CHRIS – Prisen

Sidste sæsons CHRIS Pris er blevet overrakt.
Den gik til Axel Broch Møller.

Axel var vores første elev i talentklasserne på Himmelev skole. (hvilket indeholder to gange morgentræning)
Axel kommer altid til træning og giver sig fuldt ud.
Axel er en god kammerat
Axel trænede også hele foråret med på udendørs træning.

Tillykke til Axel, med prisen følger der et gavekort til udstyr på 500,- kr.

Start efter sommerferien.

Hej alle medlemmer,

Vi håber, at I har haft en dejlig sommer og har ramt solen mere end regnen.

Første træning efter sommerferien

Mandag, den 10. august er første træningsdag efter sommerferien, og vi glæder os til at se alle i gang igen.

Alle starter op på de samme hold, som de var på inden Corona-pausen/sommerferien. 

Sommerarrangement

Som vi tidligere har skrevet, så afholder vi et ”god sæson”-arrangement søndag, den 23. august (fra 9.30 til 14.00), og vi sender invitation i løbet af kort tid … og med besked om, hvordan man melder sig til. 

Lige en vigtig gentagelse:

  • Vigtigt indtil videre, at vi kun træner/spiller på de tidspunkter, vi er tilmeldt, og der er indtil videre lukket i weekenden. Det gælder også, hvis du har nøglebrik til bygningen.
  • Vigtigt at efterleve retningslinjer for adgang og fokus på hygiejneanvisninger.
  • Vigtigt at vi hjælpes ad med rengøring m.m.

Mange hilsner

BestyrelsenRoskilde Bordtennis, BTK 61

Så er vi klar til at åbne igen.

Hej alle.

Så er vi klar til at åbne vores hal for bordtennis igen.

Vi starter med træning Onsdag den 10. juni kl. 16.00.

Der kan kun trænes på de hold og tidspunkter, hvor du hører til.

Indtil videre træner vi med de normale hold til og med fredag den 26. juni, derefter vil der komme ny info omkring muligheder hen over sommeren.

Der er dog nogle retningslinjer, som skal overholdes for at vi alle kan starte under fornuftige forhold.

Idrættens Hus er aflåst, det vil sige, at man kan ikke komme før sin træning.

Indtil videre vil der desværre også være lukket i weekender, da der ikke er rengøring der. Vi arbejder på at få det ændret.

  • Ansatte, frivillige, medlemmer, brugere mv. bør ikke komme til træning, hvis de har symptomer, der kan tyde på COVID-19. Ansatte, frivillige, medlemmer, brugere mv. må efter et sygdomsforløb først møde på arbejde/til aktiviteten igen 48 timer efter symptomer er ophørt. Der henvises i den forbindelse til Sundhedsstyrelsens gældende retningslinjer på området.
  • Ansatte, frivillige, medlemmer, brugere mv. hvis nære kontakter – herunder familie – har symptomer eller er smittede, skal følge Sundhedsstyrelsens vejledninger for ”nære kontakter”.
  • Der vil være ensrettet på trapperne, den ene trappe går man op ad, og den anden går man ned af. (se billeder)
  • Der vil være sprit ved indgang og udgang, både til hallen og til hele Idrættens Hus – Den skal bruges.
  • Husk at fylde drikkedunk hjemmefra.
  • Alle medlemmer har fået mail via klubmodul med yderligere retningslinjer, læs dem grundigt.

Vi glæder os super meget til at starte op igen, men husk, at vi skal passe på hinanden og følge de regler og retningslinjer der er både her og fra de officielle myndigheder.

Med venlig hilsen

Bestyrelsen og trænerne

Roskilde Bordtennis, BTK61

Generalforsamling i Roskilde Bordtennis, BTK61

Vi indkalder hermed til den årlige generalforsamling, der kommer til at foregå:

Tirsdag, den 16. juni 2020 kl. 18.00

i Fællesrummet ved vores hal i Idrættens Hus, Kildegården 1, 1. sal, Roskilde.

Normalt er vores generalforsamling i maj, men fremfor at gennemføre den virtuelt har vi fulgt DIF’s anbefalinger om at udskyde gennemførelsen, og håber, at den nuværende plan for yderligere åbning den 8. juni giver os mulighed for at mødes (og i øvrigt også for at spille vores bordtennis igen).  

