Roskilde vil slutte med manér

Efter den flotte sejr på udebane i Polen, går Roskilde Bordtennis efter at slutte så godt af som overhovedet muligt hjemme imod franske Angers, efter at have udspillet de sportslige chancer for avancement i årets Champions League.

Af Morten Lyebalk

Endelig!! Så lykkedes det for Roskildes bat-mænd at komme på sejrstavlen i 2018/19-udgaven af Champions League. Polske Dartom Bogoria Mazowiecki, der havde banket Roskilde-holdet med 0-3 i Roskilde Kongress Center tidligere på efteråret, fik på egen hjemmebane kærligheden at føle af Roskilde-holdet, da november gik på hæld.

Maze og Zhai styrer
En veloplagt Maze lagde for i Polen, hvor defensivspilleren Panagiotis blev bearbejdet af Mazes vedvarende kontrollerede loobs – det gav pote med en fortjent Maze-sejr i 5.sæt.

Zhai ville ikke stå tilbage for Maze – og med lynhurtigt angrebsspil, med voldsomt accelererende slagudvekslinger og højt anlagt blokeringsspil fik Zhai taget pynten af Pavel Sirucek med 3-1 sejr til følge. Zhai skulle igen til bordet i kamp 4 – imod defensive Panagiotis. Og Zhai havde fuldstændigt luret Maze efter i sømmene – for Panagiotis fik fuldstændig samme behandling af Zhai (bortset fra af Zhai vandt med 3-1): Det var forhånden, der gjorde det hårde arbejde.

Imellem tiden havde også ungarnske Lakatos været ved bordet, men efter en tæt kamp imod Marek Badowski måtte Lakatos for tredje gang i denne sæson se sig slået efter en tæt 5.sætter.

Men Mazes ene sejr samt Zhais to sejre var mere end rigeligt til at hente en flot, flot skalp på 3-1 i Polen. Desværre magede det andet resultat i puljen sig ikke for os, idet dagens modstander Vaillante Angers hjemme besejrede tyske Saarbrücken med 3-1. Sejren betød at de tre øvrige hold i gruppe C alle har vundet tre kampe, og da Roskildes sejr i Polen var sæsonens første, ja… så er vores sportslige chance for avancement desværre udspillet for denne gang.

Angers – et svært bekendtskab
Franske Vaillante Sports Angers har Roskilde tidligere krydset klinger med, idet vi før har været i gruppe med dem i Champions League-sammenhæng. For mindre end to år siden var de på besøg i Roskildehallerne – og her var det desværre det franske hold, der løb med holdsejren – blandt andet på baggrund af sejre fra det franske holds svenske spillere.

I årets udgave måtte Roskilde se sig besejret med 3-1. Godt nok lykkedes det for Zhai at besejre portugisiske Joao Geraldo med 3-1 i sæt, men da svenskeren Jon Persson slog henholdsvis Maze og Zhai med henholdsvis 3-1 og 3-0 og svenske Jens Lundqvist med nød og næppe fik besejret Roskildes ungarer, Tomas Lakatos – med 14-12 i 5.sæt, ja, så måtte Roskilde-holdet forlade Frankrig med et 3-1 nederlag i bagagen.

Angers har foruden de tre nævnte spillere også franske Andrea Landrieu på holdet. Og det var netop Landrieu, der med to imponerende sejre i den sidste kamp imod Saarbrücken, imod Patrick Franziska og Darko Jorgic, var arkitekten bag det franske holds 3-1 sejr.

”Vi vil give alt for en hjemmesejr”
Det første tætte Roskilde-opgør imod Angers – og ikke mindst den fornemme sejr i Polen giver dog forhåbninger om et godt resultat i den tredje og afsluttende hjemmekamp i årets gruppespil.

Hidtil er de to første opgør hjemme endt med 0-3 nederlag, men sportsdirektør Allan Bentsen er fortøstningsfuld. ”Det var flot af drengene at hente en sejr i Polen. Vi stiller med nøjagtigt det samme hold, så vi håber selvfølgelig vi kan fortsætte takterne og give vores trofaste fans endnu en sejr, denne gang hjemme”. På holdkortet er den sædvanlige stamme bestående af Michael Maze, Zhai og Tamas Lakatos.

Kom ned og se verdensklasse-bordtennis – det foregår i Roskilde Kongresscenter Bauhaus Arena fredag den 7.december kl. 18.30

Kval top 12 I Ejby.

Vi havde 4 spillere med ved kval top 12 i weekenden, lad os slå fast med det samme at vi havde håbet på lidt mere.

Romeo og Mads var med i junior, vi havde håbet at begge skulle have en chance for at kvalificere sig til Top 12. Forberedelserne havde været gode, men Mads røg desværre ind i en sygdoms uge, så han var først klar sent fredag aften.

Romeo var en af favoritterne, men det spillede ikke rigtigt i denne turnering. Romeo havde påtaget sig et for stort forventningspres her og det kom til at tynge for meget når kampene skulle afgøres. Der var ikke den normale afslappethed og derfor var det meget svingende resultater. 5 sejre og 6 nederlag var lige en sejr for lidt til at komme med, så det sluttede med en 6. plads.
Mads, som havde været syg hele ugen op til, kom  skidt fra start og det gjorde sygedagene meget værre. Mads kæmpede sig igennem første dagen selvom sejren den dag først kom i sidste forsøg, da han slog vinderen af den anden gruppe. Så en god nats søvn og gå på mod, gjorde at han vandt 4 af 5 på anden dagen, det betød dog så også at han manglede den ene sejr som havde givet en billet til top 12. Så 5 sejre og 6 nederlag gav en 7. plads.

Zandra og Sara var med i pige rækken, Zandra har udviklet sig meget og målet var også klart, en plads i top 12. Men desværre blve det lige uden for, med 4 sejre og 4 nederlag blev det en 5. plads. Sandra mangler endnu at få det gode spil ved træningsbordene ud i kampene også, så skal det nok komme.
Sara, var med for at lære, og det blev en super god oplevelse. Det endte med 3 sejre og 5. nederlag og en samlet 7. plads af de 9 piger. Det var med smil hele vejen og nu kan de bare vente sig alle pigerne, nu får vi samlet mere erfaring fra kampe også kommer der helt sikkert mere der også.

