Serie 2: Holdlederen afgjorde det for klubbens vigtigste hold

Mandag aften bød på topkamp i serie 2, da klubbens vigtigste hold tog imod Skensved. Der var tale om en meget vigtig kamp, da begge hold kun var 1 point efter rækkens tophold.

Udover pointlighed mellem de to hold havde de samtidig identiske kampscorer, og det eneste der adskilte dem var derfor den indbyrdes kamp i Skensved, hvor hjemmeholdet desværre vandt 8-6. Derfor ville en sejr have stor betydning i kampen om andenpladsen, samtidig med at det ville lægge pres på førerholdet fra Slagelse.

Til aftenens kamp bestod holdet af Rasmus, Nikolaj, Romeo og Patrick. Med Romeo på holdet betyder det, at på trods af, at holdet har den laveste gennemsnitsalder i rækken, spiller halvdelen af holdet med knopper. Det er vejen frem, og holdlederen er selvfølgelig stolt.

WP 20150119 002

Kampen startede skidt for Roskilde, da både Romeo og Nikolaj tabte deres kampe med 3-0. Nikolaj var plaget af sygdom, men kæmpede alligevel godt. Med en sejr i 5. sæt til Rasmus og en 3-0-sejr til Patrick blev der dog udlignet. I anden runde blev det til endnu et nederlag til Nikolaj, der var tydeligt plaget af sygdom. Til gengæld blev det til 3-1-sejre til Rasmus og Romeo, hvor især sidstnævnte viste god moral efter et svært 1. sæt. Patrick vandt endnu engang 3-0, og Roskilde kunne gå ind til doublerne med en 5-3-føring.

Rasmus og Nikolaj vandt (selvfølgelig) deres double, og det er ved at være mange kampe siden, de sidst har tabt en double. Desværre tabte Romeo og Patrick. Udbyttet af doublerne var dog bedre end i samme kamp i efteråret, hvor begge double blev smidt væk med 11-9 i 5.

WP 20150119 004

6-4 til Roskilde inden de sidste kampe, og det så godt ud i forhold til at sikre andenpladsen i rækken. Nikolaj og Rasmus tabte desværre begge to, og Skensved udlignede dermed til 6-6 inden de sidste to afgørende kampe. Her holdte Romeo hovedet kold og vandt sikkert med 3-0, og til sidst var det holdlederen selv, der skulle afgøre kampen til Roskildes fordel. Det startede skidt med sættab i 1. sæt, men han tog sig sammen og vandt de tre sidste sæt, og sikrede dermed en 8-6-sejr og en midlertidig førsteplads i serie 2 indtil Slagelse spiller næste kamp.

Dagens man of the match går til holdlederen, der vandt alle 3 singler.

Næste kamp er torsdag d. 29. januar kl. 19.30, hvor holdet skal en tur til Fårevejle.

Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.