Roskilde tilbage i toppen af STIGA divisionen

Roskilde Bordtennis har med fire sejre på stribe meldt sig tilbage som tophold i Stigadivisionen, og det er kun København der ligger over i tabellen.

Weekenden bød på udekamp fredag aften mod Brønshøj, en kamp der umiddelbart lå til en sejr, hvilket også blev en realitet på hele 5-1.

Det positive lyspunkt fra den kamp og fra weekenden er, at Gao trods en lidt svær sæsonstart virker til at være på vej ind i en god stime og mere stabilitet i spillet. Gao vender et truende nederlag mod Lovén efter 0-2 i sæt, vinder 3. sæt med to bolde og spiller helt frit og fejlfrit i de to sidste sæt og sejr på 3-2.

Claus Nielsen var med som fjerde single og gjorde det egentlig resultatmæssigt godt trods nederlag til Claus Rasmussen 3-2. Claus havde fire matchbolde i fjerde sæt 10-6, men blev lidt passiv på de sidste bolde, en klassisk situation for en ung spiller som brændende gerne vil vinde. I 5. sæt hopper Claus’s kæde af af frustration over det tabte fjerde sæt. Generelt spiller Claus mange fine bolde i kampen, men det er også tydeligt, at Claus har en del at arbejde med og lære af. Claus har en fed energi i sine kampe, men i sin iver for at vinde, mister Claus en del overblik og humør, det er et område Claus skal styrke for at blive blandt de bedste juniorer i Europa inden for de kommende år

Med to sejre til Bentsen og Gao samt en sejr til Finn fik vi en god sejr og energi til søndagens hjemmekamp mod Nørreå, en direkte duel om 2. pladsen i STIGA divisionen

På plads i Danmarks bedste bordtennisarena var der lagt op til hård duel og styrkeprøve om 2. pladsen, gæsterne fra Nørreå stillede med Houang, Åhman, Lau og Middelhede, et hold der styrkemæssigt kan suppleres af Wang Wen Jie, der vil gøre dem farlige for ethvert hold, når vi når til slutspillet.

Kampens profil var Allan, der både slog Tobias Lau og Huang efter flot spil, Finn fulgte godt op og vandt 2 i 2. kryds mens Gao lidt overraskende slog Huang og tabte til Lau. Claus der havde fået genvalg som ankermand fik en lektion af Erik Åhman, der absolut kan spille en god gang bordtennis og jo tidligere har fået ram på både Bentsen og Tugwell. Det er gode lærepenge for Claus, der i sådanne kampe får god information om hvad der skal trænes videre på.

Sejren blev dermed på 5-2 og dermed er Roskilde oppe på en vigtig 2. plads før dobbeltturen til Jylland om 14 dage, der bl.a. byder på revanche opgør mod Nørreå.

Kampen havde et generelt fint niveau, og ikke mindst fik vi set bedre takter fra Gao end i de første kampe i sæsonen, der var større stabilitet i spillet, mere variation med fx at spille bolde longline frem for diagonalt

Alt i alt er Roskilde tilbage på sporet, træningen i klubben går strygende, der er høj seriøsitet og masser af talentudvikling, nu skal vi skærpe fokus, så vi også får de resultater der er vigtige for klubben og vores sponsorer

Lunde

Oppe imod overmagten

Roskildes 1. divisionshold spillede søndag mod Virum som er det absolutte tophold i 1. division øst.

Vi stillede med Alex Jensen, Andreas Dilling, Emil Sass Egebo og Anders G. Nielsen. Virum havde Jannick Larsen, Steffen Ågesen, David Hindersson og Henrik Vendelbo som spillede for os sidste sæson.

Emil og Alex taber forholdsvis klart til David og Henrik. Anders G. Vinder over Jannick, mens Dilling taber til Steffen. Da Emil i næste kamp skal spille mod Henrik spiller Emil meget bedre og har matchbold i 4.sæt, men taber sættet med 13-15. I 5. sæt er også tæt, men det tabes 8-11. Ærgerligt for Emil da det ville have været en god sejr for ham. Alex og Dilling taber deres kampe, mens Anders G. vinder 3-1 over Steffen.

Doublerne bliver også tabt. Emil og Dilling er tættest på at vinde.

Emil vinder over Jannick. Godt af Emil da han har haft svært ved at spille mod Jannick tidligere.

De næste 3 kampe bliver tabt rimeligt klart.

Resultatet af kampen bliver 11-3 til Virum. Nu må vi se frem til næste runde, hvor vi skal spille mod Hvidovre og København, hvor vi hentede 3 point mod i sidste runde.

Roskilde gav bank!

