvis 3-0 og 3-1. Udebane-nederlaget imod Ochsenhausen på 2-3 tilbage i oktober er samtidigt det Champions League opgør, hvor BTK 61-holdet har været tættest på af få en sejr i, idet de to andre opgør i gruppen begge er endt med 0-3 nederlag til Roskilde-holdet.


Øst, Vest – hjemme bedst

Mens det har knebet med sportslige triumfer imod de internationale hold i CL-gruppespillet, så tromler BTK 61-holdet dog troligt videre i vanlig stil i den hjemlige elitedivision: Senest er Næstved – endda to gange – samt Viby sendt til tælling med 5-0-nederlag i bagagen. ”Om Ochsenhausen også kan sendes til tælling finder vi ud ad fredag i næste uge. En sjov detalje er det dog, at Zhai har været bedst imod højrehåndsspillere – og de to verdensklassespillere, som Zhai slog på udebane i Ochsenhausen, Maramatsu og Gauzy, er netop højrehåndede,” påpeger Allan Bentsen optimistisk forud for opgøret imod tyskerne.


Stopper Roskilde tyskernes Champions League-drømme?

Tyske Ochsenhausen har inden opgøret ligeledes spillet tre kampe i årets udgave af Champions League gruppe A. Udover 3-2 sejren hjemme over Roskilde har holdet har Ochsenhausen et knebent 1-3 hjemmebane-nederlag mod gruppens russiske favoritter fra Gazprom i bagagen, men i den holdkamps fire single-opgør var der hele tre fem-sætskampe, så russerne blev virkelig budt op til dans. Sidst men ikke mindst vandt Ochsenhausen en vital udekamp imod franske Vaillante Sports Angers med hele 3-0 i, hvad der må betegnes som et første opgør om gruppespillets 2.plads. Så tyskerne ligger lige nu på den forjættede 2.plads, der giver adgang til forårets Champions League-kvartfinaler. Trods den tyske favoritværdighed er sportschef og spiller Allan Bentsen optimist forud for sæsonens andet Champions League opgør i Roskilde. ”Vi går selvfølgelig efter at se om vi kan drille dem igen. Zhai er naturligvis på holdkortet igen, men hvem de andre Roskilde-spillere bliver, er endnu ikke afgjort. Sandsynligvis bliver det de unge spillere”. Hidtil har de unge Ewout Oostwouder og Claus Nielsen været med for Roskilde, hvor især Claus Nielsen var lige ved og næsten i en tæt fem-sætter imod svenske Jens Lundqvist i det sidste hjemmebane-opgør imod franske Angers. Så måske kan hjemmebanen og opbakningen fra publikum været det sidste lod, der gør at tingene endelig tipper til Roskildes fordel i årets Champions League.
Kom ned i Roskilde Kongrescenter Bauhaus Arena og støt op omkring BTK 61-holdet og se bordtennis i verdensklasse på fredag den 25.november kl. 16.45.


Fakta boks : TTF Liebherr Ochsenhausen

Grundlagt 1956

Kom i bundesligaen i 1991

Det er blevet til tyske mesterskaber i 1997, 2000 og 2004.
Klubben har haft mange store spillere i folden, men da svenske Jörgen Persson i 1997 kom til klubben begyndte titlerne for alvor at regne ned over klubben. Det er blevet til mange titler/finalepladser igennem årene både i Europa og i Tyskland (mesterskab og pokalturnering)

Vandt ETTU cuppen i 1996 og i 1997 samt var i finalen i 2014

Klubben nåede Champions League-finalen tilbage i 2009

Dagens mandskab er det yngste hold i bundesligaen i 50 år (benævnt i 2015)
Spillere:

Simon Gauzy, Frankrig: født 25.oktober 1994 i Toulouse, højrehåndsspiller, franskmanden vandt ungdoms-EM i single i 2009 i Prag, fik bronze ved ungdoms-OL i 2010. Den unge franskmand ligger pt. nr. 14 på verdensranglisten. Var med ved OL i Rio 2016, hvor han nåede i blandt de 32 bedste singlespillere. Gauzys største resultat var ved de nyligt afviklede europamesterskaber: her nåede den unge franskmand finalen i herresingle ved at slå den mangedobbelte tyske europamester Timo Boll i semifinalen (bla. med 11-0 i de to sidste sæt!). I finalen blev det til et 1-4 nederlag til landsmanden Emmanuel Lebesson. Et nederlag, der siden er blevet hævnet i Champions Leagues gruppe A med 3-1 imod selvsamme Lebesson i det seneste opgør imod Angers.
Yuto Maramatsu, Japan: født 14.oktober 1996, højrehåndsspiller, ligger pt. nr. 37 på VR-ranglisten, nåede henholdsvis kvartfinalen og semifinalen ved junior-VM i 2012. For nyligt opnåede Maramatsu sin første titel på mændenes World Tour: Det skete i september i Czech Open, hvor han, udover at vinde mændenes u-21-turnering også gik hele vejen i herrernes turnering – i finalen blev franskmanden Stephane Ouaiche sat til vægs med 4-0 (11-9, 11-5, 11-7, 11-4). I netop afviklede Austrian Open blev det til et 1-4 semifinale-nederlag til klubkammeraten Hugo Calderano.
Jakub Dyjas, Polen: født 9.oktober 1995, ligger pt. nr. 36 på VR-ranglisten, nåede finalen ved Croatia Open i mændenes u 21-turnering i single i maj, hvor finalen blev tabt til kroatiske Tomislav Pucar med knebne 14-12 i 5.og afgørende sæt. Ved de nyligt afsluttede europamesterskaber blev det til et semifinale-nederlag til den senere mester, Lebesson fra Frankrig, men først efter et par store sejre over Dimitrij Ovtcharov, Tyskland (4-2) og Kou Lei, Ukraine (4-1). I samme turnering blev det til EM-sølv i double med makkeren og landsmanden Daniel Gorak. I finalen var tyske Patrick Franziska samt Roskildes egen Jonathan Groth dog en tand for stærke (4-2).
Hugo Calderano, Brasilien: født 22.juni 1996 i Rio, højrehåndsspiller, Pan amerikansk mester i single og for hold i 2015, Latin amerikansk mester tre år på stribe i single: 2014, 2015 og 2016, ligger pt. nr. 31 på VR-ranglisten, Ved VM i 2015 nåede Calderano blandt de 64 sidste, Ved OL i Rio på hjemmebanen i 2016 nåede brasilianeren til ottendedelsfinalen, hvor Gazproms Jun Mizutani var endestationen (2-4). Har netop været i finalen ved Austrian Open i herresingle. I finalen endte en 2-1 føring i sæt dog med et 2-4 nederlag til Chen Weixing. På vej til finalen blev det bla. til sejre over klubkammerat Maramatsu (4-1) samt over Roskildes egen Jonathan Groth (4-2).

BTK Plakat - 25 nov 16

Roskildes Bordtennis Champions League-drømme på stand by

IMG 1249x

Franske Vaillante Sports Angers gjorde rent bord og vandt med 0-3, da de gæstede Roskilde i Champions Leagues indledende gruppespil

Af Morten Lyebalk

Dansk bordtennis flagskib, Roskilde Bordtennis BTK61s Champions League-eventyr og drømme led alvorligt skibbrud i den første hjemmekamp i det indledende gruppespil i årets udgave af Champions League. Det danske mesterhold, der har vundet otte ud af de seneste ni danske holdmesterskaber, og som i 2010 nåede en fornem kvartfinale i europas mesterholdsturnering, havde håbet og troen på en god start på hjemmebane i årets turnering. En tro og et håb, der selvfølgelig havde fået en vis næring ovenpå det knebne 2-3 nederlag tidligere på måneden på udebane imod Ochsenhausen.

Nu stod franske Angers TT, der ligeledes havde tabt første kamp ude i Champions League, for tur. Det franskebordtennis- mandskab mønstrede i stærkeste opstilling: I spidsen for holdet var naturligvis den nybagte franske europamester i herresingle, 28-årigeEmmanuel Lebesson, hvis titel endnu ikke var mere end 72 timer gammel fra de nyligt overståede europamesterskaber i Budapest. Lebessons titel i herresingle var i øvrigt den første franske ved EM i 40 år – i 1976 sejrede berømte Jacques Secretin. Roskilde Bordtennis viste sig som fornemme og betænksomme værter og lykønskede med en buket blomster før og imellem kampene de to nybagte europamestre Lebesson og damesinglevinderen, kinesisk-fødte Hu Malek fra Tyrkiet, der også var til stede i hallen som tilskuer til aftenens holdkamp.

IMG 1249x2 x nybagte europamestre

Fornem fransk indledning
Der var god stemning på lægterne i Roskilde Kongrescenter Bauhaus Arena fra start, hvor de ca. 300 fremmødte tilskuere, heriblandt borgmester Joy Mogensen, så frem imod holdkampens første match. Aftenens første kamp stod imellem de to holds aktuelt bedste spillere: For Roskilde kinesiske Zhai og for Angers europamester Emmanuel Lebesson. Ligesom europamester havde Zhai vist fornem form på det seneste – blandt andet demonstreret i Ochsenhausen, hvor Zhai klaskede to verdensklasse-spillere, Gauzy og Maramatsu. Lebesson lagde imidlertid godt fra land i mødet mod Zhai og byggede således videre ovenpå sin europamesterskabstitel i Bauhaus Arena. Skarpe server samt hurtigt angrebsspil – ikke mindst fra forhåndssiden gav hurtigt franskmanden en 1-5 føring. Trods momentvise flotte angreb samt gode, hurtige Zhai-server, så holdt føringen sættet ud. 7-11 til Lebesson.

I 2.sæt viste Lebesson for alvor klassen. Zhai blev desværre lukket godt ned og ofte lynede den hurtige franskmand med tempofyldt angrebsspil, stadigvæk fra primært forhåndssiden, der var med til at presse flere ”fejl” ud af Zhai end vanlig set. Sættet endte med 2-11 til den nye europamester.

