En stor personlighed er gået bort

Hans Christian Carstensen var hans rigtige navn, men han var af de fleste i Roskilde Bordtennis kun kendt som Chris. Efter længere tids sygdom har Chris nu fået fred, og vi må sige farvel til en stor personlighed. En personlighed, der har haft en uvurderlig betydning både for Roskilde Bordtennis og for dansk bordtennis som helhed.

I mere end 50 år har Chris skabt oplevelser og muligheder for et utal af børn og unge. Oplevelser og muligheder, der aldrig vil blive glemt.

Chris dedikerede sit liv til idrætten. Han brugte det meste af sin fritid til glæde for sportsglade børn og unge, og vi er mange, der vil tænke tilbage på Chris med stor glæde og taknemmelighed for den hjælp og støtte, han altid var klar til at yde.

Både personligt og gennem utrættelige indsamlinger og opkrævninger til støtteforeninger og aktivitetsfonde har Chris bidraget økonomisk både til enkelte spillere, til Roskilde Bordtennis og til DBTU.

Udover dette har han gennem alle årene været en stor mental støtte for mange unge og deres familier, når der var udfordringer i livet. Chris var der altid – på sin helt egen facon – når det var svært for andre.

Chris vil blandt andet blive husket for:

  • At være medstifter af BTK 61 i Roskilde
  • Sin mangeårige indsats for idrætten i Roskilde, for dansk bordtennis og for dansk handicapidræt
  • Altid at sige sin mening i klare og utvetydige vendinger, hvilket selvfølgelig både kunne vække glæde og vrede … uden at det i øvrigt påvirkede Chris
  • Sin støtte og opbakning til mennesker som stod hans hjerte nær, i en grad det er få forundt

Chris, du var en ægte ildsjæl, og du vil blive savnet for dit begavede, lune væsen, din skarpe replik og din helt særlige ”Chris humor”.

Klubbens formænd, bestyrelser, spillere og trænere kom og gik. Det gjorde du ikke – du var der hele tiden.

Du fik for nogle år tilbage din egen bænk i klubben … med et fint messingskilt. Den står nu tom, men den vil minde os om, at vi i din ånd fortsat skal arbejde for at udvikle vores fælles klub, socialt og sportsligt.

Hvil i fred, og æret være dit minde.

På vegne af Roskilde Bordtennis, BTK 61
Johanne Tschernja

Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.