Lørdag d.19 november spillede Roskildes 2.hold i 1. division mod Holme-Olstrup på hjemmebane. Holme-Olstrup var inden kampen placeret over Roskilde, så der var på forhånd lagt op til en hård og svær kamp, hvor Roskilde skulle have point for at tage afstand til bunden.

Til holdkampen stillede Roskilde med Emil Sass Egebo, Kenn Johannessen-Løkkegaard, Andreas Dilling og comeback kineseren Hasse.

Roskilde lagde rigtig godt ud fra start og kom hurtigt foran med 6-1, hvor 4 af de 6 vundne kampe for Roskilde endte i 5. sætter, hvilket viser stort mentalt overskud hos Roskilde når det bliver tæt.

Begge doubler blev vundet klart. Formationen var Kenn/Dilling og Emil/Hasse.

Efter doublerne var der heller ikke slinger i valsen. Roskilde tabte kun en enkelt single og holdkampen blev vundet med 11-3, hvilket var et utrolig flot resultat mod et hold som har spillet uafgjort med topkandidaten Hillerød og vundet mod Nyråd som Roskilde tabte 11-3 til.

Emil og Kenn gik ubesejret igennem dagens opgør. Det var Kenns sidste kamp for Roskilde for denne gang, da han flytter til Nordnorge i nærmeste fremtid. Vi ønsker Kenn alt held og lykke fremover og ser frem til et comeback igen igen.

Bordtennislektion til Serie 2-holdet

Serie 2-holdet var her til aften en tur i Ejby ved Køge for at spille kamp. Holdet bestod af Christian Gullberg, Morten, Mads og Patrick. Mens værterne stillede op med Rasmus Agger, Glenn Steiness, Erik Thue og Danijel Ristic.

I første runde taber Morten 3-1 til Rasmus, Mads taber med samme cifre til Glenn, Patrick taber ligeledes 3-1 til Erik, mens Christian hiver en flot 5-sæts kamp hjem imod Danijel.

3-1 til Ejby efter 4 meget tætte kampe, og hvis spillede flaskede sig og de tætte sæt blev vundet kunne det godt blive en spændende kamp, der sluttede med uafgjort eller endda Roskilde-sejr.

Det var dog ikke tilfældet…

Herefter taber Mads 3-0 til Danijel, mens både Morten og Christian taber 3-1 hhv. Erik og Glenn. Patrick taber i 5. sæt til Rasmus efter 2-0 føring og en matchbold i 4. sæt.

7-1 før doublerne og den skarpe læser har nok nu konstateret at spændingen udeblev…

Begge doubler tabes 3-0, og i de sidste kampe taber Mads 3-0 til Rasmus, mens Morten og Christian taber 3-1 til hhv. Glenn og Erik, og til sidst fortsætter Patrick sin guide til hvordan man smider matchbolde væk, da han taber 3-2 til Danijel efter adskillige matchbolde i 4. sæt.

13-1 til hjemmeholdet og Gullberg bliver dagens førstemand med en enkelt sejr.

Nederlag til BB/KBTK 1, sejr over Vestegnen i Drengedivisionen

I weekenden den 19. og 20. november spillede Roskilde på hjemmebane mod BB/KBTK 1 (Malthe Lund Andersen, Kasper Michelsen, Andreas Fehrn og Mikkel Brædstrup Holm) om lørdagen og mod Vestegnen (Christian Ryding, Katja Jagd, Anisha Iyer og Karoline Petersen) om søndagen.

Lørdags-kampen var den sidste kamp i første halvdel af turneringen, mens søndagskampen var den første kamp i sidste halvdel af turneringen. Det betyder at vi nu har spillet begge kampe mod Vestegnen.

Roskilde med coach Jimmy Sørensen stillede op med Markus Flyvholm, Christian Gullberg, Mathias Nymark og Rasmus Lennert.

Lørdag mødte vi det absolutte tophold fra Brønshøj/København og her fik vi ørerne i maskinen og tabte 12-2. Det lykkedes for Mathias og Markus at besejre Mikkel, alle andre kampe blev tabt. Men holdkampen var ikke så ensidig som resultatet antyder. Rasmus spillede et par tætte kampe mod både Malthe og Kasper. Mathias var rigtig godt med mod Andreas, mens hans double med Rasmus også var tæt på mod Kasper og Malthe. Christian manglede lige det sidste før han kunne slå Mikkel.

Og her kan vi godt se at vi skal arbejde meget mere med det psykologiske når det går ned af bakke.