Vi takker for en super god weekend og opbakningen fra Katrine, Morten, Martin, Jeppe, Marlena, Marielle (søndag), Maria, Otto og Rosalina.

Bordtennis-tur til Estland

Turen til Estonian Open sammen med ØBTU var en fed oplevelse for alle spillere og trænere. Danmark stillede op med 3 stærke hold i hhv. Junior Boys Teams og Junior Girls Teams. Holdene bestod af Emil De Maeyer og Mikkel Skovborg i den ene Junior Boys og Mads Schmidt, Gustav Faurschou og Diego Orantes som vi havde fået med på holdet, selvom han ellers i hverdagen spiller i Sverige, og Junior Girls Teams holdet bestod af Sally Maribo og Mie Schou.

På turen var der 2 dygtige trænere med Peter Stilling og Lars-Henrik Sloth, som var gode til at coache til så mange kampe som muligt og hjælpe os så godt som muligt igennem kampene når de blev tætte og intense. Under turen boede vi på et hotel som til vores held var en blanding af et hotel og en sportshal som også var den hal stævnet foregik i, så vi ikke havde noget transport frem og tilbage når vi skulle spille. Spilleforholdene var gode, men dog skulle man vænne sig til gulvet som var af stof hvilket ændrede spillet en lille smule og man lige skulle gøre sig vant til det lidt anderledes spilleunderlag end vi er vant til i Danmark.

Mads, Gustav og Diego, kom uheldigt fra start med et nederlag, men de hev sig op igen, og endte på en flot 5. plads i rækken! Mikkel og Emil vandt første kamp og de spillede begge godt, dog blev de mødt af nogle gode hold, hvilket førte til, at de tabte resten af deres kampe. Mie og Sally kæmpede hårdt, men de tabte deres 2 holdkampe.

På anden dagen blev der spillet Mens singles for drengene og Womens singles for pigerne. Der blev spillet gode kampe, og de fleste var godt tilfredse med deres spil. Desværre måtte Mie trække sig, da hun blev syg.

På den sidste dag, skulle Mads, Gustav og Mikkel spille Junior boys, mens Sally og Emil skulle spille Cadet girls/boys. Det blev en fantastisk dag at afslutte på med Diego der vandt Junior Single, mens Sally og Emil vandt guld i consulation i deres rækker. Alt i alt god tur med tilfredsstillende resultater for Danmark.

Nyt nederlag til Roskilde på hjemmebane

Tyske FC Saarbrücken gjorde rent bord og vandt med 0-3, da de gæstede Roskilde i Champions Leagues indledende gruppespil, men Roskilde-spillerne havde stor ære af kampene.

Af Morten Lyebalk

Dansk bordtennis flagskib, Roskilde Bordtennis BTK61 led nok et nederlag på 0-3 på hjemmebanen i Roskilde Kongresscenter Bauhaus Arena. Dermed led de i forvejen spinkle forhåbninger om et videre sportsligt avancement fra puljen, det endelig knæk. Det siges at tabellen og resultaterne aldrig lyver, men Roskilde-spillerne havde stor ære af kampen i den lille, skønne, intime hal, hvor cirka 150 tilskuere og fans havde trodset julefrokosterne og vild med dans-semifinalen for at følge de lokale bathelte en fredag aften midt i november.

Zhai – Patrick Franziska
Først ved bordet var Roskilde kineser, der skulle op imod verdensranglistens nr. 13, tyske Franziska. Det blev en tæt forestilling med afvekslende spil. Zhai kom bedst fra start. Efter flere tyske fejl var Zhai oppe 5-2. Men det er ikke for ingenting, at Franziska ligger så højt placeret på verdensranglisten: Tyskeren fik arbejdet sig tilbage i sættet. Kort efter var der udlignet til 7-7 – og de to kamphaner fulgtes til a´9. Her er det Franziska, der først forsøger et angreb, men Zhai er over bolden og knalder forhånden ned uden chance for Franciska.10-9 til Zhai. Også i den næste duel er Zhai indledningsvist under pres, men får flere baghåndsslag over. Franziska er dog i teten i duellenog får slutteligt chancen med et baghåndsloop, der dog ryger udover bordpladen. 11-9 til Zhai i et tæt og afvekslende 1.sæt, hvor de to spillere også har en morsom bold undervejs, hvor Franziska rammer netkanten og bolden er lagt pænt ud over siden af bordet. Alligevel får Zhai lagt bolden udenom stolpen – utageligt for Franziska.

I 2.sæt fortsætter den tætte forestilling. De to spillere skiftes til at tage initiativet i duellerne. Nogle gange med succes, andre gange med fejlslag til følge. Undervejs i sættet er Zhai helt med: Stillingerne i sættet er helt lige: 1-1, 2-2, 3-3 … osv. Ved stillingen 7-7 skyder Zhai bolden i nettet med forhånden efter tysk presspil. Også næste point er tysk. 7-9. Zhai reducerer efter prikspil til 8-9. Kort efter er der udlignet – og faktisk lykkes det kort efter Zhai at til spille sig en sætbold efter fornemt angrebsspil. 10-9. Men herefter følger desværre et par uheldige Zhai-bolde: Først overforceres et baghåndsslag, dernæst er Zhai uheldig på netkanten efter tysk presspil. Og desværre for Franziska held til at lukke Zhai ned i sættet, da han også vinder sættets sidste bold. 10-12. Close.

