Ventetiden er forbi!

homerwoohoo

Efter flere måneders ventetid kan man endelig se frem til bordtennis i topklasse igen. På torsdag starter sæsonen for klubbens vigtigste hold, i den prestigefyldte serie 2-række. Første kamp er på udebane i Holbæk.

homerwoohoo

Sidste sæsons ambitiøse målsætning var at stille med fuldt hold til alle sæsonens kampe. Det lykkedes, og sæsonen endte endda med, at holdet var så tæt på oprykning, som man overhovedet kan komme; ét sæt afholdte dem fra oprykning til serie 1. Den uundgåelige målsætning for denne sæson må derfor være at vinde kredsen og rykke op i serie 1.

Holdpræsentation

Mette Skjoldager Hansen: Holdets temperamentsfulde luksusspiller, der, ligesom sidste år, ikke forventes at kan spille så mange kampe. Endnu engang vil der også være prioriteringsvanskeligheder, da studie og damekampe åbenbart kommer i første række.

Nikolaj Brandenborg: Havde en fremragende sæson i fjor, hvor man kunne regne med 2 eller 3 sejre i hver eneste kamp. Især i anden halvdel af sæsonen viste han superform, hvor han spillede den ene perfekte holdkamp efter den anden. Derudover er han den ene halvdel af en, nærmest uovervindelige, double sammen med Plaep.

Rasmus Plaep: Den anden halvdel af den suveræne double. Sammen med Nikolaj vil han være fast mand på holdet, og var en stor gevinst sidste sæson, hvor han oftest vandt minimum to af sine singler. Sammen med holdlederen, spillede Rasmus i øvrigt samtlige kampe i sidste sæson.

Lars Bøttcher: Holdets alderspræsident, og batkastende enfant terrible. Startede sidste sæson med et mindeværdigt batkast, men gav også flere vigtige sejre til holdet, inden han (til en forandring) blev skadet i knæet. Samme knæskade holder ham i øvrigt ude indtil årsskiftet, hvilket heldigvis giver ham rigeligt af tid til at finde på undskyldninger for at melde afbud til kampene i anden halvdel af sæsonen.

Jonas Hviid Rasmussen: Var egentlig reserve i sidste sæson, men pga. de hyppige afbud fra Mette og Lars blev han nærmest fast mand. Havde det svært i starten, men kom i den grad efter det, og har desuden, henover sommerferien, været på 5 ugers træningslejr i Kina, udelukkende med det formål at forberede sig til kampene på klubbens vigtigste hold.

Romeo Rabade-Lieber: Spillede kun 4 holdkampe sidste sæson, til gengæld gav det en score på 11 sejre ud af 12 mulige. En imponerende statistik for så ung en spiller. Med sine korte knopper passer han fint ind i serie 2. Kan ikke helt matche Mettes og Lars’ temperamenter, men han er ikke langt fra.

Patrick Tschernja Bøttcher: Manden med den prestigefyldte titel som holdleder for klubbens vigtigste hold. Har desuden været førstemand i de to foregående sæsoner. Med Nikolajs form i fjor, kan den titel dog godt blive svær at bevare. Spillede alle kampe i sidste sæson, men i denne sæson bliver det allerede til et afbud i første kamp, da en tur til London kommer i vejen.

Derudover forventes der også at blive kampe til både Dan Madsen og Morten Lyebalk fra klubbens serie 3-hold. Begge fik en enkelt kamp i sidste sæson, hvor de imponerede holdlederen. Især Morten overraskede med 3 sejre af 3 mulige. Det skal også nævnes, at Michael Maze var til audition i forbindelse med en Pro-am-turnering. Han fik dog ikke en plads og må i stedet nøjes med lidt Stigadivision og ETTU-Cup.

Torsdagens kamp byder også på en mindre sensation: referatet skrives nemlig af en gæsteskribent. Kristian Rasmussen, far til Jonas, vil skrive referat fra denne kamp. Han har dog erfaring fra Drengedivisionen, hvor han også har skrevet referater og har desuden været fotograf ved flere serie 2-kamp i sidste sæson, så referatet forventes at være i gode hænder. På trods af gæsteskribenten, er holdlederens forventninger til referatet selvfølgelig den sædvanlige skamløse selvpromovering af holdet.

Sæsonstarten udsat i Stigadivisionen

Roskilde Bordtennis, BTK61 er grundet Claus og Zhai’s fantastiske resultater i Belgien Open blevet enige med OB Bordtennis om flytte hjemmekampen til på mandag den 14. september kl. 18.30.

