Ubesejret i drengedivisionen

Roskilde er nu det eneste ubesejrede hold i drengedivision Øst efter en weekend der bragte sejre over Amager 2 om lørdagen og Amager 1 om søndagen.

Alle fem spillere var i kamp, Rasmus Plaep lørdag, Anton Jensen søndag, mens Mark Pedersen, Jeppe Okkels og Rasmus Lennert spillede både lørdag og søndag.

Sejren over Amager 2 lørdag blev på 10-4, og der var på intet tidspunkt tvivl om resultatet. Lidt mere spænding var der mod Amager 1.

Drengene var, efter lørdagens sejr over Amager 2 , klar til topopgøret mod Amager 1. Selv om det bare  var endnu en kamp, var det der mere end sejren på spil, da flere af Amagers spillere var gamle kendinge.

Gæsterne stillede med et stærkt hold bestående af  Markus Flyvholm, Rasmus Ekdahl, Nicolai Christoffersen og Christian Gullberg samt Thor Christensen i double. Roskildes coach Klint havde valgt at stille med Mark, Rasmus L, Jeppe og Anton.

Det blev en tæt kamp med hele 5 5-sæts kampe, hvoraf  Roskilde vandt de fire. Rasmus sine 3 kampe mod Rasmus, Nicolai og Markus, mens Mark vandt over Christian, Nicolai og Markus. Både Jeppe og Anton vandt 1 og tabte 2. Jeppe vandt over Nicolai og tabte til Rasmus og Christian, mens Antog slog Christian og tabte til Rasmus og Markus. I doublerne blev det til en sejr til hver. Mark og Rasmus tabte til Rasmus og Nicolai, mens Jeppe og Anton vandt over Thor  og Markus.

Om det var kampens betydning, modstanderen (som man for alt i verden ville tabe til), Klints tilstedeværelse eller noget helt fjerde vides ikke, men der blev spillet noget mere nervøst end normalt og kampen var derfor mere spændende resultatet giver udtryk for. Drengene holdt hoved koldt og fik kæmpet sig til flot 9-5 sejr  og ligger efter weekendens kampe på 1. pladsen i Drenge Øst Divisionen.

Her i første turneringshalvdel mangler vi stadig at møde Virum, Brønshøj/København samt Hillerød, tre hold der sagtens kan give os problemer. Så selvom vi nu er nummer et i rækken er der stadig lang vej til en kvalifikation til slutspillet, men drengene har lagt rigtig godt ud.

Serie 3-holdet kom på tavlen

Den hårde linje fra den nye holdleder bar frugt, da serie 3-holdet i onsdags fik sæsonens første point ved at spille 5-5 på udebane mod Greve. Næsen var sat op efter 2 point, men det er trods alt fremgang at komme på tavlen.

Dan gik igen foran med 2 sejre, og Finn og debutanten, Morten, fik hver en sejr … og derfor så det sort ud inden doublen, der blev spillet som sidste kamp. Hidtil har det kunnet tælles på én finger, hvor mange gange doublen i de seneste sæsoner har givet sejr.

En ny double-konstellation (Dan og Morten) gjorde dog, at man fremover må tage en ekstra finger i brug, når der skal tælles double-sejre.

Det bliver spændende at se, hvad den nye holdleder gør for at sætte yderligere skub i holdet.

Sejr til Juniordivisionen

Juniordivisionen fik fredag aften besøg af Team Egedal, som ift. til deres første kampe var blevet forstærket med Markus Mikkelsen, så det var et modstanderhold i stærkeste opstilling, som havde hårdt brug for point efter nederlag i deres første 2 kampe.

Roskilde stillede op med Kennet, Micki, Jonathan og Nicolai, og kom godt fra start med en 3 – 1 føring efter alle havde spillet én kamp.

Kun Nicolai måtte bøje sig for Markus Mikkelsen, mens de 3 andre drenge vandt deres kampe, dog ikke uden besvær.

Efter alle spillere havde spillet 2 kampe stod det 6 -2 til Roskilde, igen var det Nicolai der måtte bøje sig, denne gang for Sebastian Halvorsen, så han havde også fået en hård start mod Egedals to stærkeste spillere.

Herefter var det doublerne, som endte 1 -1 efter 2 tætte femsættere, men 7 – 3 til Roskilde.

Da Kennet også vandt sin sidste kamp sluttede aftenen med en på papiret sikker sejr på 8 – 3, men mange af kampene blev afgjort små marginaler, hvor vi også overlevede flere matchbolde mod os, så mon ikke også Egedal kommer til at drille nogle af de andre hold, senere i turneringen.

Godt at se at vi vandt de fleste tætte kampe, som lover godt for de næste kampe som formentlig også bliver tætte.

Debut for minipuslinge spiller i serie 2!!

Aftens serie 2 kamp, bød på noget af en opstilling, idet at minipuslinge spilleren Lukas Holme fik debut for serie 2 holdet.

Forinden kampen, kom der et last minut afbud som gjorde at holdet var lidt i knibe. Dette betød en lang række opkald, bl.a. til en tidligere dame elite div. Spiller, som holdet er meget skuffet over ikke meldte sig klar.

Derudover var der også en tidligere 1. division spiller, der sad fast grundet offentligt transport, der ikke helt viste den kampgejst som dette hold har brug for, hvor man klart ser løsninger og ikke udfordringer (offentligt transport ….. vi troede du løbetrænede!!) I sidste ende, efter mange opkald, fandt man minipuslingen Lukas Holme.