I 3.sæt kom Zhai bedre med fra start: Roskildes dygtige kineser viste flere prøver på sit fornemme angrebsrepertoire fra såvel forhånds- som baghåndssiden. Zhai fulgte med til 3-3. Herefter fik Lebesson igen et mindre pointmæssigt overtag. Men Zhai svarede flot igen med fornemt angrebsspil på servereturer fra Lebesson. Zhai udlignede til både 6-6, 7-7 og 8-8. Nu servede Lebesson imidlertid. Og i blandt andet en tempofyldt duel ramte Zhai forhåndsslag netkanten – og bolden gik ud over bordet. 8-10 til Lebesson, der på den efterfølgende matchbold vandt matchen, da Zhai slog en hurtig serveretur fra Lebesson ud med forhånden. Så 8-11 til Lebesson – og dermed 0-3 i sæt til franskmanden, der bragte Angers foran 0-1 i holdmatchen.

 MG 0568x

Maze lige ved og næsten
35-årige Michael Maze, der i foråret officielt indstillede sin internationalekarriere var blevet overtalt til at stille op og trænet af sportsdirektør (og spiller) Allan Bentsen op til kampen. Så der var håb om, at se Maze i aktion som i ungdommens vår. Netop Maze skulle spille holdmatchens anden kamp imod svenske Jon Persson, der vandt det svenske singlemesterskab i foråret. Maze lagde for og fulgte fint med til 3-3. Maze fik demonstreret fine server og lejlighedsvis gode angrebsåbninger med især forhånden og fulgte med til 7-7. Herefter trak Persson fra med flere flotte angrebsslag, der stressede og pressede Maze til fejl. 1.sæt endte 7-11 til svenskeren.

I 2.sæt lagde Maze godt ud, brød Perssons to server – og var lidt senere foran 4-3. Herefter fik Persson igen fat i den lange endte og snuppede seks bolde på stribe: 4-9. Sættet endte igen med Persson gevinst med 6-11.

3.sæt blev det mest spændende. Maze viste fornemt spil og bed godt fra sig. Flere gange lynede forhånden, der fulgte op på svenske servereturer. Maze bragte sig på 2-0, men Persson kom godt igen og udlignede. Sættet udviklede sig til en meget lige gyser: Snart var Maze foran (bla. 7-4), men Persson blev ved med at bide fra sig. Han udlignede til både 7-7 og 8-8. Her havde de to kombattanter en flot bold, hvor Maze først demonstrerede fornemt angrebsspil, men hvor Persson viser blokeringsspil i verdensklasse, hvorefter Maze overforcerede med forhånden. Nu 8-9 til Persson. Men Maze var indstillet på at give sig fuldt ud. Han kæmpede sig tilbage i sættet, der måtte ud i ”forlænget spilletid”. Maze var nede både 9-10 og 10-11, men en fornem baghåndsduel gør det til 12-12. En god Maze-serv endte i nettet på svensk side. Nu 13-12 til Maze, der dog endte med at tabe 3.sæt med 13-15 efter standhaftigt svensk spil i de afgørende slutbolde. 0-3 i sæt til Jon Persson, der bragte Angers på 0-2 i holdmatchen. Nu så det rigtig svært ud for Roskilde Bordtennis Champions League-forhåbninger.

 MG 0669

Flot comeback af Claus Nielsen
Tredje kamp på programmet var unge 20-årige Claus Nielsen, der skulle op i mod den rutinerede svensker Jens Lundqvist, der bla. har 5 svenske singlemesterskaber på cv’et samt et EM-guld for hold (i 2002). Claus Nielsen lagde for – og han lagde rigtig fint ud med fine server og angrebsslag. 3-0. Lundqvist fik dog fightet sig retur, 4-4 og et moment senere er svenskeren på 4-7 efter fornemt angrebs- og blokeringsspil. Trods flere gode Claus Nielsen-bolde blev det lige ved og næsten for den unge spiller, der i sin tid kom til Roskilde fra Slagelse. 9-11 til Lundqvist i 1.sæt.

I 2.sæt kom Claus Nielsen desværre ikke med fra start: Svenskeren bragte sig foran 0-6 – en stor føring, som den rutinerede bordtennisspiller holdt sættet ud. 5-11 til Lundqvist. Nu 0-2 i sæt til svenskeren. I holdkampen er der på dette tidspunkt spillet otte sæt – desværre er de alle endt på franske hænder!!!.