I 3.sæt strammer tyskeren skruen. Først læses et Zhai-angreb til 0-1 og korte øjeblikke senere har de to spillere en super-duel med flotte angrebsspil, hvor Franziska slutteligt er heldig på nettet. 1-3. Zhai får dig udlignet kort efter – blot for at se Franziska tage føringen igen. Franziska bringer sig på 3-5 på en serv, som Zhai returnerer i nettet. Og 4-7 bliver det efter sublimt tysk angrebsspil, hvor Franziska slutteligt sender en longline forhånd utageligt ned på Zhais halvdel. Franziske holder med held og godt spil føringen sættet ud: 5-9 bliver det efter en flot duel, hvor Zhais forhåndskryds fra baghåndssiden tager netkanten og ryger ud. Zhai reducerer, da Franziska efter egen serv skyder baghåndsslaget ud over bordpladen. 6-10. Sættet sluttes af med en baghåndshammer af den anden verden på servereturen fra verdensranglistens nr.13. 6-11 og nu 1-2 i sæt til tyskeren.

I 4.sæt veksler stillingen igen frem og tilbage. Zhai kommer på 1-0, da Franziska skyder baghåndsslag ud efter indledende prikduel. Tyskeren får dog tilkæmpet sig et overtag: Franziska kommer bla. på 2-4 efter en duel, hvor en fornem tysk blokering sættet Zhai af. Zhai reducerer på en flot, flot angrebsbold, hvor han først sender en baghånd – og siden en forhåndsvinder af sted. Super spillet! 3-4. Men det er tyskeren der er mest ovenpå og korte øjeblikke senere er Franziska på 5-8 efter flere flotte tyske slagdueller og kombinationer. Zhai reducerer på en superskruet serv, som tyskeren sender i nettet. Yderligere reducering bliver det, da Franziska fejler med forhånden efter en serveretur fra Zhai. 8-9. Timeout. Efter den korte coachning er det verdens nr. 13, der kommer bedst ud. En superb baghåndsreturnering bliver udslagsgivende i en duel, hvor Zhai har angrebsåbnet på servereturen.8-10. Nu to matchbolde til tyskeren. Zhai overlever den første ved at fange Franziska i ubalance efter en krydsbaghåndsreturnering. Ved 9-10 ender Zhai dog med at skyde baghåndsreturneringen for langt efter duellens indledende prikkeri. Sejr til Franziska og tyskerne. 0-1.

Kampen havde høj kvalitet og Zhai formåede at presse tyskeren, der dog lige havde den sidste klasse til at afværge et eventuelt femte og afgørende sæt.

Maze – Darko Jorgic
Maze skulle op imod den unge slovener, Jorgic, der tidligere på året hentede bronze ved U21 EM. Det blev en tæt og afvekslende fight, hvor maze fik vist prøver på sit stort anlagte spil – og hvor Jorgic ligeledes fik tilskuerne til at måbe over sine flotte returneringer fra både forhånds- men især baghåndssiden. Og gerne lidt væk fra bordet, hvor fik slået mange imponerende solide slag og bolde. I 1.sæt fulgtes Maze og Jorgic til 4-4, hvorefter sloveneren fik et lille overtag og fik bragt sig foran 4-7. En god angrebsbold med en udslagsgivende forhåndshammer fra Maze gav reducering til 5-7. Men Jorgiv var også fornemt spillende og en angrebsduel efterlod Maze chanceløs efter et fantastisk longline-slag med forhånden.6-9.Men et angrebsslag og en god serv senere var stillingen 8-9. Det var det tætteste Maze kom på, idet Jorgiv nuppede sættets to sidste point – blandt andet efter en duel med fornemt blokeringsspil, der fulgtes op af et sublimt baghåndskryds-slag.

I 2.sæt ser det indledningsvist skidt ud for Maze: er nede 2-6. Men en god periode fra Maze tilsat held samt et par modstander-fejl gav udligning til 6-6 og 7-7 og 8-8. Bla. på en baghåndsvinder, der lille tager bordkanten. Maze pres skaffer igen udligning til 9-9, og en netkantsvinder skaffer Maze en sætbold. Denne bliver dog ikke udnyttet, da Jorgiv presser på og den efterfølgende forhåndsblokering fra Maze stryger i nettet.10-10. Stor spænding! Fire bolde senere er det dog de 150 tilskuere i hallen, der kan juble, da Maze – efter a´11 får lukket sættet med 13-11, da Jorgic i slutfasen misser et par baghåndsslag.

3.sæt svinger noget rundt: Først er Maze nede 0-2. Siden foran 5-2 efter flere superbe angrebsslag i åbent spil såvel som på serveretur.Maze kommer også på 7-4 efter en slovensk servefejl. Men herefter vender bøtten desværre! Flot spile fra Jorgic giver sloveneren en stribe point – og selvom Maze er i teten i en duel, ender han dog med at skyde baghåndsslaget ud over bordpladen. 7-10. 6 point på stribe til Jorgic, der også ender med at nuppe det vitale sæt med 8-11 efter en duel, hvor han følger fornemt op på egen serv med en baghåndsvinder.

4.sæt tilhører Maze. Hurtigt er den rutinerede dansker på 3-0 efter en række Jorgic. Men Maze formår at holde føringen sættet ud ved at tage initiativ flere gange, hvor det fornemme angrebsspil flere gange kommer til sin ret. Maze vinder sættet 11-6 via føringer på 7-2 og 9-5.

Nu 5.sæt og afgørende sæt. Maze kommer lidt skidt ud af starthullerne. Denne gang er det danskeren der er nede med 0-3. Men Maze klør på! En prikduel ender med et Jorgic-kiks fra baghåndssiden. Dernæst slår Maze en overraskende baghånd og korte øjeblikke senere er der udlignet til 3-3! Desværre kan Maze ikke helt holde kadencen, trods en fin netruller til 4-5 reducering, så er det sloveneren, der trækker fra via flere gode angrebsåbninger. 4-7. 4-8 bliver det efter en baghåndsreturnering på servereturen, der tager netkanten og ryger udenfor bordet. I den næste duel har Maze fået Jorgic lidt væk fra bordet, men desværre får danskeren ikke ordentligt ram på baghåndsslaget, der stryger ud. 4-9. Og selvom det bliver til yderligere et par Maze-reduceringer, så nupper Jorgic sættet og dermed kampen efter en servefejl fra Maze.

