Storsejr til 1. divisionsholdet – drengedivisionsholdet stadig ubesejrede trods første pointtab

Både 1. division og drengedivision spillede på hjemmebane i dag.

Som følge af ombygning af Kildegårdshallen var kampen flyttet til Vor Frue Sognegård, og det betød at spillere og forældre måtte tidligt op for at flytte borde, netgarniture, bander, pointtavler og dommerborde fra Kildegården til sognegården. Men der var klar til kamp i sognegården fra klokken 9 af, og da begge holdene havde kampstart klokken 10 passede det helt fint.

I 1. division skulle Andreas Dilling, Casper Gammelmark, Kennet Kjelgaard og Anders G. op mod Tølløse.

Og det blev til en klar 14-0 sejr over Klaus Hansen, Allan Lynggaard, Lars Sørensen og Lasse Kessler. Dilling og Anders G. måtte ud i 5 sæt mod henholdsvis Allan Lynggaard og Klaus Hansen før sejren blev hevet hjem. Men da de sidste singler var spillet stod det altså 14-0 til et Roskilde-hold der efter dagens flotte sejr er på 3. pladsen i 1. division.

I drengedivisionen stillede vi op med Mark Pedersen, Rasmus Plaep, Jeppe Okkels og Anton Jensen.

Modstanderen var Brønshøj/København, som havde Andreas Hjortskov, Sebastian Borel, Ruben Harild og Anton Makki med. Anton og Mark vandt hver 3 singler, Anton og Jeppe vandt deres double, mens det ikke lykkedes for Rasmus og Jeppe at vinde nogen single. Jeppe var ikke uden chancer i kampen mod Anton Makki, men kunne ikke helt få spillet 100% på plads.

Der blev heppet rigtig godt af 1. divisionsholdet i de sidste par singler, så der var fuld opbakning til drengene. Det har været en dag med en god indsats fra alle spillerne – især skal det fremhæves at Mark fik en skade i baglåret op til den sidste single, men det lykkedes altså at besejre Sebastian Borel alligevel.

Det blev derfor til et enkelt point, så vi er stadig ubesejrede, og er på 1. pladsen i drengedivision øst. Det er dog forventeligt at 1. pladsen ryger i morgen, da vi sidder over, mens både Virum og Amager 1 skal spille.

Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.