Der var kæmpe gejst og masser af gå på mod fra holdets yngste mand, men desværre ingen sætsejre. Dog er holdlederen ikke afvisende for at Lukas igen kan få en plads på holdet.

Forinden holdkampen, var der stor uenighed om hvem der skulle være holdets første mand, men efter resultatet var det helt tydeligt at Patricia der var den klare første kvinde med 2 sejre.

Foruden Patricia og Lukas, var Mette og Morten med som hver i sær tog en enkelt sejr, selvom spillet måske ikke var prægende.

Det bliver spændende hvem der er klar til næste kamp, om holdet skal benytte sig af den storspillende første kvinde Patricia, eller om det på sigt bliver minipuslingen holdet skal sætte sin lid til.

Vi håber i hvert fald efter dette nederlag at holdet får strammet op og sætter sig mere mentalt op til næste kamp.

Vi holder efterårsferie

På grund af efterårsferien er der den 15. – 19. oktober IKKE træning for følgende hold:

  • Ungdom øvet (mandag 15.45-17.15 og onsdag 15.45-17.15)
  • Ungdom let øvet (tirsdag 16.00-17.30 og torsdag 16.00-17.30)
  • Ungdom begynder (tirsdag 17.45-19.15 og torsdag 17.45-19.15)
  • Pigehold (mandag 17.30-19.00)
  • Senior elite (tirsdag fra 19.30 og torsdag fra 19.15)

I forbindelse med Roskilde Kommunes tilbud om fritidsaktiviteter i efterårsferien, så har vi dog åbent for alle børn (8 til 14 år) mandag og onsdag fra klokken 11 til klokken 13.

Serie 3: Nyt nederlag får konsekvenser

Tirsdagens kamp på udebane mod Gundsølille endte med et 6-4 nederlag, og selvom sidste års udekamp blev tabt med 10-0, så er det ikke tilfredsstillende for det ambitiøse hold.

Dan og Finn vandt hver 2 kampe, og var begge ude i tætte 5-sæts opgør i de kampe, de tabte … så ret tæt på at få point med hjem.

Da Benny begik en ”Max” (3 nederlag med 3-0), blev det bekendtgjort allerede i omklædningsrummet, at han er udelukket til næste kamp.

Finn og Dan begynder at træne double-kampe, og de glæder sig i øvrigt til debut til holdets stærke 3. mand, Morten, i kampen efter efterårsferien, hvor kun sejr tæller.

Tæt nederlag i Østdanmarksserien

Så er Østdanmarksserien startet. Efter et sidste-øjebliks afbud blev det tre spillere der drog til Nykøbing Falster, nemlig Anders G., Jonathan Kofoed og Rasmus Lennert.

Anders G vandt som forventet alle sine tre singler, mens Jonathan og Rasmus hentede en sejr hver. Doublen med Anders G og Jonathan vandt, og dermed blev det et nederlag på 6-8. I den allersidste single var vi meget tæt på uafgjort, da Jonathan efter en fantastisk velspillet kamp taber femte sæt 15-13 til Andreas Andreassen.

En god indsats, men desværre ingen point på kontoen.

Holdet spiller igen på tirsdag 19:45 hjemme mod Amager.

Solid start af Serie 2-holdet

Torsdag aften var det tid til sæsonstart for klubbens serie 2-hold. Holdet startede med en udebanetur til Årby ved Kalundborg. De 4 spillere der blev udtaget til den lille smuttur var Morten, Roskilde-debutanten Jesper, serie 2-debutanten Anton og Patrick.

Roskilde kom rigtig godt fra start, hvor alle 4 vandt deres første single. Anden runde var lidt mere udfordrende, da både Morten og Patrick tabte. Jesper vandt dog sikkert, og Anton fortsatte takterne fra weekendens drengedivision – hvor han gjorde rent bord i alle 6 singler og 2 doubler – og vandt også sin anden single. Stillingen var derfor 6-2 til Roskilde inden doublerne.

Doublerne blev fordelt lige med én til hver. Jesper og Morten vandt deres, mens Anton og Patrick tabte deres.

7-3 inden de sidste 4 singler, og det ene point var dermed sikret. Da det kun var Patrick der tabte i sidste runde, sluttede kampen med en sikker 10-4 sejr i sæsonstarten.

Serie 3-holdet i ærgerligt pointtab til Karlslunde

Forventningerne til holdet har været store forud for sæsonstarten:

  • Den vigtige holdleder-rolle er lagt i hænderne på en stærkere profil
  • Træningsmængden er sat op, og
  • Holdet er tilført en stærkere spiller, der skulle sikre en stærkere opstilling runde for runde

Derfor er et nederlag på 6-4 ikke tilfredsstillende … og slet ikke, som kampen udviklede sig.

Et mandefald forud for kampen betød, at den nye holdleder var tvunget til at udtage den gamle holdleder. Om det er holdlederrollens tunge åg, der tynger, vides ikke … men den gamle holdleder åbnede med en sejr og den nye holdleder åbnede med et nederlag.

Fakta fra kampen: Dan 2 sejre, Finn og Benny hver en sejr, og Karlslundes 71-årige hardhitter havde med sine 3 singlesejre og deltagelse i double-sejren sin store andel i Roskildes nederlag.