Claus har slået nr. 30 i verden på sin vej frem i turneringen og Zhai har spillet sig bland de sidste 8 i hovedturneringen og kan meget vel vinde det hele. Zhai er også i semifinalen i U21 rækken.

http://ittf.com/_front_page/ittf_full_story1.asp?ID=41322&Competition_ID=2573&

Begge ville ikke kunne nå at være fremme i Roskilde til kampstart lørdag, vi har snakket med OB Bordtennis, som gerne ville hjælpe, og blevet enige om det nye kamp tidspunkt.

Følg turneringen her: http://ittf.com/competitions_temp/competitions2.asp?Competition_ID=2573&category=PT

Vi takker for hjælpen.

Vi beklager for evt. gener det giver.

Mvh
Roskilde Bordtennis, BTK 61

Danmarksturneringen starter igen

12 September 2015 - OB

Næste weekend starter 4 af vores 5 divisionshold.

Vi har i år hold med i Stigadivisionen, 1. Division, 2. division, Junior Divisionen og Drenge divisionen, vi har mange spillere til de forskellige hold, så der er en naturlig konkurrence. Vi håber at dette vil gøre at vi kan være med helt fremme når medaljerne skal uddeles.

Det bliver også i denne sæson at Michael Maze gør comeback i den danske liga, det gør han allerede i sæsonpremieren hvor Stigadivisionsholdet starter forsvaret af DM pokalen. Målet er at genvinde DM og at vi i den kommende sæson hvor der bliver spillet om pladser i den nye landsdækkende 1. division, er med helt fremme i både 1. og 2. division.

Se nedenfor hvornår vores hold spiller hjemme, specielt sæsonstarten lørdag kl. 14.00 for vores Danske Mestre med Michael Maze, hvor de møder OB. Ligeledes søndag hvor vi har hjemmekampe kl. 11.00 for både 1. og 2. divisions holdet, alle hjemmekampene i Roskilde Kongrescenter Bauhaus Arena.

Fredag den 11. september kl. 19.30, starter 2. Division starter i Nyråd.

Lørdag den 12. september kl. 11.00, starter 1. division på udebane mod Vestegnen

Lørdag den 12. september kl. 14.00, starter Drenge divisionen mod CPH Bordtennis i Virum Hallen

Lørdag den 12. september k. 14.00, Stigadivisionen mod OB i Roskilde Kongrescenter Bauhaus Arena

Søndag den 13. september kl. 11.00, 1. division mod Helsingør i Roskilde Kongrescenter Bauhaus Arena

Søndag den 13. september kl. 11.00, 2. division mod Brønshøj i Roskilde Kongrescenter Bauhaus Arena

Søndag den 13. september kl. 14.00, Stigadivisionen møder Næstved BTK i Impocurl Hallen

12 September 2015 - OB

Talentklasser på Himmelev skole

Har du talent for bordtennis og lyst til at søge lidt ekstra udfordringer, er talentklassen måske noget for dig?

Det er for nuværende 6. klasser, som næste år skal i 7. klasse.

Har det din interesse, snak evt. med Allan og ellers tag på skolen og hør lidt mere om det.

  • Infomøde for forældre og talenter: 3. september 2015 kl. 17-18.30 på Himmelev Skole, festsalen, Ollerupvej 5, 4000 Roskilde
  •  Ansøgningsfrist: 14. september 2015
  • Svar om optagelse: 15. november 2015.

Læs mere her: http://elitekommune.roskilde.dk/talentklasse7t

Roskilde Bordtennis misser CL

IMG 0480

Roskilde Bordtennis, BTK 61 misser lige akkurat deltagelse i årets Champions League.

Sølle 36 verdensranglistepoints skiller holdet fra deltagelse i årets Champions League, hvor de 16 bedst rangerede hold i Europa deltager.

Nu går vi Roskilde Bordtennis, BTK61 i stedet efter at vinde ETTU Cuppen. Roskildes tre bedste spillere Michael Maze, Allan Bentsen og Zhai Yujia havde tilsammen 6029 ranglistepoint, men blev slået på stregen af tjekkiske Sten Marketing HB Ostrov Havlickuv Brod, der havde 6065 points. Holdet består derudover af Claus Nielsen og Finn Tugwell.

I første omgang var det naturligvis ærgerligt at vi lige akkurat missede muligheden for at deltage i årets Champions League, men efter den første skuffelse går vi efter at vinde ETTU Cuppen, siger den spillende sportsdirektør Allan Bentsen. I ETTU Cuppen kommer vi først ind i 3. runde, får hjemmekamp i de første to runder. Herefter kommer alle treerne fra indledende runder i Champions League. De vigtige kampe ligger senere i sæsonen, og når vi så skal møde holdene fra Champions League i kvartfinalerne i januar kan vi så stille op med en Michael Maze i kampform.