I 3.sæt viste Claus Nielsen eminente prøver på flot angrebsspil. Nu hang spillet for alvor sammen. Danskeren er mestendels ovenpå i et sæt, der dog stadigvæk er ganske lige. 5-3 og 6-4 til BTK61-spilleren blev senere til både 8-8 og 9-9. Men unge Nielsen kan dog momenter senere trække sig sejrrigt ud af sættet efter en flot baghåndsåbning. 11-9 til Roskilde – dagens første sæt i hus! 4.sæt mindede meget om 3.sæt. Claus Nielsen var i teten, fortsatte det fine spil med hurtige angrebsåbninger samt ikke mindst flere gode og hurtige server. Roskilde-spilleren var foran både 4-3 og 7-6, men svenskeren var lige bagefter. Og snart foran. Så lige var det. Ved stillingen 8-9 til Angers-spilleren viste Claus Nielsen mod og fint angrebsspil. En flot serv fulgtes bla. eminent op med baghånd – og Lundqvidt endte med at fejle. Nu 10-9 til Nielsen. Der udlignes, men Nielsen holdt fast i konceptet – og på først en god baghåndsåbning og siden en god serv vindes sættet 12-10. Nu 2-2 i sæt i holdkampens tredje kamp. Kunne Claus Nielsen vinde var der måske håb forude – for så skal Zhai op imod svenske Persson efterfølgende… Først skal den tredje kamp dog lige overstås. Claus Nielsen holdt imidlertid fast i sit moment fra starten af det afgørende sæt. BTK61-spilleren bragte sig på 4-1 bla. på flere gode server. Herefter tog svenskeren en timeout. Desværre så det efterfølgende ud til at hjælpe svenskeren med taktiske ændringer. Danskeren fik flere ganske efterfølgende lov til og mulighed for at åbne på korte bolde, men svenskeren var vaks ved havelågen og fik sendt boldene lidt skarpere retur. 4-1 føringer blev desværre til 4-4 og 5-5. Ved den stilling havde de to kombattanter måske dagens bedste bold: fornemme forhåndsslag fra begge spillere, lang duel afsluttes med et fornemt baghåndskryds fra Lundqvist. 5-6 til svenskeren. Efterfølgende blev de næste point vundet på henholdsvis missede Claus Nielsen-slag og vindere fra svenskeren, der desværre for Claus Nielsen og Roskilde trak fra: 5-7 blev til 7-10. Og med et efterfølgende forhåndsslag sikrede Lundqvist sig sættet med 7-11 og sikrede en sikker fransk holdsejr på 0-3. Men Claus Nielsen fortjener stor ros for det fornemme comeback og den flotte fight!

 MG 0970

Den store russiske Bjørn venter forude..
Efter to spillede kampe og nul point er Roskilde Bordtennis chancer for avancement til cup-kampene i forårets Champions League realistisk set desværre ikke særligt store. Og muligheden for at ende som treer og dermed i ETTU cuppen er også et stykke væk. Men forsøget på at nå med i turneringen skal gøres!

Svenske Jens Lundqvist, der havde store roser til sin unge danske opponent og ”måtte kæmpe virkelig hårdt for sejren”, opsummerede det måske meget rammende efter kampen: ”Normalt er russiske Gazprom det stærkeste af de fire hold i puljen – de stiller trods alt med Samsonov og Ovtcharov. Men derefter et det os og Ochsenhausen, der skal kæmpe om andenpladsen, som jeg ser det. Og det kan sagtens blive lige. Derfor var det vigtigt, at vi vandt 0-3 i Roskilde her i dag.”

For Roskilde Bordtennis BTK61 resterer nu fire spillerunder i den indledende CL-runde. Og de to af kampene er imod de russiske storfavoritter fra Gazprom. Netop russerne er næste modstander på programmet i næste runde på udebane i Rusland. Kampen spilles 4.november kl. 14. Næste hjemmekamp i Roskilde Kongrescenter Bauhaus Arena er 25.november kl. 17.00 imod Ochsenhausen fra Tyskland. Årets sidste hjemmekamp i Champions League er imod Gazprom den 16.december kl. 20.00, så der er stadigvæk rig mulighed for at støtte op omkring Roskilde-holdet og se bordtennis på allerhøjeste eliteniveau.

Matchfacts:

Roskilde Bordtennis BTK61 – Vaillante Sports Angers 0-3

1.kamp: Zhai- Lebesson 0-3 (7-11, 2-11, 8-11)

2.kamp: Maze- Persson 0-3 (7-11, 6-11, 13-15)

3.kamp: C.Nielsen – Lundqvist 2-3(9-11, 5-11, 11-9, 12-10, 7-11)

I samarbejde med DBTU afholder Roskilde BTK61 trænerkursus

Invitation 1-2-Trner Roskilde 20. november 2016 kopi

Så er der mulighed for at sende din klubs trænere og trænerspirrer på uddannelse.

Søndag den. 20. november lægger Roskilde BTK61 sammen med Roskilde Kongrescenter Bauhaus Arena lokaler til træner kursus 1-2.

Kurset henvender sig til nye trænere, der vil kaste sig ud i trænergerningen.

Tilmeldingsfrist er torsdag den 3. november på bordtennisportalen.

Se invitationen her:

Invitation 1-2-Trner Roskilde 20. november 2016 kopi

”Man kommer ikke sovende til succes”, men…

Billede 1

…det var godt nok tæt på!