Igen en god og afvekslende kamp med periodevis fremragende spil fra begge spillere, men hvor Jorgic lige havde det mere sikkerhed – godt hjulpet på vej af sit solide spil fra halvdistancen.

Tomi Lakatos – Tomas Polansky
Roskildes ungarer skulle nu i aktion mod verdensranglisten nr. 215, tjekken Polansky, der tidligere på året hentede guld ved U21 EM. Igen fik tilskuerne en spændende og afvekslende kamp at se. Lakatos fik en fin start, var oppe 3-2 – men desværre kort efter bagud 3-5. Lakatos kæmpede sin chance og reducerede til 4-5 efter en flot angrebsduel, hvor Lakatos slutteligt får lagt en flot forhåndskryds uden chance for Polansky. Det er dog Polansky, der har mest held med sit pres. Og fra 4-7 går han til sætsejr på 8-11 via en 5-8 føring.

I 2.sæt svinger pendulet lidt frem og tilbage for begge spillere. Først er Lakatos foran 5-2 efter flere gode slag fra ungareren, bla. en forhåndsloob, som ikke kan holdes, dernæst vinder Polansky fire bolde på stribe og er oppe 5-6 og siden 6-8. Men Lakatos fighter videre. Først misser Polansky et pres-forsøg fra baghåndssiden, dernæst fyrer Lakatos en superb forhåndsvinder af sted som et modsvar på et tjekkisk forhåndsloob. 8-8. Dernæst er Lakatos heldig på nettet, da en tjekksik bold rammer netkanten og ryger ud. 9-8. En serveretur stryger ud fra Polansky, der er nede med 10-8 – og må se sættet gå ungarerens vej med 11-9. 1-1 i sæt.

I 3.sæt. får Polansky tilkæmpet sig et overtag efter at have været bagud med 3-2. Siden har han bragt sig foran 6-9 efter at Lakatos presser en serveretur ud over bordet med forhånden. Der reduceres efter en god angrebskombination med skiftevis forhånd og baghånd fra Lakatos. 7-9. Et par superbe baghåndsslag, skiftevis kryds og longlinem giver Roskilde-holdet yderligere håb. 8-9. En netruller på servereturen skaffer udligning til 9-9. Et par bolde senere er stillingen 10-10 (efter skiftevis baghåndsfejl og baghåndsvinder fra Lakatos). Og yderligere et par bolde og afgørende baghåndsslag senere – først en vinder på servereturen og dernæst en mere kontrolleret baghåndsvinder efter duelspil, kan Lakatos nuppe 3.sæt med tætte 12-10.

I 4.sæt er Lakatos foran 2-1, men tjekken er lige i hælene. De to modstandere følges ad til 4-4, inden Lakatos bringer sig foran 5-4. Timeout. Ungareren er oppe 6-5, inden Polansky nupper de næste tre point. 6-8. Lakatos reducerer til 7-8, men det er tjekken der formår at holde mest fast i slutfasen. Først får han Lakatos væk fra bordet, hvorefter ungareren misser. 7-9. Kontraspil efter Lakatos-initiativ giver tjekken hele tre sætbolde. 7-10. Og Polansky skal kun bruge en. 7-11. 2-2 i sæt!

I 5.sæt kommer Lakatos ikke med sådan for alvor: Godt nok erobrer han sættets første point. Men da de går til timeout er han bagud med 1-4 efter skiftevis flere gode Polansky-åbninger og overforceringer fra Lakatos, der lige mangler den sidste kynisme og skarphed i slutfasen. Godt nok får Lakatos reduceret på nok en netruller til 2-4, men tjekken trækker fra via presspil, der får Lakatos til at overforcere sit spil. 2-5 og 2-6. et loob fra Lakatos giver reducering til 3-6, men øjeblikket senere skyder Lakatos en serveretur i nettet. 3-7. De to spillere skiftes til at lave gode/mindre gode slag – og øjeblikke senere er Polansky oppe med 5-10. Hele 5 matchbolde. Lakatos får dog reduceret: Først overforcerer Polansky på en serveretur, dernæst slår Lakatos en baghåndsvinder og endelig skyder Polansky en baghåndsreturnering ud over bordet. 8-10. Kan Lakatos nuppe de to sidste matchbolde også? Svaret kommer jo hurtigt i en bordtenniskamp: efter at have taget initiativet selv, må Lakatos i kampens sidste duel se en baghånd gå ud over bordet.

Dermed 8-11 i sættet og en 2-3 sejr til Polansky i en kamp, som Lakatos bestemt havde stor ære af. Lakatos mangler fortsat sin først sejr i Champions League, men har da nu været ude i to fem-sættere efter tidligere at have haft en imod svenske Jens Lundquist i Angers. Tætte kampe, men desværre: Tavlen siger 0-3 til tyskerne.

Polske Darton Bogoria venter forude..
Efter 4 spillede kampe og dermed 4 point er Roskilde Bordtennis chancer for avancement til cup-kampene ikke-eksisterende. Tilbage er først udekampen i Polen den 30.november, der naturligt nok bliver en vanskelig nød at knække, da polakkerne med 7 point i puljen deler førstepladsen med netop FC Saarbrücken. Angers har 6 point på 3.pladsen. Og netop Angers er årets sidste hjemmekamp i Champions League. Den finder sted fredag den 7.december, så der er stadigvæk rig mulighed for at støtte op omkring Roskilde-holdet og se bordtennis på allerhøjeste eliteniveau.

