I lørdags var klubbens juniordivisionshold til samling i Brønshøj, hvor vi mødte Virum og Holme-Olstrup. Vi stillede op med et hold bestående af Micki Herskind, Jonathan Kofoed, Nicolai Nordahl, Rasmus Lennert og coach Casper Gammelmark.
Kennet Kjelgaard var optaget af en landsholds-træningslejr i Jylland, og vi havde derfor fået dispensation fra DBTU til at stille op med drengedivisionsspilleren Rasmus.
På forhånd så det ud til at blive en svær opgave mod et stærkt Virum-hold med Esben Larsen, Andreas Clausen, Kristian Holm Steffensen og Martin Svenningsen. Det lykkedes for Micki at vinde over både Martin og Kristian, og – sammen med Rasmus – at vinde doublen over Esben og Andreas. Men da hverken Rasmus, Jonathan eller Nicolai vandt en single gav det et nederlag på 8-3. Nederlaget var dog ikke helt så klart som det ser ud til fra stillingen – vi tabte tre tætte femsætskampe, der lige så godt kunne være gået den anden vej.
Mod Holme-Olstrup (med Mikkel Weibel, Mathias Ringstrømm, Frederik Tram og Kasper Storch) så det mere overkommeligt ud. Det gav sig udslag i to sejre til Micki over Mathias og Mikkel, to sejre til både Jonathan og Rasmus over Kasper og Frederik, samt en sejr til Nicolai over Mathias og et nederlag til Mikkel. Da Nicolai og Jonathan vandt deres double over Mikkel og Frederik resulterede det i en sejr på 8-1 til Roskilde.
Vi er dermed placeret på 4. pladsen i rækken á point med Brønshøj/København som indtager trediepladsen.
Der var flere kampe som bar præg af at vi stadig er tidligt på sæsonen. Men alle drengene skal have ros for at kæmpe for sagen.