Mandag aften kom den længe ventede sæsonstart for klubbens vigtigste hold. Efter den succesfulde sidste sæson, hvor det både blev til oprykning og et kredsmesterskab, skal holdet nu prøve sig af i serie 1.
Som optakt til sæsonen, havde holdkaptajn Patrick, noget modvilligt, meldt holdet til træningsturneringen, hvor de kunne teste sig af i forhold til niveauet. Og træningsturneringen gik over alt forventning, hvor det blev til en samlet andenplads, kun overgået af Hillerød. Træningsturneringen sluttede dog ærgerligt af med et 13-1-nederlag til netop Hillerød.
Holdet går efter en realistisk målsætning, der er at blive i rækken. Skulle det blive relevant, kan den altid justeres i løbet af sæsonen.
Holdet til aftens kamp bestod af den faste stamme fra sidste sæson, som også forventes at udgøre holdet i denne sæson: Legenderne Rasmus Plaep og Nikolaj Brandenborg, legendeaspiranten Jonas Hviid og holdkaptajnen Patrick Bøttcher.
Både Nikolaj og Rasmus lagde ud med 3-2-sejre, mens Jonas tabte 12-10 i 5. Holdkaptajnen nøjedes som den eneste med 4 sæt. Det blev en 3-1-sejr, hvilket betød, at han måtte lægge ører til grove beskyldninger, fra en holdkammerat, om træning i smug. Beskyldninger, der på det kraftigste, må afvises!
Anden runde gav ikke det samme medhold i 5-sætterne. Nikolaj taber 12-10 i 5., mens Jonas endnu engang taber med mindst mulig margin – denne gang 11-9 i 5. De tætte kampe gik bestemt ikke hans vej i dag. Med en sikker sejr til Rasmus og et nederlag til Patrick var det dermed helt lige før doublerne. 4-4.
Som sædvanlig, fristes man til at sige, vandt Nikolaj og Rasmus deres double, mens Jonas fik brudt 5-sætsforbandelsen og, sammen med Patrick, fik han hevet en 3-2-sejr hjem. 6-4-føring, og der var gode muligheder for at få point i serie 1-debuten.
Det blev dog til nederlag hos både Nikolaj, Jonas og Patrick, mens Rasmus fortsatte stilen og hev en 3-1-sejr hjem.
Efter en modbydelig tæt kamp blev det derfor en meget fortjent pointdeling, da kampen sluttede 7-7.
Dagens man of the match kan kun være Rasmus. Han fortsatte den suveræne stil fra træningskampene og gjorde rent bord i dag.
Næste kamp: Mandag d. 10. oktober kl. 19.00 på udebane mod TIK Taastrup.