Derfor er vi begyndt at se deltagelsen i ETTU Cuppen som en fordel både for klubben og Michael, som er ved at være i gang igen efter sin knæoperation sidste år. Vi går benhårdt efter at vinde ETTU Cuppen, siger Allan Bentsen.

Det er ikke bare a piece of cake, da de fire hold der bliver nr. tre af fire  i indledende runder af Champions League deltager fra kvartfinalerne, og principielt er højere rangeret end os, men med en Maze i topform, kan vi vinde turneringen, siger Allan Bentsen

Roskildes og Danmarks bedste batsvinger Michael Maze ser også positivt på den nye målsætning om at vinde ETTU Cuppen. Naturligvis er det altid træls lige at blive slået på målstregen, men lad os se positivt på det og gå efter at vinde ETTU Cuppen. Det giver mig personligt en bedre mulighed for at være helt klar, når vi forhåbentlig når frem til kvartfinalerne i januar, siger Michael Maze.

Lodtrækningen til de to klubturneringer foregår mandag(Champions League) og onsdag(ETTU Cuppen) i denne uge i Bratislava.

Yderligere info hos Allan Bentsen.

Sæsonen er ved at være slut

Den sidste træning inden sommerferien er lige ved at være der. Elitetræningen har sidste træning fredag den 19. juni, i den efterfølgende uge har vi åbent for fri træning tirsdag den 23. og torsdag den 25. juni fra kl. 18.00 til 22.00 og så er det slut.

Vi ønsker alle en god sommerferie og på gensyn igen i august.

Roskilde Bordtennis, BTK 61

Roskildes unge talenter vinder Østserien for Yngre Drenge

Søndag satte Roskildes yngre drenge hold i østserien med Emil, Marcus og Nicolas punktum for en yderst succesfuld sæson med to afsluttende sejre over Amagers 1. og 2. hold.

3 point i de to kampe var krævet for at holde Hvidovre på afstand og efter en 10-0 sejr over et ungt Amager 2 hold lykkedes det i en meget spændende kamp at vinde 6-4 over Amagers bedste hold. Der var dog spænding til det sidste og først da Emil og Nicolas vandt 3-0 i doublen var minimum uafgjort i hus og jublen kunne bryde løs. Indtil da havde kampens vigtighed tynget og nerverne siddet lidt for meget udenpå tøjet.

billede1

I 14 kampe blev det til hele 12 sejre og kun 2 uafgjorte. Alle tre drenge har bidraget meget flot til resultatet og efter fintælling blev Nicolas oven i købet samlet vinder af toplisten. Godt gået i betragtning af at vi kun har været tre mand uden reserver, hvorfor der ikke har været råd til at tage nogen smålige hensyn til bagateller som sygdom, skoleforpligtelser, fester, forventningspres eller alm. behov for afbud.

billede2

Der har været mange spændende kampe over hele sæsonen og det har været fedt at se drengene – samt også adskillige af vores modspillere – udvikle sig meget. Især var vores 7-3 sejr i udekampen mod Hillerød rigtig flot. Her blev der virkeligt kæmpet som et hold og man støttede hinanden godt.

Tak til de øvrige hold for nogle gode kampe – og tillykke med velfortjent sølv til Hvidovre (hvor Jakob befandt sig) og ditto bronze til Hillerød. Vi ses nok i en eller anden holdsammensætning de kommende år.

med ny signing

Af turneringen kan man i øvrigt udlede følgende:

  • Marcus spiller uden sammenligning bedst med sit gamle bat, så han får nok snart besked på også at “glemme” sit nye Donic
  • Drengene skal øve sig MEGET mere, hvis de skal have nogen chance i bordfodbold mod Coach (Jacob) og Holdleder (Hans)
  • Holdlederen må nødtvungent erkende, at der absolut ikke er mere skru tilbage i Nicolas’ tenergy belægninger. De har også kun holdt 8 måneder!
  • BTK 61 har allerede været hurtigt ude og signe en af Hvidovres topspillere ved navn Jakob Lund
  • Endelig skal vi vist snart have et pokalskab i klubben igen. Tør man spørge hvor klubbens pokalhøst for de seneste 50+ år i øvrigt befinder sig?

Danske Mestre 2015

Tilskere DM finale

En fantastisk aften i Roskilde Kongrescenter Bauhaus Arena.

Efter den første finale i København endte med en sejr var forhåbningerne til endnu et DM guld store mandag aften i hallen. Vi havde samlet 400 tilskuere på aftenen og der var en super stemning.

