Juniordivisionen skulle denne weekend spille 2 kampe på Sydsjælland, nærmere ImpoCurl-hallen i Holme-Olstrup.
Lørdag skulle der spilles mod OB. Holdet var Henkov, Nicolai C., Jeppe og Anton som var med på afbud fra Sune. De tre førstenævnte havde spillet Østserie tidligere på dagen, så energien var ikke i top.
Selvom kampen på papiret skulle have været forholdsvis nem, var det godt at Stobberup kom og coachede, for både Anton og Jeppe skulle bruge et par sæt for at komme i gang. Det endte dog med to sejre på henholdsvis 3-1 og 3-2.
Der var derimod intet i vejen med Henkov og Nicolais spil, som begge vinder 3-0. 4-0 til Roskilde. Alle steppede en smule op til anden single, og kun Anton tabte et enkelt sæt og Roskilde fik deres anden 8-0 sejr i træk.
Søndag var Jeppe og Nicolai igen klar til kamp, Sune havde meldt sig klar igen, og Brandenborg tog over for Henkov, som måtte smutte på studietur.
Holme-Olstrup havde til dagens kamp taget en kineser med, da de tydeligvis var blevet skræmt over Roskilde seneste resultater. Nicolai starter stabilt ud med en 3-0 sejr, mens Brandenborg aldrig kommer ordentligt i gang, og må se sig besejret med 3-0. Sune skal lige i gang, men vinder uden de store problemer 3-1. Kineseren viser sig ikke at være uovervindelig, men Jeppe er en tand for uskarp og taber i 3 tætte sæt. 2-2 efter de første 4 singler.
I andet kryds holder Nicolai niveauet og vinder sin anden kamp. Brandenborg må kæmpe for det, men ender fortjent med en femsæts-sejr. Sune spiller lige op med kineseren, som dog trækker det længste strå i sidste afgørende sæt. Jeppe er nu kommet i omdrejninger og vinder sikkert 3-0. 5-3 til Roskilde inden doublerne. Brandenborg og Jeppe spiller en perfekt kamp og vinder 3-0. Sune og Nicolai har adskillige sætbolde, men taber 3-0. 6-4 og sejren er ikke langt væk mere.
Kineseren viser ingen nåde i sin sidste single mod Nicolai, og han må se sig besejret af en bedre spiller. Sune vinder sin sidste single 3-1 og en Roskilde mangler nu kun en enkelt kamp for at hive sæsonens 3. sejr hjem. Den kommer da også i næste kamp, da Brandenborg vinder mindste margin i femte sæt.
Roskilde ligger nu nummer et, lige point med Hillerød, der dog har spillet en kamp mere.
Næste kamp er på søndag på hjemmebane mod København.