Matchfacts:
Roskilde Bordtennis BTK61 – FC Saarbrücken 0-3
1.kamp: Zhai- Patrick Franziska 1-3 (11-9, 10-12, 6-11, 9-11)
2.kamp: Maze- Darko Jorgic 2-3 (8-11, 13-11, 8-11, 11-6, 6-11)
3.kamp: Tomi Lakatos- Tomas Polansky 2-3(5-11, 11-9, 12-10, 7-11, 8-11)

Roskilde jagter første Champions League sejr

Hjemmebanematchen imod tyske FC Saarbrücken er fjerde kamp i denne sæsons indledende gruppespil i Champions League. Endnu har Roskilde-holdet første sejr til gode…

Af Morten Lyebalk

Menuen står på anden hjemmekamp i Bauhaus Arena Roskilde Kongresscenter. Imod tyske FC Saarbrücken med blandt andre Groths doublemakker fra EM-guldet i Budapest i 2016, Patrick Franziska på holdet.

FC Saarbrucken har i gruppe C hentet to sejre – heriblandt sidst på hjemmebane efter en 3-1 sejr over netop Roskilde Bordtennis. Tyskerne ligger toer i puljen foran polske Darton Bogoria, der som det eneste hold hidtil i puljen satte tyskerne eftertrykkeligt på plads ved at vinde 3-0 hjemme.

Nu får Roskilde chancen igen – denne gang hjemme. Så vi håber på en fyldt hal med fans, der kan heppe Roskilde-holdet frem til sæsonens første sejr i den prestigefyldte europæiske bordtennisturnering.

Roskilde stiller i stærkeste opstilling.
Holdet fra vikingebyen stiller igen med Zhai, Lakatos og Maze. Efter sidste klare nederlag hjemme imod polske Darton Bogoria på 0-3 har holdet vist fremgang – både i Saarbrücken og Angers – det førende hold i pulje C – formåede holdet at hente en sejr.

I Saarbrücken slog Maze tjekkiske Tomas Polansky med klare 3-0 i sæt, mens Zhai tabte efter henholdsvis fire og fem sæt imod tyske Patrick Franziska og rumænske Cristian Pletea, mens Roskildes nyerhvervelse, ungarnske Tomas Lakatos, måtte se sig slået i tre sæt af Franziska, der tidligere på året vandt VM-sølv for hold med Tyskland.

FC Saarbrücken råder over flere store talenter – heriblandt også tjekkiske Tomas Polansky, der vandt U21 EM tidligere på året. Bronze ved den lejlighed (samt i 2017) var der til den unge slovener, Darko Jorgic. Så det er et mix af veletablerede spillere samt unge talenter med medaljer på cv´et, der gæster Bauhaus Arena fredag aften.

”Vi håber naturligvis at kunne byde vores modstandere op til dans ved bordet. Og de sidste par Champions League kampe har vist fremgang – så jeg er optimist,” lyder det fra sportsdirektør Allan Bentsen, inden opgøret, der begynder fredag 16.november kl. 18.30.

Kom ned og støt op om Roskilde-holdet og se bordtennis i verdensklasse!!

Champions League kampe i Frankrig og Tyskland

Vi har spillet to kampe på udebane i denne måned. Vi har spillet begge kampe med de samme spillere, Zhai Yujia, Tamas Lakatos og Michael Maze.
Først var vi i Angers i sydfrankrig, hvor vi mødte det lokale hold, som består af to svenskere, en portugiser og en franskmand.
Jon Persson, Jens Lundquist og Joao Geraldo spillede kampen mod os. Først var det Jon mod Maze, Jon startede som lyn og torden, de to første sæt var det rens, men Maze kom med i kampen og havde i 4. sæt 5 sætbolde til et 5. sæt, han fik desværre ikke lukket og tabte dermed 1-3. Så var det Zhai mod Joao, et lidt nervøst første sæt, som gik til Joao, men derefter fik Zhai styr på spillet og spillede 3 gode sæt som gav en 3-1 sejr og 1-1 i kampen. Så en vigtig kamp for begge hold, Jens mod Tamas. Det endte desværre med et 2-3 nederlag til Tamas efter en matchbold i 5. sæt. Tamas spillede en god kamp, var foran 2-1 i sæt, men i 4. og 5. sæt gik det lidt for stærkt hvor han var bagefter hele tiden, men kæmpede sig dog frem til en matchbold ved 11-10, den fik han dog ikke.
Så var det Zhai mod Jon, den kamp vandt Jon sikkert i 3 sæt, Zhai kom aldrig rigtigt ind i kampen. Vi kom desværre ikke frem til den 5. og afgørende kamp mellem Maze og Joao, som vi meget gerne ville have haft.

I Tyskland var det 1. FC Saarbrücken der var modstanderen. De spillede med Patrick Franziska, Christian Pletea og Tomas Polansky. Patrick er en meget god spiller, som vi godt viste ville blive svær at slå, derfor satsede vi på de 3 andre kampe.
Ændrede lidt i opstillingen så Maze spillede den 3. kamp. Men først var det Tamas mod Patrick, det blev svært og endte med 0-3. Så var det Zhai som igen skulle holde os inde i kampen, han blev lidt stresset op til kampstart da hans bat ikke blev godkendt, derfor skulle han skifte bat, det kostede lidt på koncentrationen. Han førte både 1. og 2. sæt med 7-3 og 7-4, men vandt ingen af dem. Kom dog stærkt tilbage og vandt de 2 næste, men 5. og afgørende sæt blev desværre op af bakke, og endte med 8-11. Så 2-0 inden Maze skulle igang, Maze spillede en fin kamp og vandt let 3-0. men igen var vi bagud med 1-2, Zhai skulle forsøge at nedkæmpe Patrick, det blev desværre endnu et 1-3 nederlag som også blev kampens resultat.

Vi har i år ikke haft marginalerne på vores side, som vi måske havde sidste sæson, men vi kæmper videre og føler at vi har været med i alle tre opgør og håber at kunne få et par sejre i returopgørende.
Turene har været fine og vi forsøger at lære noget af nederlagene, der er også tid til lidt hyggeligt samvær og snakke om livet, både på og udenfor banen.
Det er også lidt hårdt, som i kan se på billederne :-). Lige meget om det er i tog eller på fly-

De næste hjemmekampe er 16. november og 7. december. Håber vi ses

Polsk hold satte Roskilde Bordtennis på plads

Polske Dartom Bogoria Grodzisk Mazowiecki var for stor en mundfuld for Roskildes batmænd i gruppespillet i Champions League på hjemmebane.