Tilskere DM finale
Opstillingen til kampen var den samme som i København, bare ændret på rækkefølgen:

  • Zhai – Elias
  • Finn – Kasper
  • Claus – Victor
  • Zhai – Kasper
  • Finn – Elias

Der blev vist masser af god bordtennis, men spændingen fra kampen i Kbh. var ikke helt det samme.

Zhai startede med Elias og efter meget kort tid havde Zhai sat sig på den kamp, han vandt overbevisende med 3-0 i sæt.

Så var det Finn mod Kasper, første sæt styrede Kasper frem til 10-6, men så kom Finn stærkt tilbage og vandt sættet. 2. sæt vandt Kasper sikkert og 3. sæt blev måske afgørende, Finn havde 10-8 og serven, men kunne ikke få den sidste. 4. sæt vandt Kasper og udlignede til 1-1.

Den 3. kamp mellem Claus og Victor blev en helt anden kamp i forhold til kampen i Kbh. Claus ville gerne have revanche og det fik han, kampen blev aldrig spændende dertil var Claus for stærk på dagen, 3-0 meget sikkert. Så havde Roskilde to kampe til at afgøre DM finalen.

Zhai skulle bare bruge en kamp, han vandt sikkert mod Kasper, der var lidt spænding om 3. sæt, men endnu en sejr på 3-0, Zhai viste sig som den klart stærkeste spiller i ligaen.

Efter sejr i de to kampe var DM guldet hjemme.

Vi takker sponsorer og tilskuere for den store opbakning, og ser frem til at byde jer velkommen næste sæson.

DM guld

Sejr i første finale …

14 April Finale Poster

Så kom vi igang med finale serien, første kamp i remissen mod København blev en tæt affære.

Både København og Roskilde havde vundet deres semifinaler med sikre sejre, så der var lagt op til bordtennis når det er bedst.

Første kamp var mellem Finn og Kasper Sternberg, Finn startede godt og havde overtaget i de to første sæt. Vandt det første og havde 10-7 i andet sæt, havde han fået det kunne han måske have fået lagt et ekstra pres på Kasper. Men nu fik Kasper vundet det og derefter så han rigtigt skarp ud, vandt 3. sæt. Finn kom dog stærkt igen og havde endnu engang sæt bolde 10-8, men kunne heller ikke denne gang udnytte dem, Kasper vandt sættet og dermed 1-0 til København.

Så var det Zhai mod Elias Ranefur, første sæt var tæt hvor det kunne have gået til begge sider men Zhai vandt 12-10 og derefter var der kun en spiller… Zhai vandt de to næste sæt med 11-3 og 11-3. 1-1 i kampen.

Claus mod Victor Frederiksson i 3. kampen ved 1-1, en meget vigtig kamp. Claus startede godt, vandt første sæt sikkert, tabte andet sæt lige så let. Derefter var det en kamp som mere var for ikke at tabe end for at vinde. Claus tabte 3. sæt, var bagud 2-6 i 4. sæt, men vente kampen og fik vundet 4. sæt. Et 5. og afgørende sæt, hvor det desværre blev til nederlag efter at have været efter det meste af sættet. 1-2 og vi skulle vinde de sidste to kampe.

Zhai mod Kasper, en rigtig lækkerbidsken :-). Zhai startede stærkt i første sæt, men pludselig tog Kasper 8 point i træk og så var det 1-0. Efter spillede de bordtennis på et meget højt niveau, hvor Zhai vandt 2. sæt efter godt spil. 3. sæt var måske nøglen til sejr, efter 9-6 til Kasper vinder Zhai de næste 5 bolde og bringer sig foran med 2-1. 4. sæt er også tæt, men igen holder Zhai hovedet koldt og vinder 14-12 og dermed klar til femte og afgørende kamp.

Finn mod Elias, de mødte hinanden for 3-4 uger siden i Superettan hvor Elias vandt. Men en kmap i Sverige og den 5. og afgørende kamp i en finale er to forskellige ting.

Det blev endnu en tæt kamp, med skiftende føringer kampen igennem. Elias havde 2-1 i sæt og 7-5 i 4. sæt hvor det så sort ud, men Finn spillede videre og fik vent sættet og i 5. sæt var han foran det meste af sætte med et par point. En 3-2 sejr til Finn og en 3-2 til sejr til Roskilde.

Det var en super spændende kamp med masser af god bordtennis, vi er godt på vej men har brug for masser af støtte i Roskilde Kongres og Idrætscenter næste mandag aften kl. 18.30

PS. Alle kampene kan ses på forsiden.

14 April Finale Poster