Mandag aften var det tid til den længe imødesete og altafgørende kamp imod rækkens andenplads fra Karlslunde.
Samtidig var det også en mulighed for at revanchere kampen i Karlslunde, hvor det, uden holdkaptajnens deltagelse, blev til et 9-5-nederlag. Pga. Roskilde-holdets gode kampscore, ville en sejr kunne sikre oprykningen til Serie 1. Et uafgjort ville give muligheden for selv at afgøre det i sæsonens sidste kamp i Årby. Et nederlag, derimod, ville betyde, at de skulle håbe på hjælp fra Karlslundes modstandere i de resterende kampe.
Fire glade spillere, der netop har sikret sig en sæson i serie 1
Til dagens kamp havde holdkaptajnen udtaget Nikolaj, Jonas, Rasmus og sig selv. I udekampen mod Karlslunde var Patrick ikke med, hvilket resulterede i et nederlag, så derfor var det ingen grund til at tage nogle chancer i denne afgørende kamp.
Kampen startede skidt, med Nikolaj, der var nede 0-2, mens Jonas tabte første sæt 4-11. På det tidspunkt var der bange anelser hos holdet. Nikolaj kom dog flot igen og vandt i 5 sæt, og det samme gjorde Jonas, der også måtte ud i 5. sæt. Både Rasmus og Patrick vandt også, og stillingen var derfor 4-0 efter første runde. I anden runde blev det også til sejre til Nikolaj, Jonas og Rasmus. 7-0, og en enkelt sejr fra oprykningen. Og naturligvis er det holdkaptajnen, der med sin anden sejr, sikrer oprykningen til serie 1!
8-0-føring inden doublerne, som også gav to sejre. Jonas og Patrick klarede den i tre sæt, mens Rasmus og Nikolaj måtte helt i 5. sæt, før sejren var i hus. I sidste runde blev det til 3-0-sejre til Nikolaj, Rasmus og Jonas, mens holdkaptajnen var nede 10-6 i 5. sæt, før han opdagede, at han ville blive den eneste med nederlag, så derfor vandt han 12-10.
Fire spillere, der alle ramte topniveauet, sikrede en fantastisk 14-0-sejr i den direkte kamp om oprykning.
Holdkaptajnen og dagens man of the match, der, for anden kamp i streg, gjorde rent bord
Dagens man of the match kan kun være holdkaptajnen. Han var både matchvinderen med den 8. sejr, og samtidig var hans tilstedeværelse den eneste forskel fra den første kamp, hvor det blev et nederlag. Den kunne også være gået til Rasmus, der vandt 3-0 i alle singler, og dermed præsterede en lille omvendt Max.
Næste kamp er torsdag d. 17. marts, hvor grundspillet afsluttes med en kamp i Årby kl. 19.15.