Af Morten Lyebalk

Første kamp i gruppespillet imod et polsk mandskab – og så på hjemmebane i Roskilde Kongres Center Bauhaus Arena. Ja, optimismen var stor ovenpå sidste års flotte kvartfinaleplads i Champions League. Nu skulle de danske farver forsvares igen. Og selvom sportsdirektør Allan Bentsen manede til besindighed, da Bogoria Grodzisks tre spillere alle var bedre placeret på verdensranglisten end de tre Roskilde-repræsentanter udi evnerne ved bordtennisbordet, så kunne ingen af de knap 150 fremmødte tilskuere sige sig fri for en god portion optimisme ovenpå sidste sæsons fornemme storspil fra Roskilde-mandskabet i Champions League. Polakkerne stillede med tjekken Pavel Sirucek (nr. 76 på VR), japanske Masaki Yoshida (Nr. 60) samt græske Panagiotis Gionis (nr. 74). Til sammenligning stillede Roskilde med Zhai (nr. 124), Maze (nr.397) samt nyerhvervelsen fra Ungarn, Tamas Lakatos (nr.133).
Zhai – tæt på et fuldendt comeback!

Første Roskilde-mand ved bordet var Zhai, der skulle op imod tjekkiske Sirucek. Polakken kom bedst fra start, men Zhai var lige i hælene, så de to slagsbrødre fulgtes ad til både 5-5, 6-6 og 7-7. Zhai fik skiftevis vist prøver på sit hurtigt anlagte spil, men det blev også til en del fejl – fremprovokeret af en stærkt spillende tjekke. Desværre fik Sirucek en række hurtige point i slutningen af sættet, så de 7-7 blev forvandlet til en tjekkisk sætsejr på 7-11.

2. sæt blev lige så jævnbyrdigt som 1.sæt skulle det vise sig, men sådan så det indledningsvist ikke ud!: Først bragte Zhai sig på 4-1, men siden gik Roskildes kineser lidt i stå og øjeblikke senere var Sirucek foran 4-8! Men Zhai er en fighter og på flere gode angrebskombinationer samt en tjekkisk servefejl, så stod der pludselig 9-9! De to kamphaner fortsatte helt lige til 13-13, inden tjekken i et par halvlange dueller ikke får ram med forhånden. 15-13 til Zhai og 1-1 i sæt!

I 3.sæt er det Sirucek, der begynder bedst og er oppe 1-4. Få øjeblikke senere udligner Zhai med en sublim forhåndsvinder trukket stående fra baghåndssiden. Zhai holder teten resten af sættet, selvom Sirucek er lige i hælene. Flere gode forhåndskombinationer fra Zhai gør udslaget. 11-8! Og nu 2-1 til Zhai i sæt!

4.sæt bliver desværre et vendepunkt. Sirucek kommer ind i en god rytme – samtidigt med at Zhai ikke kan finde spillet. Godt nok er Roskildes kineser med ved á1 – men så er det også det! Tjekken er nu helt ovenpå og Zhai kommer desværre igen lidt ind i en down periode. Sirucek viser glimrende alsidigt spil – presser mestendels Zhai i baghånden – og det giver for alvor pote i 4.sæt, som tjekken vinder hele 3-11. 2-2!

Afgørende sæt! Desværre er Zhai ikke helt kommet ud af sit dødvande – og tjekken moser på samtidigt med at både net- og bordkant synes på det polske mandskabs side. Zhai er desværre bagud 1-4 ved første timeout. Og 5-7 ved næste timeout. Zhai får kontakt: 5-8 bliver til á8. Men igen er det polakken, der viser mest stabilitet: Et polsk prik på servereturen sendes i nettet med baghånden af Zhai. Kort efter er det Zhais forhånd, der kikser. 8-10. Nu server tjekken. Men han laver en servefejl! 9-10. Stor spænding i Roskildes hal D. Desværre er det polakkerne, der kan juble da en Zhai med baghånden på servereturen rammer netkanten, hvorefter bolden går ud over og væk fra bordpladen. Øv! 0-1 til det polske mandskab i en kamp, hvor Zhai godt nok får vist højt niveau, men også har lidt for mange og lange udfald undervejs i kampen. Men det var afgjort en kamp, som Zhai godt kunne have vundet.

Maze udklasseret
Næste match stod imellem Maze, verdensranglistens nr. 397, der netop havde deltaget ved EM i Alicante, men var slået ud i indledende runde og havde pådraget sig et mindre riv i ryggen. Nogle dages pause og Maze havde meldt sig klar til Champions League-opgøret, hvor han nu stod overfor japanske Yoshida – verdensranglistens nr. 60. Og de to placeringer på ranglisten kunne tyde på en pæn forskel imellem de to spillere, men den slags har Maze før gjort til skamme – men sådan blev det dog ikke denne gang. Da kampen gik i gang var Maze hurtigt på hælene imod den kvikt og sikkert spillende japaner, der bragte sig foran 1-5. Herefter havde Maze sin bedste periode i kampen og fik med blandt andet gode baghånds- og forhåndsslag presset nogle fejl ud af Yoshida. Men det var desværre ikke nok. For godt nok var Maze en overgang kun bagud 6-8 og 8-9, Men det er Yoshida, der slutteligt kan følge egen serv op med en giftig forhåndsskru af et loob, som Maze ikke kan fange. 8-11 i 1.sæt.

Desværre fortsatte den japanske dominans: Maze kom bagud 2-5 og siden 2-8, inden han med et par reduceringer minimere sætnederlaget: 4-11. Japaneren er sikker og over Maze som en høg.

Det fortsætter desværre i nøjagtigt samme spor i 3.sæt, hvor Yoshida viser at der er tempoforskel. Maze er bagud 0-3 og siden 2-8, får reduceret på en flot baghånd til 4-9, men kampen tilhører fuldt og helt Yoshida, der igen vinder med 4-11. 0-3 i sæt og nu 0-2 i kampe til polakkerne.