I forbindelse med fredagens Champions League-kamp i Ochsenhausen benyttede klubben også turen som en mulighed for at invitere de interesserede med til at overvære en udekamp i Champions League. Samlet bestod delegationen af 10 mand, og det var et meget fornemt deltagerfelt. Udover de tre spillere; Claus, Zhai og Ewout og trænerne Hasse og Finn Tugwell, deltog sportsdirektøren, sponsoreren, kassereren, holdkaptajnen på klubbens vigtigste hold samt en ældre dame, der påstod at være klubbens formand, men ellers ikke bestilte andet end at spise eller brokke sig.

Alle kom planmæssigt til lufthavnen på trods af, at mødetiden var kl. 6 torsdag morgen – ja, selv Finn var der til tiden! Det tidlige mødetidspunkt gjorde dog, at der var rig mulighed for at få fred og ro i luften. Som billederne viser, var der i hvert fald ikke mange forstyrrelser fra hverken Zhai, John, Claus eller Allan.

Billede 1
Selvom han, på dette tidspunkt, endnu ikke vidste, han skulle spille, var vores spillende sportsdirektør stadig så seriøs, at han sørgede for at restituere dagen inden kampen.

Billede 2Zhai får sig en lur på flyveren – det viste sig at være den rette forberedelse.

Billede 3John kunne ikke styre begejstringen over billedet af en sovende sportsdirektør.

Billede 4

Som far, så søn.

Vel ankommet til hotellet, efter en interessant bustur, hvor et af højdepunkterne var formandindens beklagelser over manglende tysk slager-musik, gik der ikke mange sekunder, før Finn spurgte til frokosttid – en hyppigt tilbagevendende hændelse i løbet af turen. Til sidst var der tvivl om, hvorvidt han var ansat som spillende eller spisende træner.

Kampdagen blev, af spillere og trænere, brugt på forberedelse og træning, mens bestyrelsesrepræsentanterne tog i kloster. Muligheden for et besøg i skriftestolen blev også bragt på banen, men der var enighed om, at det nok ville være et for omfattende projekt.

Billede 6Hvorfor var folk så trætte?

Kampen sluttede desværre med et 3-2-nederlag, hvilket dog var over forventning. Især Zhai leverede en imponerende præstation ved både at besejre Muramatsu, nr. 33 på verdensranglisten, og Simon Gauzy, nr. 19 på verdensranglisten – og det var ovenikøbet uden at være i fare for at tabe. På trods af at være fjerdemand var der også spilletid til den veludhvilet sportsdirektør, da vi udnyttede muligheden for at skifte ud i pausen. Allan blev sat ind i stedet for Ewout i den afgørende kamp mod Ochsenhausens japaner – desværre uden den ønskede effekt.

Efter kampen blev der brainstormet på muligheder i forbindelse med vores egen hjemmekamp d. 26. oktober. Især idéen med lysbilledefremvisning af alle de billeder, der blev taget af det katolske kloster, muslingemuseet og smalsporsjernbanen var der bred opbakning bag.

Busturen tilbage til lufthavnen var ligeså interessant som turen til hotellet. Dog var blandingen af tysk popmusik og chaufførens sangstemme skiftet ud med en tysk radioversion af tegnefilmen Hotel Transylvania (Tak til Claus, der med det samme genkendte den).

Billede 7Johanne får en lille lur til tonerne af den tyske udgave af Hotel Transylvania.

BIllede 5Hasse fik sig også en lur.

Billede 8Turen tog hårdt på den gamle sportsdirektør. Benny ses med sin halsklud, som han, imod alle odds, huskede at få med hjem.

Til sidst skal der lyde et stort tak til alle deltagere på turen, og især et stort tak til vores sydtyske værter, der sørgede for, at vi følte os velkomne (med undtagelse af kampresultatet).

Roskilde Bordtennis på charmeoffensiv

14317507 1205581206180209 6442263774736491283 n

Synlighed skaber opmærksomhed. Derfor må man brande sig og gøre opmærksom på sin eksistens. Netop nu viser Danmarks førende bordtennisklub, Roskilde Bordtennis BTK61, sit ansigt udadtil via flere road-shows i Roskilde og omegn.

Af Morten Lyebalk

Var du i byggemarkedet Bauhaus den 27.august?, På indkøb på Ro´s Torv den 10.september? Eller blot med til idrætsdagen på Roskilde Katedralskole den 16.september? Så havde du muligheden for at prøve kræfter med bordtennisspillet og den drilske, lille, hvide bold. For det er blot nogle af de steder, hvor Roskilde Bordtennis på det seneste har vist sporten og spillet frem til glæde for børn, voksne og handlende. Til glæde for folk i alle aldre.

14317507 1205581206180209 6442263774736491283 n

”Det er vigtigt i forhold til alle vores samarbejdspartnere at vise os i forskellige sammenhænge. Ikke mindst overfor kommunen. Disse arrangementer giver også interesserede en god mulighed for at prøve kræfter med sporten”, siger Allan Bentsen, sportsdirektør i Roskilde Bordtennis og selv mangeårig elitespiller på allerhøjeste topniveau.