Se indkaldelsen her: /cms/Clubroskildebordtennis/ClubImages/Generalforsamlingsindkaldelse2020.pdf

Mange hilsner

Roskilde Bordtennis, BTK 61 

Sæson 2020/2021, nye spillere i Roskilde Bordtennis, BTK61

I den kommende sæson vil der komme et par nye ansigter i truppen til vores Bordtennisliga/Europacup hold. Det er Jens Lundqvist(Sverige) og Antoine Doyen (Portugal).

Sportschef Allan Bentsen glæder sig til de nye spillere, ”Jens er jo en rutineret spiller som bliver vores nye 1. mand, han har spillet internationalt masser af år for Sverige og sin franske klub, han træner stadig meget og er en fighter. Antoine er et ungt talent med masser af gå på mod, han spiller internationalt for Portugal. Det bliver spændende at se om vi kan hjælpe ham med næste skridt.”

Jens er en spiller som vi har mødt masser af gange i Champions League, hvor han har repræsenteret Franske Angers.

Jens som har repræsenteret Sverige i mange år og været oppe som nr. 19 på verdensranglisten, de sidste par år han ikke spillet så meget internationelt, men i den Franske Pro A, hvor han repræsenterede Angers i 10 år.

Jens siger selv ”Jeg tror at det skal blive rigtigt sjovt at spille i Roskilde, som i mange år har været klart bedst i Danmark og også gode ude i Europa. Jeg ser allerede frem imod at sæsonen (forhåbentlig) skal kunne komme igang igen efter en lang pause. Selvfølgelig er målet en DM titel i Danmark og gode resultater i Europa. Ekstra sjovt at få lov til at spille med Maze, Allan og at have Finn som coach, da jeg tidligere har boet og trænet med dem i København.”

Link til kamp mellem Lakatos og Jens fra 2018: https://www.laola1.tv/en-int/video/r2-lundqvist-jens-lakatos-tamas-len

Derudover kommer der en ung spiller som repræsenterer Portugal i internationale turneringer. Antoine Doyen hedder han.
Han nåede i sidste sæson at spille en kamp for Næstved i Bordtennisligaen, hvor han tabte til Zhai og slog Allan.
Han har spillet masser af turneringer internationelt og vi håber at kunne hjælpe ham med det næste skridt i hans karriere.

Antoine siger ”jeg ser frem imod en spændende sæson i Roskilde”.

Mere info
Sportschef
Allan Bentsen 40902445 / allan.bentsen@btk61.dk

Zhai Yujia stopper i Roskilde Bordtennis, BTK61

Det var i år, efter denne sæson 2019/20, at vores allesammens Zhai Yujia besluttede at det er på tide at prøve noget nyt, Zhai har valgt at prøve kræfter med den Franske Pro A Liga fra næste sæson.

Efter 7 fantastiske år i Roskilde, hvor Zhai startede med at være en ung kineser, uden noget engelsk, en ung spiller med ikke så meget selvtillid, så er han vokset og har været ”vores krumtap” på holdet som sikker ankermand i Bordtennisligaen og en værdifuld spiller når vi har spillet ude i Europa.

De spillere som Zhai har spillet mest sammen med.

I de 7 år han har været her, har vi alle årene vundet DM for hold. Vi har deltaget i ETTU Cup/Champions League alle årene, med 2 x 1/4 finaler i Champions League som resultatet og Zhai har fortjent en stor kredit for de resultater. Zhai har givet os nogle fantastiske oplevelser og spillet noget super bordtennis.

DM Guld 2014


I perioden han har været her, er han blevet bedre og bedre som årene skred frem. I starten var det mest som U21 spiller, hvor han var helt oppe som nr. 10 på verdensranglisten og deltog i slutspillet for U21 på Pro Touren.
På senior plan har han vundet Spanish Open og været langt fremme i flere turneringer. Han var som bedst oppe som nr. 87 på verdensranglisten, kunne måske være blevet til mere hvis han havde spillet flere turneringer.

Champions League 2019

Vi havde håbet at kunne færdiggøre dette års turnering, så han kunne få en værdig afsked, det blev desværre ikke tilfældet.

Zhai med et af hans “varemærker” :-).

Vi vil gerne takke ham på den bedst mulige måde, så den afslutning på sæsonen, var ikke hvad vi håbede på, men vi håber at kunne præsentere ham på i Roskilde på et tidspunkt igen, hvor vi håber at i vil være med til at takke ham.
Der vil komme mere info når det kan lykkedes.

Sportslige hilsner
Allan/ Bestyrelsen

Opdateret information.

Hej alle medlemmer,

Vi håber, at alle har det godt på trods af den specielle situation.