Gode takter fra nyerhvervelsen Lakatos
Roskildes nye, ungarnske spiller, Tamas Lakatos skulle nu møde den defensive græker Gionis. Lakatos fik straks fra starten af vist prøver på sit angrbesspil. De to kamphaner fulgtes af til 5-5 med en lille fordel til Gionis undervejs, men herefter var det ungareren, der var i førertrøjen. Flere gange fik han med tålmodigt angrebsspil trukket Gionis lange defensive prik op fra bordpladen, endda med succes. Og Lakatos nuppede da også 1.sæt med 11-8 efter slutteligt at have fulgt egen serv op med en hård, utagelig baghånd for Gionis.

I 2.sæt var det dog Gionis, der hurtigt fik sat sig på spillet. Grækeren gjorde det svært for Lakatos med sin utroligt solide defensiv såvel ved som væk fra bordet. Lakatos angrebsslag endte desværre ofte i nettet eller væk fra bordpladen i denne periode. Bagud 1-4, kom Lakatos på 3-5, men sættet tilhører Gionis, der enkelte gange i sin utrolige defensiv også får vist angrebsspil ved at slå kontra! 5-11 til Gionis – og nu 1-1 i sæt.

I 3.sæt kommer Gionos foran 0-3, men Lakatos kommer fornemt igen!: Udligner til 3-3, siden 5-5 og 6-6. Ja, er endda foran 7-6, men på trods af en fornemt spillende duel og reducering til 8-9 med tålmodigt angrebsspil, så er det Gionis, der hiver stikket hjem med 8-11 ved hjælp af sine lange, lave, defensive slag. 1-2 til Gionis.

I 4.sæt er det Lakatos, der viser klassen indledningsvist: flere gode angrebsslag med god fart gør det svært for Gionis at holde boldene lavt på bordet – og Lakatos går fra á2 til 5-2. siden får den defensive Gionis dog udlignet til 7-7 og 8-8. Her er det grækeren der bevarer hovedet koldest: Først for Gionis leveret sit varemærke – de lange, lave defensive prik. Først skyder Lakatos i nettet med forhånden. Og på det næste point får grækeren behændigt erobret pointet ved at vende udviklingen i duellen til en kontrolleret offensiv, som Lakatos returnerer i nettet med forhånden. 8-10. To matchbolde til Gionis! Men to flotte angrebsåbninger med baghånden kan grækeren ikke holde, så kort efter er stillingen 10-10! Tilskuerne holder vejret, alt imens Lakatos klappes taktfast frem imod nye højder. Kort efter står der 11-11. Herefter viser Gionis nok en gang en flot defensiv, som Lakatos slutteligt ender med at skyde bolden ud over bordkanten på efter at have ramt netkanten. 11-12. Nok en matchbold. Og denne gang får Gionis desværre held til at lukke kampen, da roskildes nye mand slutteligt ekspederer forhåndsslaget ud over bordpladen. 11-13. 1-3 til Gionis, der lukker kampen med den tredje sejr af tre mulige.

På den igen…
Roskilde Bordtennis nederlag hjemme i gruppe C betyder selvfølgelig lige nu ser lidt ud til at blive op ad bakke rent sportsligt…. Næste modstander er franske Vaillante Sport Angers TT, et hold, der tidligere har voldt os store problemer. Kampen spilles 11.oktober på udebane. Ydermere er tyske FC Saarbrücken Tischtennis i gruppen. Roskildes to næste hjemmekampe i Champions League spilles henholdsvis 16.november og 7.december. Kom ned og støt op om Roskilde-holdet, så vi kan få taget revanche for nederlaget til polske Bogoria Grodzisk Mazowiecki.

Matchfacts: 26.september 2018
Roskilde Bordtennis BTK61 – Bogoria Grodzisk Mazowiecki 0-3
1.kamp: Zhai- Pavel Sirucek 2-3 (7-11, 15-13, 11-8, 3-11 9-11)
2.kamp: Michael Maze- Yoshida 0-3 (8-11, 4-11, 4-11)
3.kamp: Tamas Lakatos- Gionis 1-3 (11-8, 5-11, 8-11, 11-13)

Starten på Danmarksturneringen

I weekenden startede 6 af vores 7 divisionshold, vi prøver her at komme med et lille skriv fra alle holdene,  og den overordnede karakter er en super god weekend :-).

Stiga holdet startede mod  oprykkerne fra Brønderslev, det blev en hurtig omgang med en 5-0 sejr og tilbage til Roskilde. Brønderslev var desværre kun 3 mand, Carsten Egeholt, Peter Brun og Carl Johan Norup. Vi kom med vores nye “es”, Tamas Lakstos fra Ungarn, Allan Bentsen, Jonathan Kofoed og Mathias Ringstrømm.
Vi er tilfredse med starten og resultatet, men Jonathan var med uden at få spillet, så det var en lang tur.

1. Div:
Lørdag d.8 september var der divisions samling. Og Roskildes 1.division skulle ligeledes også spille.
Kl 12 stod de overfor Virum, som på papiret burde tabe. Virum stillede op med Steffen Aagesen, Esben Larsen, Theo Dyekjær og David Hindersson.
Vi havde Finn, Leo, Anton og Romeo denne dag.
Især Romeo og Anton gjorde det super godt. Romeo hev en tæt 3-1 sejr over Esben Larsen og formåede at holde hovedet koldt. Anton kæmpede en brag kamp hvor han spillede en taktisk klog kamp og hev en 3-2 sejr over Steffen. Stærkt drenge!! Drengene gav dem ingen chance og kørte dem over med et clean sheet på 5-0.
Anden kamp imod Viby, som stillede op med Simon Fischer, Tobias Lau, Oscar Hovmøller og Rasmus Mikkelsen. Var en lidt anderledes kamp. Viby som sidste år var i stigadivisionen men rykkede ned, ligner en af favoritterne til at rykke op i Stigadivisionen igen. En tæt kamp, som til sidst blev 4-4. Efter Anton Jensen spillede en fantastisk kamp mod Oscar hovmøller som han vandt 3-1, stærkt Anton!
Alt i alt, en super dag hvor alle drengene viste god team spirit og kæmpede til det sidste.
Finn 4 sejre i 4 kampe, Leo 2 af 3, Anton 2 af 3 og Romeo 1 af 3.