Bevægelse, iver og glæde
Seneste road-shows var mandag og tirsdag i denne uge, hvor Fredsskolen i Kamstrup og Ros Privatskole, den tyrkiske skole, fik besøg af Roskilde Bordtennis, Bentsen og Co. Og det er noget, som giver pote hos de mange to-sprogede unge. ”Det er forløbet rigtigt fint. Der var mange elever, der spillede med. På Fredsskolen spillede flere af klasserne eksempelvis en halv time af gangen, indtil en anden klasse tog over. Der blev vist stor ivrighed og glæde for arrangementet fra elevernes side,” påpeger Zübeyde Tamer, boligsocial medarbejder i Boligselskabet Sjælland.

14468347 1144731242247550 4645826773663584687 o

Det kan de nikke genkendende til hos Roskilde Katedralskole, der havde besøg tidligere på måneden. ”Det var rigtig godt. De unge var meget begejstrede for spillet og gik op i det med liv og sjæl. Det var nogle virkeligt gode instruktører, der kom og introducerede sporten for de unge,” fortæller Sidsel Naut, projektleder på Roskilde Katedralskole, om besøget, og fortsætter med henvisning til bordtennisstjerner som Michael Maze, Finn Tugwell og Allan Bentsen: ”Det er altid sjovt at kunne præsentere eleverne for nogen, der har særlige kompetencer, nogen som er professionelle og har formået at vinde noget indenfor deres sport. Så det er en win-win-situation for alle. Derfor er vi rigtigt glade for at samarbejde med byens mange foreninger, så det er absolut ikke sidste gang, vi har besøg af Roskilde Bordtennis,”.

Flere roadshows på vej
Flere bordtennis-roadshows er da også på plakaten hos Allan Bentsen. ”Det handler om synlighed og samarbejde,” fortæller sportsdirektøren og nævner blandt andet at bordtennisklubben også indgår i et rigtig godt samarbejde omkring talentudvikling med Roskilde Kommune og Team Danmark. Og samarbejde ER vejen fremad. ”Derfor har vi netop sendt foldere ud til samtlige folkeskoler i Roskilde. Vi håber naturligvis på, at vi også kan komme ud til dem og vise os frem,” lyder fremtidsbønnen fra Allan Bentsen. Målet er klart hos sportsdirektøren. ”Synligheden skal være med til at vi på både kort og lang sigt kan få flere medlemmer til Roskilde Bordtennis,” slutter Allan Bentsen.

Faktaboks:

Om BTK61:

  • Har ca. 230 medlemmer
  • Har vundet DM for hold for seniorer på herresiden 8 ud af de sidste 9 år:2008, 2009, 2010, 2011, 2013, 2014, 2015 og 2016
  • Har bl.a. flere medaljevindere ved VM, OL og EM i ”stalden”: Michael Maze, Finn Tugwell og Allan Bentsen
  • Deltager i årets udgave af Champions League: Kan bla. opleves i Bauhaus Arena Roskilde Kongresscenter den 26.oktober

Solid start for Drengedivisionsholdet

Virum 1 - Roskilde Drengedivision 09.10.16

Roskildes drengedivisionshold har fået en solid start på den nye sæson med to sejre og to – tætte – nederlag. Holdet ligger i øjeblikket på tredjepladsen i Østkredsen som giver adgang til slutspillet i Odense næste år.

Roskildes hold består i denne sæson af Jakob Lund, Nicolas Holm Larsen, Emil de Maeyer, Emil Sørensen, Marcus Trier Lundager og Adam Bøgelund.

Efter den første samling i Greve – der bød på et 5-8 nederlag til Hillerød og en 8-2 sejr over Virum 2 – var Roskilde i weekenden vært for næste samling i drengedivisionen.

Holdet bestod denne gang af Jakob, Nicolas og de 2 x Emil. I den første holdkamp mødte holdet Virum 1 og efter nogle meget lange og tætte kampe vandt Virum 3-8. Nicolas vandt 2 kampe, mens Jakob og Nicolas tog sig af en af doublerne. Holdkampen var dog meget tættere end slutcifrene antyder og flere af kampene gik i 5 sæt. Emil de Maeyer led et smertefuldt 2-3 nederlag efter at have ført 2-0 og Jakob havde faktisk vundet Roskildes fjerde sejr mod Philip fra Virum, men den fik desværre ikke lov til at tælle, da holdkampen på det
tidspunkt allerede var afgjort.

Virum 1 - Roskilde Drengedivision 09.10.16

I weekendens anden holdkamp mødte Roskilde så Hvidovre og her blev det til en flot 8-1 sejr til Roskilde. Men også her efter nogle fine kampe og et par hæsblæsende 3-2 opgør, der lige så godt kunne være gået Hvidovres vej. Glimrende spil af alle Roskildedrengene mens fairplay-prisen ubetinget må gives til Thorbjørn fra Hvidovre for hans fornemme håndtering af et meget tæt 2-3 nederlag mod Nicolas.