Det er jo blevet det klart, at vi tidligst kommer i gang igen den 11. maj, ligesom det også blev klart, at vores Roskilde Festival indsats (og indtjening) er lukket ned. Omkring ungdomstræningslejren i slutningen af skolernes sommerferie kommer vi til at afvente nærmere retningslinjer, før vi kan sige, om det er muligt at gennemføre, og hvorvidt den eventuelt skal gennemføres i en tilpasset udgave.

Nogle af vores trænere har været i tænkeboks, og det betyder, at der nu er mulighed for at:

  • Holde sig fysisk i gang ved at deltage i 2 ugentlige virtuelle træningsprogrammer
  • Arbejde yderligere med fysisk træning ved at arbejde med supplerende træningsskemaer
  • Begyndere kan arbejde på at optjene teknikmærker

Den virtuelle træning foregår fra facebook-gruppen ”Ungdomsspiller i Roskilde Bordtennis, BTK 61”, og det vil også være der fra, at der kan læses, hvornår der sker noget næste gang. Første officielle gang var onsdag den 8. april, klokken 16.30 … alle forløb vil kunne ses efterfølgende. Der er et mere idag (15/4 kl. 17.00)

Der er også plads til at voksne deltager, så bed om at blive medlem af gruppen, hvis du vil være en del af træningen.

Vi vender tilbage igen, når der er mere (og forhåbentlig godt) nyt. God vind med at holde jer i gang … sammen-hver-for-sig

Mange hilsner og god påske

Bestyrelsen

Roskilde Bordtennis, BTK 61

Opdateret information om Covid-19 situationen

Hej alle medlemmer og trænere

Det er fortsat en meget speciel situation hele landet er i lige nu, og vi vil her lige komme med opdateret information omkring vores manglende træningssituation, konsekvenser for alle turneringer og hvordan bestyrelsen har valgt at håndtere trænersituationen.

Som alle sikkert er opmærksomme på, så er al adgang til hallen lukket p.t. til og med 2. påskedag (13. april 2020).

Bordtennis Danmark’s bestyrelse, og med opbakning fra ØBTU, har aflyst resterende kampe i resten af turneringerne, og stillingerne bliver derfor som udgangspunkt den stilling, der er i de enkelte rækker lige nu. Der bliver ikke kåret nogen danske eller ØBTU-mestre, men i ungdomsrækkerne under ØBTU vil der komme medaljesæt rundt baseret på nuværende stilling. Point finale-stævnet vil som det eneste måske blive gennemført, men først efter sommerferien.

Bestyrelsen har valgt at bakke op om trænerne ved at aflønne uændret til de fastlønnede, og tilbudt at støtte de øvrige trænere, hvis de skulle komme til at stå i økonomiske udfordringer. Bestyrelsen vil også (når vores samfund igen åbner) arbejde på at etablere nogle særlige træningsoplevelser sammen med klubbens spillere og trænere som et plaster på såret for den tid, vi ikke har haft mulighed for at dyrke vores fantastiske sport.

Vi melder ud igen, når der er mere nyt, og vi håber på alles forståelse. God vind med at holde jer i gang … sammen-hver-for-sig

Mange hilsner

Bestyrelsen
Roskilde Bordtennis, BTK 61

Vil du med på Roskilde Festival?

Kunne du tænke dig at tage på Roskilde Festival sammen med Roskilde Bordtennis, BTK 61 i år?

Vi skal bruge frivillige til vores juicebar “Just the Juice”, så hvis det er noget for dig, kan du læse mere og tilmelde dig her: “Just the Juice” på Roskilde Festival 2020.

Du behøver ikke at være medlem af klubben – men du skal være fyldt 18 år, og så skal du have lyst til en sjov uge i selskab med ca. 130.000 glade og festlige mennesker :o)

Information omkring Corona virus

Kære alle

På baggrund af Statsministerens udmelding vedrørende Corona, lukker vi med omgående virkning for al aktivitet i klubben indtil videre til og med søndag den 29.marts. Vi melder naturligvis hurtigst muligt ud igen, når/hvis der sker ændringer i situationen.

Se endvidere BTDK’s udmelding på Facebook: https://www.facebook.com/BordtennisDK/

Hvis I har spørgsmål, er I velkomne til at kontakte Johanne eller Allan.

Med håb om at I alle kommer bedst og hurtigst muligt gennem denne store udfordring.

Johanne 

Formand
Roskilde Bordtennis, BTK 61