Hjemmebanematchen imod tyske FC Saarbrücken er fjerde kamp i denne sæsons indledende gruppespil i Champions League. Endnu har Roskilde-holdet første sejr til gode…
Af Morten Lyebalk
Menuen står på anden hjemmekamp i Bauhaus Arena Roskilde Kongresscenter. Imod tyske FC Saarbrücken med blandt andre Groths doublemakker fra EM-guldet i Budapest i 2016, Patrick Franziska på holdet.
FC Saarbrucken har i gruppe C hentet to sejre – heriblandt sidst på hjemmebane efter en 3-1 sejr over netop Roskilde Bordtennis. Tyskerne ligger toer i puljen foran polske Darton Bogoria, der som det eneste hold hidtil i puljen satte tyskerne eftertrykkeligt på plads ved at vinde 3-0 hjemme.
Nu får Roskilde chancen igen – denne gang hjemme. Så vi håber på en fyldt hal med fans, der kan heppe Roskilde-holdet frem til sæsonens første sejr i den prestigefyldte europæiske bordtennisturnering.
Roskilde stiller i stærkeste opstilling.
Holdet fra vikingebyen stiller igen med Zhai, Lakatos og Maze. Efter sidste klare nederlag hjemme imod polske Darton Bogoria på 0-3 har holdet vist fremgang – både i Saarbrücken og Angers – det førende hold i pulje C – formåede holdet at hente en sejr.
I Saarbrücken slog Maze tjekkiske Tomas Polansky med klare 3-0 i sæt, mens Zhai tabte efter henholdsvis fire og fem sæt imod tyske Patrick Franziska og rumænske Cristian Pletea, mens Roskildes nyerhvervelse, ungarnske Tomas Lakatos, måtte se sig slået i tre sæt af Franziska, der tidligere på året vandt VM-sølv for hold med Tyskland.
FC Saarbrücken råder over flere store talenter – heriblandt også tjekkiske Tomas Polansky, der vandt U21 EM tidligere på året. Bronze ved den lejlighed (samt i 2017) var der til den unge slovener, Darko Jorgic. Så det er et mix af veletablerede spillere samt unge talenter med medaljer på cv´et, der gæster Bauhaus Arena fredag aften.
”Vi håber naturligvis at kunne byde vores modstandere op til dans ved bordet. Og de sidste par Champions League kampe har vist fremgang – så jeg er optimist,” lyder det fra sportsdirektør Allan Bentsen, inden opgøret, der begynder fredag 16.november kl. 18.30.
Kom ned og støt op om Roskilde-holdet og se bordtennis i verdensklasse!!