Hvidovre - Roskilde Drengedivision 09.10.16

Værd at bemærke er også at Emil Sørensen gjorde et fint comeback. Dels med godt spil i singlerne, dels med en fin 3-2 doublesejr mod Hvidovres førstesingle.

Næste kamp for Drengedivisionsholdet er i November mod Vestegnen.

Klubbens vigtigste hold tilbage på sporet

WP 20161010 19 06 42 Pro1

Mandag aften skulle klubbens vigtigste hold på den igen. Denne gang gjaldt det en tur til Taastrup, hvor de skulle møde TIK Taastrup.

Holdets seneste besøg i Taastrup var for to sæsoner siden, og var nok den kamp, hvor oprykningen til serie 1 glippede, efter en skuffende præstation. Heldigvis lykkedes det i sidste sæson, og nu var der mulighed for revanche. Til kampen havde holdkaptajnen, som sædvanlig, udtaget Jonas, Nikolaj, Rasmus og sig selv.

WP 20161010 19 06 42 Pro1Efter en skidt start på sæsonen, lignede Jonas mandag aften en, der havde fundet formen igen

I første runde blev det til fire Roskilde-sejre, og kun Rasmus afgav sæt, da han skulle bruge alle fem sæt på at vinde sin kamp. 4-0 var en god start imod revanchen fra seneste møde, og imod den første sejr i serie 1.

I anden runde bliver det to sejre til hver. Rasmus hiver igen en 5-sætter hjem, mens Nikolaj vinder 3-1. Jonas og Patrick taber begge i tætte kampe. 6-2 inden doublerne, og det så lovende ud i forhold til at tage alle pointene.

I doublerne blev det, meget overraskende, til et sjældent nederlag til Rasmus og Nikolaj. Til gengæld vandt Jonas og Patrick sikkert med 3-0 – det er efterhånden sjældent, de taber en double. 7-3 og der skulle stadig en enkelt sejr mere til, før den samlede sejr var i hus.

Den sejr sørgede Jonas for – det samme gjorde Nikolaj og Rasmus, mens holdkaptajnen tabte en 5-sætter med de usædvanlige cifre 11-2 i 5.

14604860 1744144619171905 1150339539283235393 n

Samlet bliver det en 10-4-sejr over TIK Taastrup.

Jonas, Rasmus og Nikolaj ender alle med 3 ud af 4 sejre, så får et undgå diskussioner, går prisen som dagens man of the match til holdkaptajnen.

Holdet sidder over i næste runde, og da der samtidig er efterårsferie, går der tre uger, inden klubbens vigtigste hold skal i aktion igen. Næste kamp er således mandag d. 31. oktober, hvor Greve kommer på besøg. Kampstart er kl. 19.00 i Roskilde Kongrescenter Bauhaus Arena.

Referat fra 2. division

2

2. Div spillede i dag mod Brønshøj i deres første kamp.

I første runde spilles der double, hvor Martin og Jeppe vinder deres, og Jacob og Nicolai taber. Det står altså 1-1 inden singlerne går igang.

I første kryds vinder Martin sin kamp sikkert 3-0, mens Jacob taber 3-1.I næste kryds taber Jeppe i femte sæt, og Nicolai taber 3-0.

Efterfølgende taber Martin en super tæt fem sæts kamp som kunne være gået til begge sider. Jacob vinder sin kamp 3-0.Dernæst taber Jeppe ligeledes en tæt fem sæts kamp, og Nicolai hiver en stabil 3-0 sejr hjem. Til sidst taber både Martin og Jeppe 3-0.

Kampen ender 8-4 til Brønshøj.

Senere på dagen er det kamp mod Vestegnen. Her er Martin Lundkvist reserve. Til at starte med spilles der double igen. Efter disse står det 1-1.

Efterfølgende vinder både Martin Skov og Jacob deres kampe 3-0. I næste kryds taber Nicolai tæt i femte sæt, og Martin Lundkvist taber sin kamp 3-0.

Efterfølgende vinder Martin Skov sikkert 3-0 og Jacob vinder en tæt fem sæts kamp. Dernæst taber Martin Lundkvist 3-0 og Nicolai taber 3-1.

I de sidste fire kampe vinder Martin Lundkvist først 3-1 og Martin Skov taber en meget tæt kamp i femte sæt. Til sidst vinder Nicolai sin sidste kamp 3-1 og Jacob vinder den sidste kamp i femte sæt.

Kampen ender 8-6 til Roskilde.

Klubbens vigtigste hold deler point i debutgyser

Mandag aften kom den længe ventede sæsonstart for klubbens vigtigste hold. Efter den succesfulde sidste sæson, hvor det både blev til oprykning og et kredsmesterskab, skal holdet nu prøve sig af i serie 1.

Som optakt til sæsonen, havde holdkaptajn Patrick, noget modvilligt, meldt holdet til træningsturneringen, hvor de kunne teste sig af i forhold til niveauet. Og træningsturneringen gik over alt forventning, hvor det blev til en samlet andenplads, kun overgået af Hillerød. Træningsturneringen sluttede dog ærgerligt af med et 13-1-nederlag til netop Hillerød.