2. Division i Tølløse den 8 september

Lørdag morgen kl 11 mødte Roskilde Bordtennis, BTK61,  Level/BB/KBTK i årets første 2. div.
I double 1 spillede Mads S. og Mads P.  de vandt en forholdsvis sikker kamp 3-1 mod modstanderne Kasper Gade og Jakob Harden. I double 2 mødte Martin Skov og Gustav Faurschou – Emil Lynge og Julio Jensen, men tabte desværre 3-0.
I de første singler møder Martin Skov – Emil Lynge, og Mads S. Møder Kasper Gade. Martin havde svært ved Emil og tabte 3-0, men Mads S. får hevet sejren hjem med 11-8 i femte set mod Kasper Gade.
Scoren er 2-2 i holdkampen når Gustav møder Jakob, og Mads P. Møder Julio. Både Mads P. Og Gustav spiller 2 gode kampe og Gustav vinder forholdsvist sikkert 3-1 og Mads hiver sejren i land 11-5 i femte sæt. Mads T. mødte Emil, men tabte desværre til en bedre spiller i femte set og Martin måtte desværre også gå derfra med et nederlag mod Kasper 3-1.
Scoren er 4-4 når Mads P. hiver en sikker sejr hjem mod Jakob, Gustav for også får kæmpet sig til en sejr i femte set mod Julio.
Mads P. spiller en fantastisk kamp mod Emil og hiver en sejr hjem i femte set som betyder at når Mads T. også vinder sin sidste kamp mod Jakob er sejren i hus til Roskilde.
Vi vinder 8-4 over Level i årets første 2. divisions kamp.

Næste kamp møder vi et suverent stærkt hold fra dragør som stiller med suverene spillere med landsholdsbaggrund. der var ikke meget at gøre mod spillerne Morten Adolphsen, Thomas Jensen, Morten Knudsen og Jakob Asmussen.
Begge doubler taber 3-1 og 3-0 til stærkere spillere. I første single Mads T. vinder første sæt over Morten A, men måtte alligevel tage et nederlag 3-1. Gustav spiller en fin kamp men taber desværre 3-0 til Thomas
Mads P. må også tage et nederlag mod Morten K, men Martin kæmper sig op på 1-1 efter at spille et utroligt godt sæt mod Jakob, men derefter viste Jakob klassen og hev den hjem så Martin måtte nøjes med et enkelt sæt trods en god præstation. Scoren er 6-0 og der er ikke meget håb tilbage. De sidste 2 kampe må Mads S. og Gustav kæmpe sig igennem, men taber altså også de 2 sidste til Thomas og Morten A.
Kampen vinder Dragør 8-0, men Roskilde kæmpede så godt de kunne.

Elitediv damer:
I weekenden blev den første samling i Elitedivision for damer afholdt i Odense. Roskilde skulle lørdag møde Ballerup og søndag møde Hvidovre. Holdet bestod af Mia, Katrine og Katcha. Kampen mod Ballerup blev en tæt og spændende kamp, hvor Ballerup løb med en sejr på 6-4. Her blev flere femsætskampe afgørende for kampens udfald.
Kampen om søndagen mod Hvidovre bestod ligeledes af flere tætte og nervepirrende kampe. Hvidovre vinder kampen med 6-3. Holdet vendte dog 4-1 til 4-3 efter bl.a en spændende double som blev vundet 3-2 efter 0-2.

Pige divisionen:
Søndag var Zandra Lassen, Sigrid Marie Skou Eriksen, Sara Götzke Jensen og coach Marielle Nielsen i Esbjerg til første spillerunde af pigedivisionen.
Holdet mødte HBTK74 (1-4), Triton (1-4) og Brøndby (0-5), og selvom det blev til nederlag, var der sætcifre som 14-16, 12-14, der vidner om en god indsats med masser af fight.
Pigerne kæmpede, lærte en masse, bakkede hinanden op, og det bliver spændende at se, hvad vi kan udvikle det til. Det er et mega sejt hold allerede med den rigtige indstilling, så vi klør på.
Vi siger tak til de andre hold og til Esbjerg for den fineste dag og glæder os til at afholde samling på hjemmebane.

Danmarksturneringen starter i denne weekend.

Vi har ikke mindre end 6 hold som skal igang i denne weekend.

Stiga Divisionen starter ude mod oprykkerne fra Brønderslev lørdag kl. 14.00, det bliver et velkommen til vores nye mand fra Ungarn, Tamas Lakatos. Vi håber på en god start i det nordjyske.

1. Divison starter på hjemmebane i vores nye hal lørdag, hvor de møder Virum kl. 12.00 og Viby kl. 15.00.

2. Divison starter i Tølløse hallen også lørdag, hvor de kl. 11.00 møder Level/BB/KBTK og kl. 15.00 Dragør.

Elitedivisonen for damer starter i Odense, det er helt nyt at vi i Roskilde har hold med der, men vi ser frem imod en spændende sæson. De møder lørdag kl. 13.00 Ballerup og søndag kl. 10.00 Hvidovre.

1. divison for damer har fået flyttet deres kampe og starter først den 6.10.

Junior Divisionen starter i Silkeborg, hvor de søndag kl. 11.00 møder Hillerød og kl. 15.00 Virum.

Pigedivisionen starter også søndag i Esbjerg, hvor de kl. 11.00 møder HBTK 74/Ringkøbing, kl. 13.00 Triton og kl. 15.00 møder de Brøndby.

Held og lykke til alle hold :-).