Anderledes gik det så søndag hvor det var Vestegnen der var modstanderen, efter en lille fødselsdagssang for Marcus som blev 12 år og en lille opsang fra træneren, gik de til makronerne og hentede en 10-4 sejr hjem.

Her var det tydeligt at se hvor meget bedre de spillede når det går godt, og det er dem der har teten. Markus slog Katja og Anisha, men tabte til Karoline. Christian besejrede Katja og Anisha, men måtte se et nederlag i øjnene mod Ryding. Mathias vandt alle sine 3 kampe over Ryding, Anisha og Karoline. Rasmus hentede to sejre over Katja og Karoline, men tabte til Ryding. Doublerne blev delt, Rasmus og Mathias besejrede Anisha og Karoline, mens Markus og Christian tabte til Ryding og Katja.

Rundens resultater betyder at Roskilde fortsat er på 5. pladsen, med to point op til Hillerød på den 3. plads der giver adgang til slutspillet.

Næste runde 10.-11. december bliver derfor rigtig vigtig, da vi her skal møde en af vores direkte konkurrenter til slutspilspladsen.

Så er det tid til sidste hjemmekamp i 2011 for 1. holdet

263855 stiga-division-19-20-nov-cfm

Vi møder Tema Nørreå søndag kl. 13.00 i Roskilde Kongres og Idrætscenter. Det er kampen om 2. pladsen i grundspillet efter 1. halvdel af sæsonen.

Fredag aften kl. 19.00 i Grøndalscenteret, møder vi Brønshøj og Nørreå møder dem lørdag inden topkampen om søndagen i Roskilde.

Vi håber i kommer og støtter op om 1. holdet.

Vi ses forhåbentlig…..

263855 stiga-division-19-20-nov-cfm

To kampe i weekenden endte med to sejre og 6 point på kontoen

Lørdag tog vi imod Thy/Mors, en lidt speciel kamp hvor modstanderen kun kom med 3 spillere, og uden at sige noget dårlig om dem, så passer de nok bedre i 1. Division.

Vi stillede op med Finn og Casper i 1. Kryds og Claus og Fan i 2. Kryds.

Casper vandt 3-2 over Thy/Mors bedste spiller Jesper Hviid, ellers var der store sejre til Claus og Finn i de øvrige kampe mod Jesper Andersen og Jesper Poulsen.

Søndag aften var det så Vestegnen der stod på den anden side af bordet, der var modstanden bedre. De stillede op med deres nye kineser Yonghui Liang og Simon Nielsson I 1. Kryds, og Sebastian Haack og Adam Andersson I 2. Kryds.

Allan var tilbage 1. Kryds sammen med Fan Gao, og Finn og Casper I 2. Kryds.

Fan startede mod kineseren og tabte desværre med 1-3, Finn slog Adam I 3 tætte sæt. Derefter mødte Allan Simon, vandt 3-0 og Casper startede samtidigt godt mod Sebastian, men efter at have vundet 1. Sæt og været godt med I andet, smuldrede det helt og Sebastian udlignede til 2-2 for Vestegnen.

Efter pausen var det Allan mod kinesen og fan mod Simon, Fan vandt med 3-0, og Allan startede godt og vandt første sæt med 11-9, I andet sæt viste kinesen noget af sin styrke og vandt 11-5, men så var det Allans der bestemte og han vandt den vigtige kamp med 11-9 og 11-6 I de to sidste sæt. Så 4-2 til os.

Så kunne Finn afgøre mod Sebastien, og han vandt, men det gik ikke helt så nemt, den unge Sebastian stred godt imod, han vandt 1- sæt og var med I de næste par sæt uden dog at komme helt op, og så kunne Finn vende kampen og vandt med 3-1 efter 11-4 I sidste sæt.

Det var vigtigt for Casper havde tabt til Adam ved siden af.

Det endte 5-2 til Roskilde

Min første tur i landsholdtrøjen

andreas

Allan Bentsen har bedt mig om at skrive om min tur til Sverige, så det må jeg nok hellere ……..

Onsdag den 2. november tog jeg med tog til Stockholm. Turen startede med at min mor og jeg tog fra Roskilde og ind til hovedbanegården.

På hovedbanegården skulle vi mødes under uret med Mads Schiellerup og Nicolai de Voss . Mads skulle følge Nicolai og mig med toget til Stockholm. Nicolai og jeg skulle spille tomands hold i boys cadet næste dag i Ängby internationale stævne. Og vi glædede os for vi skulle spille for Danmark. Fra Danmark deltog også et hold med Ivan Ou og Thomas Hansen samt 2 pigehold men de kørte med et aftentog til Stockholm..Den lange togrejse blev brugt til at lave lektier, høre musik og se film.