Holdet går efter en realistisk målsætning, der er at blive i rækken. Skulle det blive relevant, kan den altid justeres i løbet af sæsonen.

Holdet til aftens kamp bestod af den faste stamme fra sidste sæson, som også forventes at udgøre holdet i denne sæson: Legenderne Rasmus Plaep og Nikolaj Brandenborg, legendeaspiranten Jonas Hviid og holdkaptajnen Patrick Bøttcher.

Både Nikolaj og Rasmus lagde ud med 3-2-sejre, mens Jonas tabte 12-10 i 5. Holdkaptajnen nøjedes som den eneste med 4 sæt. Det blev en 3-1-sejr, hvilket betød, at han måtte lægge ører til grove beskyldninger, fra en holdkammerat, om træning i smug. Beskyldninger, der på det kraftigste, må afvises!

Anden runde gav ikke det samme medhold i 5-sætterne. Nikolaj taber 12-10 i 5., mens Jonas endnu engang taber med mindst mulig margin – denne gang 11-9 i 5. De tætte kampe gik bestemt ikke hans vej i dag. Med en sikker sejr til Rasmus og et nederlag til Patrick var det dermed helt lige før doublerne. 4-4.

Som sædvanlig, fristes man til at sige, vandt Nikolaj og Rasmus deres double, mens Jonas fik brudt 5-sætsforbandelsen og, sammen med Patrick, fik han hevet en 3-2-sejr hjem. 6-4-føring, og der var gode muligheder for at få point i serie 1-debuten.

Det blev dog til nederlag hos både Nikolaj, Jonas og Patrick, mens Rasmus fortsatte stilen og hev en 3-1-sejr hjem.

Efter en modbydelig tæt kamp blev det derfor en meget fortjent pointdeling, da kampen sluttede 7-7.

Dagens man of the match kan kun være Rasmus. Han fortsatte den suveræne stil fra træningskampene og gjorde rent bord i dag.

Næste kamp: Mandag d. 10. oktober kl. 19.00 på udebane mod TIK Taastrup.

Roskilde Bordtennis, BTK 61 er igen med i Champions League

De danske mestre er seedet som Europas 15. bedste hold, og da de 16 bedste er med i Champions League er sjællænderne igen i Champions League.

Det er lidt af en overraskelse at vi kom med igen i år, men da Michael Maze havde lyst til at deltage på holdet i den kommende sæson, var vi klar over at vi havde en chance grundet hans mange point på verdensranglisten, men vi er ellevilde over at være med og vise topbordtennis i Roskilde igen, siger Allan Bentsen, spillende sportschef i Roskilde.

Vi gamle – Maze og jeg – skal nok ikke spille alle kampe, men deltagelsen i Champions League er guld værd for Yujia Zhai, der blev nummer to sidste år i World Grand prix serien, samt for vores egen Claus Nielsen samt nyerhvervelsen Ewout Oostwouder fra Holland.

Det bliver 5. gang, at vi er med i Champions League, det bedste resultat kom i 2010, hvor vi med Maze og koreaneren Oh Sang Eun var i 1/4 finalen og tabte til Borussia Dusseldorf.

Roskilde har nomineret følgende spillere til Champions League:

  • Yujia ZHAI, Kina
  • Michael MAZE
  • Allan BENTSEN
  • Claus NIELSEN
  • Ewout OOSTWOUDER, Holland
  • Leonid MASLOVS, Letland
  • Jonathan KOFOED HANSEN

De 16 hold bliver i første omgang inddelt i fire grupper, der spiller alle mod alle, både ude og hjemme. Herefter går de to bedste fra hver gruppe videre til kvartfinalerne, medens nr. 3 i hver gruppe går videre i ETTU cup.

Lodtrækningen bliver foretaget i Wien på fredag den 24. juni. Der er fire seedningslag. Her er spillende sportschef Allan Bentsen til stede.

De deltagende hold er:

  1. FAKEL-GAZPROM ORENBURG Rusland
  2. BORUSSIA DÜSSELDORF, Tyskland
  3. UMMC, Rusland
  4. FC SAARBRÜCKEN TT, Tyskland
  5. K.S. DARTOM BOGORIA GRODZISK MAZOWIECKI, Polen
  6. CHARTRES ASTT, Frankrig
  7. TTF LIEBHERR OCHSENHAUSEN, Tyskland
  8. AS PONTOISE CERGY TT, Frankrig
  9. VS ANGERS TT, Frankrig
  10. GV HENNEBONT TT, Frankrig
  11. ASTS “OLIMPIA-UNIA” GRUDZIĄDZ; Polen
  12. SPG WALTER WELS, Østrig
  13. ESLÖVS AL BORDTENNIS, Sverige
  14. TTC OSTRAVA 2016, Tjekkiet
  15. ROSKILDE BORDTENNIS BTK 61, Danmark
  16. KST ENERGA – MANEKIN TORUO, Polen