Roskilde Sommerlejr 2013

Læs her indbydelsen til vores sommerlejr.

Der er 12 pladser tilbage som bliver fordelt efter først til mølle princippet :-).

Lejren bliver i år afholdt fra den 7.- 11. juli, med samme træner besætning som de tidligere år.

Vi glæder os til at byde jer velkommen, husk der er plads til 60 deltagere, og det er først til mølle!

Vi ses.

Se indbydelsen her: Sommerlejr2013

Tre points til juniordivisionen

Juniordivisionen var lørdag til samling i Grøndalscentret hvor vi skulle møde hjemmeholdet Brønshøj/København i den første kamp kl 11, og herefter Greve kl 15. Efter at være mødt kl. 10 og ha’varmet op til den første kamp, måtte vi kl. 11 konstatere at vi vandt den først kamp 8-0 da hjemmeholdet kun kunne stille med én spiller!!

Herefter måtte spillerne vente indtil tæt på kl 15 inden den næste mod Greve skulle spilles, en kamp med stor betydning for kvalifikation til slutspillet, eftersom Greve var 2 point efter os inden kampen.

Om de 5 timers ventetid eller grevespillernes sult efter at vinde kampen var medvirkende faktorer skal være usagt, men faktum er at vores spillere havde meget svært ved at komme i gang og vi var derfor bagud 3 – 5 inden doublerne. Heldigvis viste vores doubler storspil og med 2 sejre stod der herefter 5 – 5 inden de sidste 4 kampe. Disse blev delt ligeligt, så kampen endte 7 – 7 noget Roskilde kan være mest tilfreds med, både når man ser på kampens forløb, men også fordi der nu skal gå meget galt hvis vi ikke allerede er sikret en plads i slutspillet. Udover de 2 doubler vandt Micki 2 kampe, mens Jonathan, Nicolai og Kennet tog én kamp hver.

En sejr mod Team Egedal i den sidste kamp vil dog fjerne enhver tvivl, så denne kamp skal bare vindes den 8. marts.

Serie 3-holdet fik en god sejr

I en tæt række (2 point skiller nummer 5 og nummer 9) lykkedes det serie 3-holdet at få 2 vigtige point.

Dan (holdleder) fik fuldt hus med 3 singlesejre og sejr i doublen sammen med Morten. Morten fik 2 singlesejre og Finn nuppede også en.

7-3 over Vig 1, og der er hentet 6 point i seneste 5 kampe. Da hele efteråret kun gav 3 point, så ser det ud til, at der er fundet den rette opstilling og indstilling.

Nordea Cup, Roskilde 2013 – Programmet er klar

Du kan nu se program og deltagerlister til Nordea Cup, Roskilde 2013. Deltagerlisterne vil frem mod stævnet løbende blive opdateret med drive in spillere og eventuelle afbud.

Der er stadig drive in pladser i flere rækker, så hvis du ikke nåede at tilmelde dig, kan du måske stadig nå det – send en mail til: staevne@btk61.dk.

Lodtrækninger til Grand Prix rækkerne vil du kunne se her på siden torsdag aften.

Hvis du har spørgsmål, eller hvis du mener, at der er fejl i programmet eller deltagerlisterne, så kontakt venligst stævnelederen på: staevne@btk61.dk eller 2215 1939 hurtigst muligt.

På gensyn i Roskilde Kongres- og Idrætscenter den 2. og 3. februar, vi glæder os til at se jer!!

Nordea Cup, Roskilde 2013 – ny tilmeldingsfrist

Vi har udsat tilmeldingsfristen til tirsdag den 22. januar, så du kan stadig nå at tilmelde dig til stævnet.

Du kan finde indbydelsen i menuen til venstre eller her.

På gensyn i Roskilde Kongres- og Idrætscenter den 2. og 3. februar!!

Serie 3-holdet får point igen

Serie 3-holdets seneste succes betød at hjemmekampen mod Gundsølille var flyttet til en større arena.

Kampen mandag aften foregik i Roskilde Idræts- & Kongrescenter, for at skabe de rigtige rammer for sportslig kvalitet og øget tilskuersøgning, og resultatet blev 5-5 og dermed et ekstra point på kontoen.

Seneste 8 dage har dermed fordoblet holdets pointtal.

Næsen var sat op efter en sejr, men usportslig optræden fra Gundsølille’s side (i form af spiller, der spillede med knopper på begge sider af battet) stoppede drømmen.

Dan og Morten fik hver 2 sejre, og Finn fik 1 sejr … og doublen må siges at være røget i krise, da den gav nederlag for anden uge i træk.

ØM for ungdom 2013

Der blev i weekenden afviklet østdanske mesterskaber for ungdom i Tåstrup, spillerne fra Roskilde Bordtennis, BTK 61 gjorde det super godt, og der kom mange flotte resultater og mange medaljer med hjem til klubben.

Vi blev sammenlagt den næstebedste klub rent resultatmæssigt med i alt 4½ guldmedaljer, 4½ sølvmedaljer og 4 bronzemedaljer.

Her er alle medaljetagerne:

  • Lukas Holme blev dobbelt guldvinder i singlerækkerne Yngre Drenge C og Puslinge C, og vandt samtidig sin double med makkeren fra Helsingør.
  • Abdi Berthelsen vandt Hr. Junior C, mens Rasmus Plaep vandt bronze. De vandt sølv sammen i double i Hr. Junior C double.
  • Romeo Rábade-Lieber fik sølv i Yngre Drenge B.
  • Frederik Wagner fik sølv i Drenge D
  • Oliver Thelin vandt Yngre Drenge D single samt bronze i double i Yngre Drenge C sammen med Magnus Jensen.
  • Jonathan Kofoed-Hansen vandt sølv i Hr. U21 double med Nicolai Nordahl fra Holme-Olstrup.
  • Anton Jensen og Jeppe Okkels vandt bronze i både Drenge A og Hr. Junior B double.

Stort tillykke til jer alle!!

Man kan se hele resultatlisten her: Resultater fra ØM for Ungdom 2013

Serie 3-holdet sætter 2 point på kontoen

Efterårets kamp mod Karlslunde blev tabt med 4-6, men på udebane lykkedes det at vinde 6-4.
Holdleder Dan gik forrest med 3 sejre, Finn fulgte op med 2 sejre og det blev til en enkelt sejr til Morten.

Flere spørgsmål rejser sig:

  • Kan man sige, at Benny blev matchvinder ved at holde sig væk?
  • Er superopstillingen fundet?
  • Hvad gør holdlederen ved, at den ellers på det seneste så stærke double vender tilbage til sikker sejr igen?