Vi kom ind på hotellet i god tid, så vi kunne nå at få aftensmad og ligge og slappe af på værelset.

Maden på hotellet var alle dage ikke noget at skrive om. Jeg har fået bedre aftensmad andre steder.   På værelset fik vi noget ØBTU tøj af Mads, som vi skulle spille i næste dag på grund af, at man ikke kunne skaffe mere landsholdstøj. Det var Nicolai og jeg en smule skuffet over, men måtte acceptere da vi fik at vide at ØBTU havde sponsoreret hver landsholdspiller på Sjælland med 800 kr. Ja, ja. Det blev sengetid og vi lå i sengene og vendte og drejede os. Vi kunne slet ikke sove, for vi var så spændte da det var vores første stævne for landsholdet.

Næste dag spillede Nicolai og jeg vores første holdkamp mod Frankrig1, som vist altid plejer at være gode. Vi vandt begge 3-2 i sæt over deres anden mand og tabte begge 3-2 til deres første mand. Vi fik hevet en tæt double hjem 3-2 og endte med at vinde 3-2 over Frankrig1. Det var vist en overraskelse.

Efter alle disse fem sættere skulle vi gå direkte til næste kamp uden pause eller nogetsomhelst og spille mod Singapore2. Vi tabte klart 3-0 til Singapore. Vi var slet ikke klar. Så nu var vi presset til at vinde over Sverige2 for at gå videre. Sverige2 havde vundet begge deres holdkampe 3-0. Efter vi havde fået frokost mødte vi så Sverige2, som stillede stærkt med Adam Blomquist og Omid. Vi tabte desværre 3-1, i en virkelig tæt kamp. Nicolai tabte 3-0 til dem begge og vi tabte doublen 3-1 i fire tætte sæt og jeg vandt over Adam Blomquist 3-2. Og fordi vi tabte gik vi ikke videre får puljen.

Det var Mads der coachede os.

Mads var også coach om fredagen, hvor jeg spillede Cadet boys single. Jeg tabte to fem sættere 9/11, men vandt 3-0 over en fra Singapore. Om lørdagen spillede jeg pojker 14 hvor jeg blev treer i puljen og om søndagen pojker 12, hvor jeg vandt min pulje og gik direkte videre til næste runde. I kvartfinalen mødte jeg Irvin fra Frankrig, som jeg tidligere havde tabt til 3-2. Jeg tabte til ham 3-0 denne gang, men var ellers godt med hele vejen. Om lørdagen og søndagen blev jeg coached af Stuff, Mads og Ella.

Da vi alle var færdige søndag eftermiddag tog vi ind på centralstationen og fik noget at spise på en burger king. Og hele togturen hjem gik med at spille ludo sammen Morten, Thomas, Ivan og Nicolai. Vi fik spillet en masse ludo da vi først var i København klokken et om natten, hvor mor og min søster hentede mig.

Det var en rigtig fedt at få lov til at spille i landsholdstrøjen. Og det skal prøves igen. Først skal jeg lige øve lidt mere på at få bedre server. De fleste af de spillere vi mødte havde rigtige gode server og servereturer.

Andreas Dilling

andreas Andreas Dilling, Nicolai Michel de Voss, Ivan Ou og Thomas Hansen

Divisionskampe i weekenden

263855_stiga_division_19_20_nov

Der er masser af muligheder for at se klubbens divisionshold i weekenden.

Drengeholdet spiller to hjemmekampe i kildegårdshallen, lørdag mod BB/KBTK1 og søndag mod Vestegnen, begge dage kl. 10.00

1. divisions holdet spiller også to kampe, lørdag i kildegårdshallen kl. 10.00 mod Holme-Olstrup og søndag i Virum

Stigadivisionsholdet spiller to meget vigtige kampe i Roskilde Kongres og Idrætscenter, lørdag kl. 14.00 mod rækkens bundold Thy/Mors og søndag kl. 18.00 mod Vestegnen, to kampe som vi håber skal bringe os tilbage på sporet, efter en lidt svingende start på sæsonen.

263855_stiga_division_19_20_nov

Vellykket pointstævne i Roskilde

Lørdag, den 12. november afholdt vi sæsonens første pointstævne, og det forløb godt med i alt 23 deltagere fra 4 klubber.

Spillerne fra Roskilde klarede sig flot:

  • Pulje B: Emil de Mayer blev nummer 3
  • Pulje C: Nicolaj Brandenborg vandt og Andreas Hallenberg blev nummer 3
  • Pulje D: Laurits K. Winther vandt og Villads Lindberg Svendsen blev nummer 2

Tillykke med de flotte præstationer.